Da invitationen, var min første tanke at melde fra og finde en god undskyldning, så jeg ikke behøvede at stå over for de samme mennesker som dengang, 25 år tilbage. Mailen var skrevet af Lars, en af de stille drenge i klassen. Han mente, det var på tide, vi sås igen. Vi havde jo ikke holdt 15-årsjubilæum, heller ikke 20-års, og nu var der snart gået 25 år, siden vi forlod skolen. Nu skulle det være. Lars foreslog, at vi mødtes på skolen, fik en rundvisning, og derefter skulle der være fælles middag og hygge på en restaurant i nærheden.
Per, min mand, syntes, jeg skulle melde mig til. Det kunne da være alle tiders at mødes med alle de gamle klassekammerater igen, mente han. – Meld dig nu til, Jette, sagde han. – Og så ringer du til Lotte og spørger, om du kan overnatte hos hende. Lotte er min søster. Hun bor i det gamle kvarter, hvor vi voksede op. Hun er stadig et bymenneske med alt, hvad der hører til, er smart i tøjet og hurtig i replikken – alt det, jeg ikke var og aldrig har været. Det var nu ikke en weekend i Lottes lejlighed, der holdt mig tilbage. Nej, det, der blokerede for lysten, var de andre fra klassen – især Maja og Bitten.
Jeg var ensom i skolen
De to havde domineret hele pigegruppen og bestemt, hvem der var ude, og hvem der var inde. Jeg havde altid været ude. Dels fordi jeg aldrig rigtig gjorde noget for at komme indenfor, dels fordi mit udseende ikke ligefrem opfordrede til at hoppe i samme slags tøj som resten af pigerne. Jeg var for buttet, og jeg havde fregner. Ingen af delene var sagen dengang, og skavankerne blev jo snarere fremhævet end skjult, hvis jeg sprang med på modevognen. Desuden interesserede tøj mig ikke rigtig. Jeg læste meget, var glad for naturen og havde ikke noget imod at være alene, men alligevel efterlod den åbne kritik og de skjulte, skæve smil ar på min sjæl. Det gik for alvor op for mig, da jeg tænkte tilbage på den lettelse, jeg havde følt, da sidste skoledag i sin tid var forbi. Nu behøvede jeg ikke se dem mere, hvis jeg ikke ville.
– Hvorfor skal jeg egentlig melde mig til? spurgte jeg Per.
– Fordi du var den grimme ælling, og fordi du stadig bærer rundt på nogle mindreværdskomplekser, som det er på tide, at du slipper af med. Derfor! Op med hovedet og se fjenden i øjnene, Jette!
Læs også: Slut med ensomhed: Danny er blevet juleven i Røde Kors
Jeg blev lidt rørt, men var ikke helt enig med Per. Jeg mente ikke, at jeg led af mindreværdskomplekser, ikke flere end dem, de fleste andre havde i hvert fald. Og Maja og Bitten var ikke mine fjender, havde heller ikke været det dengang, fordi jeg jo havde haft andet at gå op i, selv om jeg jo også følte mig lidt ensom. Men hvis Per prøvede at få mig til at sætte en dobbeltstreg under det, han og jeg havde præsteret sammen, så var jeg helt med. Vi havde nemlig fået et godt og levedygtigt lille landbrug med økologiske produkter op at stå. Jeg havde været fuldtidspædagog de første år, senere kun halvdags – og nu var jeg den ene halvdel af vores firma. På fuld tid.
Arbejdet i fri luft havde givet mig endnu flere fregner. Men de overflødige kilo var væk, og jeg følte mig stærk og sund. Jeg sad lidt og studerede mine hænder. De bar præg af mit arbejde med jorden, og neglene var ultrakorte.
– Jeg tager med! sagde jeg og gik ind for at maile til Lars.
Læs også: En læser fortæller - jeg gav min chef en opsang
Usikkerheden var væk
Jeg mødte op på skolen i et par nye cowboybukser og en bluse uden ret meget pynt. Maja og Bitten stod i forhallen, da jeg trådte ind. De havde flotte, dyre kjoler på, og makeuppen var perfekt. Andet havde jeg heller ikke ventet. Jeg gik hen mod dem. De holdt op med at snakke og vendte sig om mod mig. Jeg gav først Maja et knus, så Bitten. Det kom vist bag på dem, men det faldt mig naturligt at gøre sådan. Vi blev placeret tæt på hinanden ved middagen. De var stadig pæne, og de brugte tydeligvis meget tid på deres udseende, men det gjorde mig ikke længere hverken jaloux eller usikker.
Ved den runde, hvor vi efter tur skulle fortælle om vores liv, undlod jeg at sminke på noget som helst. Jeg berettede om hårdt arbejde, insektangreb og frost, der ødelagde hovedparten af æblehøsten, men også om glæden ved at se det hele gro, ved at stå tidligt op og gå gennem de dugvåde marker ud til jordbærrækkerne og Per.
Da alle havde givet deres besyv, bøjede Maja sig ind over bordet og lagde sin hånd på min.
– Du har nu altid været noget for dig selv, Jette, sagde hun. – Og i aften er jeg virkelig misundelig på dine fregner.
– Også her! kom det fra Bitten.
Jeg sad og morede mig stille over det lidt skæve replikskifte. Så sagde jeg tak og slappede helt af. Det var godt, at jeg var kommet, tænkte jeg. Og måske havde Per trods alt haft lidt ret i det med mindreværdskomplekserne.
