En læser fortæller: Vores familieliv kom på prøve

Udefra så det så godt ud. I en alder af 30 havde jeg tre livlige drenge: Viktor på 10, Oskar på ni og David på syv. De havde alle arvet mit mørke hår og blå øjne, og de så så uskyldige ud, når de ellers de sad stille længe nok til, at man kunne nå at se på dem.

Vi boede til leje i et hus, som godt nok var gammelt, men som opfyldte vores behov. Jeg arbejdede i et hospitalskøkken, og min kæreste, Kenneth, drengenes far, kørte lastbil. På mange måder havde jeg opnået alt det, jeg som ung havde drømt om. Men jeg var ikke længere glad.

Oprindeligt kørte Kenneth kun korte ture, så han kunne nå hjem hver nat, men på grund af omstruktureringer på hans arbejdsplads var han nu begyndt at køre længere ture, og det betød, at han nu var væk i flere dage, så det var mig, der stod med det hele derhjemme. Vi havde talt om, hvordan det ville påvirke familien, men Kenneth og jeg var blevet enige om, at det skulle vi nok klare.

Jeg kommer fra en familie, hvor man bare smøger ærmerne op, og han kunne jo tjene nogle gode penge. Det viste sig dog hurtigt, at virkeligheden var en anden, og jeg begyndte efterhånden at grue for de dage, hvor jeg stod alene med det hele.

Det begyndte allerede om morgenen. Selv om jeg havde fået en aftale med arbejdet, hvor jeg kunne få lov at møde ind lidt senere end de andre, var det stadig presset, og drengene var som de fleste børn vrangvillige på den tid af dagen. Jeg styrtede rundt og prøvede at få noget mad i dem, mens jeg pakkede deres tasker, smurte madpakker og proppede David i tøjet.

Det skete jævnligt, at de kom for sent i skole, fordi tiden simpelthen løb fra os, og det havde jeg det skidt med. Dét kunne jeg så bekymre mig om, mens jeg knoklede på arbejdet.

Når jeg havde hentet børnene i sfo’en, var de som regel trætte efter en lang dag, og det endte alt for ofte med skænderier og konflikter. Jeg ville helst bare parkere dem foran tv og iPad, så jeg kunne få fem minutters fred og begynde at tænke på aftensmaden.

Inderst inde talte jeg næsten minutterne, til jeg kunne lægge dem i seng og få lidt ro i hovedet. Ellers ville jeg få svært ved at falde i søvn, vidste jeg.

Oven i det hele havde vi en del udfordringer med vores yngste. Vi havde længe vidst, at David ikke var helt som andre børn; hans reaktioner var lidt for voldsomme, han kunne ikke sidde stille, og han blev nemt vred eller ked af det.

Efter et længere udredningsforløb var eksperterne kommet frem til, at han havde adhd og skulle i specialklasse. Det havde både været et slag og en lettelse at få at vide, men det betød også, at jeg nu med liv og sjæl gik op i at give min søn de bedste vilkår. Mange aftener sad jeg foran computeren og googlede for at finde gode råd til, hvordan man som forælder bør håndtere det.

Samtidig var David under medicinindkøring, og bivirkningerne gjorde ham utilpas og mere udadreagerende end normalt. Han var uden tvivl det af vores børn, der krævede mest, men han kunne jo ikke gøre for det, og det prøvede jeg desperat at minde mig selv om, når jeg indimellem bare havde lyst til at skrige.

Det var desværre ikke altid, at det lykkedes for mig. I takt med at jeg blev mere og mere udkørt af at jonglere det hele derhjemme, blev min lunte også kortere. Jeg følte mig kronisk irritabel og bed let af ham og hans brødre, hvis de plagede eller skændtes.

Var en konflikt under opsejling, slog jeg hårdt ned for at lukke for den så hurtigt som muligt, og jeg begyndte også at eksperimentere med at sætte den skyldige ”i skammekrogen” 10 minutter på værelset. Det var, som om det ikke rigtig virkede. Drengene blev endnu mere på tværs, og jeg blev endnu mere frustreret og udkørt.

Jeg havde drømt om at være sådan en mor, som drengene altid kunne komme til, men lige nu var vores hverdag meget langt fra det scenarie. I stedet var jeg godt på vej til at blive en type mor, som jeg slet ikke havde lyst til at være.

Især David var følsom over for mine sindsstemninger. Det var næsten, som om han havde en radar kørende, og hvis han kunne mærke, at jeg havde en af mine tyndslidte dage, så var han simpelthen nødt til at prøve at trykke lidt på knappen og se, hvad der skete.

Som regel resulterede det i råben og skældud, selv om jeg udmærket vidste, at det ikke var den bedste måde at håndtere ham på. Han endte også jævnligt med at skrige ”Dumme mor!” og smække med værelsesdøren. Så fortrød jeg altid med det samme.

