En læser fortæller: Skulle jeg opgive min drøm om at blive far? 2-2

Afsnit 2:2

Sine ville slet ikke have flere børn. Jeg var målløs. Hun sad der over for mig i sofaen med våde øjne, men hendes beslutning stod fast. Endelig havde hun følelsen af, at det gik virkelig godt med hendes karriere som skuespiller, og samtidig var hendes børn nu store nok til at kunne en del ting selv, og hun ville ikke starte forfra. Heller ikke, selv om hun elskede mig og det liv, vi havde skabt sammen, meget højt.

Vi havde forelsket os i hinanden allerede første dag, vi mødtes. Det blev den samme dag, jeg mødte Sines to børn, en søn og en datter, og også mellem os var det kærlighed ved første blik. Selv om de stadig så deres far, arbejdede han meget, og børnene var oftest hos os. Det elskede jeg. Jeg havde altid drømt om en kernefamilie med masser af børn, og jeg glædede mig til, at Sine og jeg også skulle få vores egne børn.

Det var også en af mange grunde til, at jeg ønskede at skifte Sines lille kvistlejlighed uden med det store, røde murstenshus, vi sammen havde kigget på. Det var her, da vi kom hjem fra fremvisningen, Sine gjorde det klart for mig, at hun ikke ønskede flere børn. Det troede hun ovenikøbet, at jeg var klar over.

Jeg sov ikke meget den nat. Jeg var blevet sat i et voldsomt dilemma. Jeg elskede jo Sine og børnene, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ikke skulle have mine egne, biologiske børn også. Faktisk havde jeg ønsket mig det altid.

På arbejdet kunne jeg ikke koncentrere mig, og da jeg cyklede hjem, syntes jeg, der var gravide kvinder eller barnevogne alle steder. Jeg ville jo også gerne gå sådan, det havde jeg altid drømt om.

De næste par uger var svære. Ejendomsmægleren ringede og skrev flere gange. Jeg hverken tog telefonen eller ringede tilbage. Jeg var fortumlet og vidste faktisk ikke rigtigt, hvad vi skulle med det store hus ved fjorden, hvis håbet ikke længere var at fylde det med en flok unger.

Sine arbejdede hele tiden, og når hun kom hjem, holdt hun sig lidt på afstand og gav mig plads til mine refleksioner.

Jeg havde det forfærdeligt, men så en søndag traf jeg mit valg. Pludselig kunne jeg bare mærke det. Jeg var nødt til at gå. Jeg sagde det til Sine, og vi græd begge to, men sådan måtte det være. Jeg ville blive en bitter mand, hvis jeg opgav min livsdrøm om at få mine egne biologiske børn. Det indså jeg nu, så jeg pakkede mine ting og tog afsted.

Det første stykke tid boede jeg i en vens anneks. Jeg frøs og græd mig gennem efteråret i det lille havehus, mens jeg savnede Sine og børnene helt vildt.

Julen var skrækkelig, og jeg meldte mig som frivillig på et værested for at undgå at sidde der med andestegen og føle mig alene i min egen families jul. Nytåret rejste jeg væk, og så kom foråret endelig igen.

Det var nu, vi skulle have plantet i haven og malet væggene i det hus, vi sammen skulle have købt. Nu, jeg skulle have set Sines krop vokse med vores fælles barn. Jeg kunne mærke, at de tanker stadig skar i hjertet. Jeg var ikke ovre det endnu og afviste det på det klareste, da min ven foreslog, at jeg begyndte at date andre kvinder igen. Nej tak!

Sommeren var nogenlunde, men så kom efteråret, og jeg begyndte at blive nervøs for min ensomhed i den mørke tid, der snart ville følge. Heldigvis havde vi travlt på jobbet, og det holdt mine tanker nogenlunde beskæftiget.

En dag fik jeg et nyt, stort projekt. Ind ad døren kom den projektansvarlige kunde, Nanna. En sød, køn, lidt yngre kvinde. Vi arbejdede godt sammen, og efter et par møder tilføjede hun mig på de sociale medier, og en aften skrev hun også.

Hun havde fundet en ny vinbar, hun gerne ville besøge, og hun tænkte, at jeg skulle gå med. Jeg var målløs, og min første indskydelse var at takke nej. Jeg kom slet ikke i den ende af byen mere, for det var den del, Sine boede i. Men så besluttede jeg mig alligevel for at sige ja.

Det var en underlig fornemmelse at være ude med en anden kvinde. Snakken flød ikke helt så let, som den altid havde gjort med min meget talende og grinende Sine, men hun var sød, Nanna, og hun var god til at stille opfølgende spørgsmål til alt, jeg sagde, så jeg gik ikke hjem med nogen dårlig følelse.

