En læser fortæller: Jeg blev besøgsven ved et tilfælde

Besøgsven ved et tilfælde

Indtil for et par måneder siden havde jeg aldrig sat mine ben på et plejehjem. Mine bedsteforældre døde tidligt eller efter kortvarig sygdom på hospitalet, og det samme gjaldt for de ældre i min mands familie. Jeg havde derfor aldrig rigtig beskæftiget mig med, hvad der i grunden foregår på et plejehjem. Endnu anede jeg ikke, at et telefonopkald skulle komme til at ændre ved det. Antons og mine to børn var flyttet hjemmefra, men alligevel kedede jeg mig aldrig og kunne altid finde på noget at lave i min elskede have. Jeg er i den heldige situation, at jeg har fri fra jobbet hver onsdag. Den dag bruger jeg ofte på at gøre rent eller ordne noget udenfor. En dag først på eftermiddagen ringede min telefon.

Læs også: Lars er besøgsven

− Det er Clara, lød en ukendt stemme i mit øre. – Jeg vil gerne tale med Inge.

− Jeg beklager, der bor ingen Inge her, svarede jeg.

− Det må du undskylde, så har jeg fået forkert nummer, men nu skal du høre, måske kan du hjælpe mig. Jeg er ved at hækle nogle grydelapper, og jeg kan ikke huske, hvordan man laver den strop, de skal hænge i. Måske kan du…?

Jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at le højt.

− Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg hækler ikke. Du må hellere forsøge at ringe op igen.

− Ja, det må jeg vist. Undskyld, sagde den ukendte Clara.

Jeg regnede med, at det var det, men der gik kun en halv time, så havde jeg Clara i røret igen, og endnu en gang spurgte hun efter Inge.

Forkert nummer

− Du har altså ringet til mig før, sagde jeg. – Der bor ingen Inge her. Du trykker det forkerte nummer.

− Ja, mine øjne er vist ikke, hvad de har været. Stemmen lød så nedtrykt og bedrøvet, at jeg ikke kunne lade være med at spørge, om der ikke var en i nærheden, der kunne hjælpe hende.

− Der er rigtig mange, men de har så travlt. Jeg skal sige dig, jeg bor på plejehjemmet Dalsbo, og så vidt jeg kan se på det hele, er der ikke for meget personale. Ved du, hvor Dalsbo ligger?

− Ja, svarede jeg lidt kort for hovedet. – Men måske får du besøg, så kan du bede vedkommende om hjælp.

− Det er netop det, der også er problemet, sagde Clara. – Jeg får aldrig besøg. Nå, det passer nu ikke helt, jeg har en veninde, men hun kan overhovedet ikke se, så det er meget sjældent, hun kommer. Hun kan jo kun komme, når hun kan få hjælp, og…

Charmerende Clara

Clara snakkede og snakkede. Jeg havde lyst til at afbryde forbindelsen, men noget i den gamle stemme var så trist og ensomt, at jeg ikke kunne få mig selv til det. Jeg ville i det mindste sige ordentligt farvel til hende. Da hun endelig tav, skyndte jeg mig at sige, at hun blev nødt til at søge hjælp hos en fra personalet. Så sagde jeg farvel og lagde røret på. Til min egen overraskelse havde jeg det bagefter helt dårligt med, at jeg ikke havde lyttet lidt mere til den ukendte kvinde. Så skubbede jeg tankerne fra mig. Der gik cirka en halv time. Så ringede Clara igen. Denne gang kastede hun sig ikke ud i en lang monolog. Hun undskyldte bare, at hun havde generet mig.

− Det går nok, svarede jeg. Så spurgte jeg, om hun havde fået fat i det rigtige telefonnummer, og hun betroede mig, at der slet ikke fandtes nogen Inge mere. Det havde der gjort, Inge havde været hendes bedste veninde, men da Clara selv var over 90 år, var hun den eneste tilbagelevende af de tidligere venner.

− Vi to kan da drikke en kop kaffe sammen, fløj det ud af mig. – Må jeg komme og besøge dig?

Læs også: Jeg fik endelig en ny ven

Claras besøgsven

Det måtte jeg gerne, og allerede dagen efter besøgte jeg om eftermiddagen Clara på plejehjemmet. Det var lidt mærkeligt at besøge et menneske, der var helt fremmed, men Clara var nem at snakke med. Hun fortalte mig, at hun det sidste stykke tid, havde talt med forskellige mennesker, hun havde bare trykket et tilfældigt telefonnummer, der lignede det nummer, Inge havde haft.

− Jeg ved, det er meget grænseoverskridende, sluttede hun.

Hendes ord gav mig et stød i hjertet. Det gjorde mig ondt, at der fandtes et menneske, der var så ensom, at hun bare ringede et ukendt nummer op.

− Så er det heller ikke værre, sagde Clara lidt flovt. – Det er bare i perioder, jeg har det sådan.

Clara fortalte mig også, at hun aldrig havde holdt en hæklenål i hånden. Det grinede vi meget af. I det hele taget griner Clara og jeg meget, når jeg besøger hende, og jeg er glad for, at det var mig, hun ved et tilfælde ringede til.