Jeg havde overvejet at sige noget til Kenneth, men jeg kunne jo se, at han var godt træt, når han kom hjem fra sine lange ture og sukkede over bilkøer eller kørehviletider. Og vi havde jo god brug for pengene, mindede jeg mig selv om og bed tænderne sammen. Alt skulle nok snart blive bedre. Det var jo kun en overgang.

Det er egentlig utroligt, hvordan man kan stå midt i kaos og bilde sig selv ind, at det på næsten magisk vis vil løse sig lige om lidt, men det var den tanke, jeg klamrede mig til.

Imens blev de mørke rande under mine øjne større. Der skulle en bemærkning fra min søn til, før jeg forstod situationens alvor. Det var en af de sjældne aftener, hvor vi alle fem sad samlet omkring middagsbordet, og jeg havde forsøgt at gøre det ekstra hyggeligt med levende lys og lasagne, som var drengenes yndlingsret.

Men så var David pludselig på tværs; han ville ikke lade mig tørre kødsovs af sin bluse. Jeg havde glædet mig til en rolig familiemiddag, så jeg begyndte automatisk at skælde ud. Han så mut ned i bordet, til jeg var færdig, og så så han over på sin far og mumlede:

– Hvorfor kan du ikke være mere hjemme? Mor er altid sur.

Viktor og Oskar holdt vejret og afventede vores reaktion. Kenneths øjne mødte spørgende mine hen over bordet, og jeg mærkede, hvordan blodet skyllede op i kinderne. Det føltes lidt som at blive udleveret af sit eget barn, og jeg fik instinktivt lyst til at skælde endnu mere ud. Men samtidig havde hans ord ramt mig.

Mine egne børn havde ikke længere lyst til at være sammen med mig. Og til min gru gik det op for mig, at der faktisk også var en del af mig, der heller ikke orkede at være ret meget sammen med dem, som sagerne var lige nu. Kenneth kunne nok se min forvirring, for han lukkede emnet ved at sige:

– Det taler vi om en anden dag, unger.

Og så begyndte han at fortælle dem om sin seneste tur.

Kenneth puttede drengene den aften, og jeg havde et eller andet sted håbet, at han ikke havde bidt videre mærke i Davids kommentar, men bagefter kom han ud til mig. Jeg var ved at vaske op, og han tog viskestykket og gik i gang.

Efter lidt tid spurgte han forsigtigt: – Hvad gik det med David ud på? Oskar sagde nogenlunde det samme, da jeg puttede ham...

Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere, og jeg gik omgående i defensiven og smed irriteret opvaskebørsten ned i baljen, så skummet sprøjtede.

– Så du tror mere på børnene end på mig? Hvis du vidste, hvor umulige de kan være!

Måneders frustration væltede frem, og jeg kunne se, at min voldsomme reaktion kom helt bag på ham. Normalt var jeg ret blid og føjelig. Eller det havde jeg i hvert fald været. Nu virkede det som lysår siden.

Vi begyndte at diskutere med lave, hvæsende stemmer, så vi ikke vækkede børnene, men pludselig var det, som om et eller andet knækkede inden i mig. Tårerne begyndte at strømme, og jeg var nødt til at sætte mig ned. Nu kan jeg ikke mere, tænkte jeg.

Da først jeg fik hul på bylden, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Mens jeg græd og græd, fik jeg fortalt Kenneth, hvor hårdt det var i hverdagen, og hvor ondt det gjorde at se mig selv forvandlet til sådan en sur, opfarende mor.

Mens jeg tørrede ansigtet i viskestykket, fordøjede Kenneth det, jeg havde sagt. Han indrømmede, at han havde tænkt på, om det var for meget for mig, men at han aldrig havde forestillet sig, at det var så galt.

– Du skulle have sagt noget, mumlede han og strøg en hårlok væk fra mit øre. Lettelsen over, at han ikke trak sig væk, var enorm, og vi sad lidt og holdt om hinanden, før vi begyndte at tale om, hvad vi skulle gøre. Penge betød mindre, end at vores familieliv fungerede.

Over den næste tid fik vi gradvist justeret på rutinerne. Vi begyndte for eksempel at stå lidt tidligere op, så vi slap for morgenjag, og de to store fik små pligter. Vi indførte også et loft på drengenes daglige forbrug af iPad, tv og computer. Først brokkede de sig, men da de opdagede, at det egentlig var meget sjovt at spille fodbold i haven eller cykle om kap på vejen, affandt de sig med ændringen.

Kenneth havde også held med at skifte job; nu kører han pakkepost om natten. Så kan han bedre hjælpe med børnene om morgenen og aftenen, og jeg kan få nok søvn.

I dag er der omsider ved at være faldet ro på vores familie. Jeg kan tydeligt mærke på drengene, at de skændes mindre, og nu, hvor Davids medicin virker, og jeg har mere overskud til ham, har han og jeg fået et meget bedre forhold. For mig har det været en lettelse at få plads til at være den mor, jeg drømte om.