Jeg hørte fra hende igen næste weekend og weekenden efter igen, og pludselig en dag havde jeg vænnet mig til, at vi brugte tid sammen. Et glas vin her blev til en kop kaffe der, som blev til en frokost, som blev til en middag, som blev til et weekendophold på en kro, og pludselig var jeg i et forhold igen, selv om jeg aldrig havde troet, at jeg ville komme mig over Sine.

Det var jeg måske heller ikke. Hun lå i mig et sted som en øm følelse af savn, der kunne aktiveres, når en bestemt sang spillede i radioen eller en bestemt duft nåede min næse. Men jeg var stadig glad for Nanna. Og taknemmelig. Med hende kom glæden tilbage i mit liv og drømmene for fremtiden.

Vi sad sammen i sofaen en aften, Nanna med fjernbetjeningen. Hun zappede rundt, og pludselig var Sine på skærmen. De sorte proptrækkerkrøller ud over det hele, den melodiske stemme og grinet. Jeg var fuldstændig rystet over at se hende igen. Jeg rejste mig straks, gik ud på badeværelset, drak af hanen og tog vand i ansigtet.

Jeg savnede Sine endnu. Det betød ikke, at jeg ikke holdt meget af Nanna. Det betød bare, at det havde været et stort tab at miste Sine og børnene. Lidt, som når man mister nogen til døden.

Jeg sov dårligt den nat og faldt først rigtigt i søvn, da det begyndte at blive lyst. Kort efter blev jeg vækket af Nanna, der kom ind til mig med et hemmelighedsfuldt smil. Duften af nybrygget kaffe bølgede efter hende fra køkkenet. Hun gav mig et kys, før hun trak noget frem fra lommen på sin morgenkåbe. En graviditetstest. En positiv graviditetstest.

Fra den dag blev min verden vendt på hovedet. Jeg levede nok i en lykkerus de næste mange år, og min forelskelse i Nanna voksede og voksede. Vi fandt et dejligt hjem sammen, som vi satte i stand og indrettede lige, som vi ville have det. Her så vi både vores have og vores familie vokse og blomstre.

Lige nu sidder jeg ved vinduet og skriver denne fortælling, imens jeg ser ud på vores efterhånden noget solblegede barnevogn, som vores tredje barn ligger og sover i. Det var et utroligt svært valg, jeg traf, da jeg gik fra Sine og børnene, men det var det rigtige. Ellers havde jeg aldrig fået alt det, jeg har nu.

Men jeg stoppede aldrig med at savne Sine. Hver gang, jeg blev konfronteret med hende på plakater og i film, eller når musik og dufte mindede mig om hende, mærkede jeg savnet.

Jeg traf hende igen en dag. Jeg kom gående med barnevognen, og pludselig var hun der. Hun kom gående med solen i ryggen, så en gylden aura oplyste hende bagfra. Krøllerne på hovedet, den lange, flagrende frakke og de smalle, klikkende støvler og den måde, hun bevægede sig på: Hun var, som hun altid havde været.

Hun stoppede op, da hun så mig, og et af hendes tusind smil bredte sig over hendes ansigt. Hun trak mig ind til sig, og jeg mærkede de velkendte krøller i mit ansigt og hendes duft i min næse. Hun lænede sig frem, så på den lille i barnevognen, lykønskede mig og smilede det dybe, kærlige smil, der er reserveret til de allernærmeste. Hun fortalte, at både hun selv og børnene havde det rigtig godt, og at hun havde mange spændende, nye arbejdsopgaver på vej. Hun så glad ud, smuk og glad.

Det sted i mit hjerte, der er reserveret til mindet om Sine, værkede i mig om aftenen. Jeg havde lyst til at skrive til hende, følge op på samtalen og få en bid mere af hendes nærvær. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg har et dejligt liv nu. En skøn kvinde, der elsker mig, et virkelig hyggeligt hjem og tre helt fantastiske børn. Jeg er meget taknemmelig for mit liv, og jeg vil aldrig foretage mig noget, der kan risikere at sætte det over styr.

Det var et smerteligt, hårdt valg, dengang jeg blev nødt til at vælge mellem det velkendte med min elskede Sine og hendes børn og den usikre fremtid og håbet om engang at få mine egne børn. Men jeg er glad for, jeg fandt modet til at vælge, som jeg gjorde.

Nu glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden har i vente for Nanna, mig og vores tre, fælles børn.