En læser fortæller: Turde vi sælge til en fantast? 2-2

Afsnit 2:2

Det var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse, da min mand, Ruben, og jeg fandt det perfekte, hyggelige, lokale værtshus i den lille by Øldrup. Samtidig virkede det næsten skæbnebestemt med byens navn. Men nogle drømme er måske bare for gode til at være sande. I hvert fald blev vi slemt skuffede, da vi allerede efter kort tid måtte sande, at det lokale stamsted, vi nu havde overtaget, var lige lokalt nok. I hvert fald talte de indfødte bag om ryggen på os, de ansatte var imod os, og vi besluttede os for at sælge igen.

Det var her, Barney dukkede op. Han sprang ind ad døren med sin særlige energi og tilbød straks at købe både hus og værtshus. Også det virkede næsten for godt til at være sandt, og det var det nok også. I hvert fald var Barney her, der og alle vegne, og han virkede ærlig talt som lidt af en fantast.

Alligevel besluttede vi at mødes med ham endnu en gang. Her fortalte han, at hvis vi ikke ønskede at sælge alligevel, ville han i hvert fald gerne investere i vores værtshus. Vi talte lidt frem og tilbage, men det føltes for usikkert at have en tredje mand med som investor.

Barneys smånervøse gemyt skiftede nu over i en rastløs utålmodighed. Pludselig ville han sælge sit sommerhus, før han foretog nye investeringer. Vi overvejede sammen muligheden for, om det kunne indgå i en eventuel byttehandel, men først måtte vi selvfølgelig se det.

Sommerhuset lå charmerende lige ned til fjorden og med pool i baghaven og smukke, originale bjælker indenfor. Udsigten var prægtig, og særligt vores to drenge var begejstrede. Det gjorde udslaget! Vi ville gerne henholdsvis bytte og sælge. Der herskede ingen tvivl.

Derfor blev vi noget skuffede, da vi ikke hørte mere fra Barney. Vi ringede til ham et par gange, men der kom ikke noget svar. Nogle af vores gode bekendte, et dansk-norsk ægtepar, der lige var flyttet hjem fra Amerika, ville gerne købe vores hus, så det aftalte vi. Værtshuset ville de dog ikke have noget med at gøre.

En dag ringede telefonen. Det var en af drengenes klassekammeraters far, som var ejendomsmægler. Han fortalte, at Barney havde opsøgt ham et par gange angående et muligt huskøb. En dag var han dukket op med en plasticpose med kontanter til udbetalingen på et hus med udsigt over Arresø.

Ejendomsmægleren syntes dog, det hele var lidt mystisk, især posen med de mange kontanter. Desuden var rygterne i den lille by begyndt at gå om, at Barney ville købe vores hus og værtshus, så ejendomsmægleren afviste ham.

Da vi ikke havde hørt fra Barney i flere dage, besluttede vi os for at køre ned til hans sommerhus, ikke så langt fra Øldrup. Allerede inden vi steg ud af bilen, var det tydeligt, at politiet havde været der. Der var spærret af med afspærringstape, og vi blev selvsagt noget chokerede. Jeg tog Ruben i hånden, inden vi gik tættere på.

Der var også betjente på stedet, men da vi forsøgte at få kontakt til en af dem, var han meget afvisende. Til sidst vendte han ryggen til os som et klart signal om, at vi ikke ville få noget information ud af ham.

Vi kørte derfra og hjem til os selv i det hus, der stadig var vores lidt endnu. Ruben lavede en kande med stærk kaffe, inden vi satte os ved køkkenbordet. Så kiggede han på mig og sagde:

– Marianne, vi er nødt til at melde os.

– Hvorfor det?

– Vi har jo været der. Vores fingeraftryk er i sommerhuset, så hvis der er sket noget, må vi jo melde os.

Jeg havde ikke lyst til at blive indblandet, men Ruben overtalte mig. Desuden var han nysgerrig, erkendte han.

Da telefonen blev taget på den lokale politistation, trykkede han på medhør og forklarede, at vi havde befundet os i Barneys sommerhus i forbindelse med en mulig byttehandel med vores værtshus. På trods af den lidt skrattende forbindelse kunne jeg tydeligt høre, at politiet stadig var meget afmålte, og de afsluttede hurtigt samtalen. Men så havde vi da i det mindste forsøgt at gøre det rigtige.

Situationen med værtshuset var uholdbar. Kunderne og servitricerne havde nærmest overtaget det, og selv den langhårede socialpædagog, som tidligere forsvarede os, havde nu fundet sig et andet stamsted.

En dag, hvor jeg skulle ind bag baren, sad en gæst og spærrede og nægtede at flytte sig. Der var meget langt fra mine gode barndomsminder om et harmonisk og hyggeligt fællesskab til det her sted, som efterhånden var en banegård for konflikter og dårlig adfærd.

Så Ruben og jeg lukkede værtshuset over natten. Bum, væk. Vi skiftede alle låsene og hang et ”Lukket” skilt i vinduerne. Vi havde brug for at afslutte dette lærerige, men frygtelige kapitel af vores liv og lægge ”Skænkestedet”, som værtshuset hed, bag os. På det tidspunkt var vores sindsro vigtigere end penge.

Vi havde jo allerede solgt vores hus og var flyttet midlertidigt ind hos min veninde i Frederiksværk. Det var dengang, Ekstra Bladet og BT var ret store. Jeg husker ikke, hvilket af dagbladene det var, men en dag kom Ruben hjem med et af dem i hånden. ”Narkosmugling” stod der med store bogstaver henover forsiden.

Vi satte os ved siden af hinanden, bladrede avisen igennem, og allerede få sider inde fandt vi forklaringen på Barneys forsvinden.

Tilsyneladende havde han, længe inden vi mødte ham, siddet fængslet i Holland. Det var, hvad det var, men her mødte han en mand, som fik ham involveret i narkosmugling. Det eneste, Barney skulle gøre, var at fragte to kufferter fra Holland til Danmark. De indeholdt selvfølgelig narkotika.

Selv om manden slap ud af fængslet nogenlunde samtidig med Barney, ville han ikke løbe risikoen, så i stedet betalte han Barney for at transportere kufferterne til sommerhuset ved fjorden. Narkoen endte med at ligge i kælderen under køkkenet i dagevis. Faktisk i de selvsamme dage, som vi havde tilbragt i køkkenet ovenover i forhandling med Barney. Det var uhyggeligt at tænke på.

Men nu havde nogen meldt ham.

Pludselig var politiet noget mere imødekommende over for os. De fortalte, at Barney var røget ind at sidde igen. Desuden gjorde de os opmærksomme på, at vi ikke skulle regne med at få en eneste krone for vores værtshus af Barney, selv om han på et tidspunkt havde stillet os det i udsigt.

Da sagen kom for retten, blev den grundigt dækket i medierne, og vi fulgte den selvfølgelig meget nøje.

Et lille år senere blev Ruben og jeg forældre til endnu en dreng. Nu havde vi tre ønskedrenge, og jeg vendte tilbage til jobbet som pædagog, mens Ruben videreuddannede sig. Alligevel havde den svære tid med værtshuset tæret så meget på os, at vi endte med at gå fra hinanden. Vi havde begge brug for at starte på en frisk, så jeg fandt et rækkehus i Storkøbenhavn, hvor der var plads til mig og drengene.

Godt og vel 10 år senere lå jeg en lørdag aften i min seng og læste. Bogen i mine hænder var en pensioneret politimands bekendelser af en art, og da jeg nåede til en bestemt historie, satte jeg mig op, og hårene rejste sig på mig.

Det var historien om Barney. Jeg slugte den ud i en køre. Selv om det var sent, ringede jeg til Ruben, så snart jeg var færdig. Vi var ikke længere i kontakt med hinanden til daglig, men det her havde jeg brug for at dele med ham. Ja, faktisk endte det med, at jeg læste hele historien højt for ham over telefonen. Han svarede, at det var lige godt sørens! Det var utrolig surrealistisk at læse om en historie, vi havde været så tæt på.

Yderligere seks år senere blev jeg ringet op af ham, der ejede ”Skænkestedet” før os, og som nu drev et værtshus i Spanien. Hvordan han havde opstøvet mit nummer, ved jeg ikke, men minsandten om ikke Barney var dukket op nede i Spanien med alle sine planer og forslag til investeringer i beværtningen. Nu kaldte han sig så for Jørgen, men ejeren havde luret, hvem han var. Og efter han havde grint lidt i skægget, smed han Barney ud.

Hele historien var lidt en hård nyser, men det gav mig nogle erfaringer og styrkede mit menneskelige kendskab. Normalt ville jeg tænkte på en forbryder som en ubehagelig person, man er bange for at møde på gaden, men sommetider er de altså joviale og med store armbevægelser.

De næste år handlede kun om at have et godt liv med mine drenge. Efterfølgende har jeg fået konstateret adhd, og det kan være en del af forklaringen på, hvorfor jeg godt kan have tendens til at være lidt impulsiv nogle gange.

Nu er mine drenge flyttet hjemmefra, jeg har fået mig en ny, dejlig kæreste, og så har jeg sagt op på mit arbejde. Jeg trængte til forandring, og heldigvis fandt jeg en kro, som var til salg, i en by ved navn Sønderkro. Det er da morsomt.