En læser fortæller: Vores sure nabo blev børnenes helt

For et par år siden fik vores børn, Christian og Sille, os overtalt til, at de skulle have kaniner. Vi havde flere snakke med dem om, at det er et stort ansvar at have kæledyr, og at de måtte love at holde pasningen, også de dage, hvor de hellere ville se tv, eller det regnede.

Via den lokale avis fandt vi hurtigt et kuld kaniner til salg, og kort efter flyttede to små vædderkaniner ind hos os.

Min mand, Erik, havde selv tømret et stort bur med løbegård sammen nede i baghaven. Vi havde købt kræene som ’dværgkaniner’, men da de hurtigt voksede til enorm størrelse, fandt vi ud af, at vi nok var blevet narret på det punkt.

Vi opdagede også, at den ene faktisk var en han, og så måtte der en kastration til, for at vi ikke skulle ende med en masse kanin­unger.

Men de var jo søde, og børnene havde megen fornøjelse med dem. Selv har jeg egentlig aldrig været så vild med dyr – vi havde heller ikke nogen i mit barndomshjem – men jeg måtte indrømme, at jeg faktisk syntes, det var hyggeligt at gå og nusse og fodre dem.

Ungerne havde frejdigt døbt dem Hans og Hansine efter vores nabo Hans, der var en ældre herre, der holdt sig for sig selv. Dengang vi lige var flyttet ind, forsøgte Erik og jeg flere gange at komme i snak med ham og inviterede på kaffe, men han virkede altid bister og reserveret.

Det var næsten kun, når ungerne kom til at skyde en fodbold over i hans have, at vi så noget til ham: Så vrissede han ad dem. Især Erik blev med tiden ret irriteret over ham, men jeg tænkte ofte for mig selv, at han nok i virkeligheden bare var ensom.

Alt gik sådan set stille og roligt, indtil den dag hvor Sille kom farende og fortvivlet råbte, at kaninerne var væk! Og ganske rigtigt: Både bur og løbegård var gabende tom.

Lidt efterforskning viste hurtigt, at de havde gravet sig ud under løbegården. Erik havde ellers påstået, at den var absolut flugtsikker.

Måske var det derfor, at han lidt slukøret påtog sig at cykle rundt i kvarteret og lede. Imens gennemsøgte jeg og ungerne vores egen have. Mens jeg lå på knæ under en stor rododendron og fik skrabemærker på ryggen fra alle grenene, havde jeg rig lejlighed til at ærgre mig over, at vi aldrig havde fået taget os sammen til at beskære alt buskadset i vores have.

Men børnene var jo ulykkelige, så det var bare at klø på.

Selv om kaniner normalt ikke kommer, når man kalder, begyndte ungerne at råbe deres navne, mens de ledte, og pludselig var der nogen, der svarede: – Ja? Jeg nåede lige at se Christians øjne blive store, før det gik op for os, at det var vores nabo. Hans’ ansigt kom til syne over hækken. Han så brysk ud som sædvanlig, men bedst som jeg rustede mig til det møgfald, der skulle komme, spurgte han: – Mangler I to kaniner?

Det gjorde vi i hvert fald! Silles og Christians øjne blev endnu større, da vi forsigtigt gik ind i Hans’ have og så to kaninhoveder titte op fra en stor papkasse på hans terrasse. Han havde indfanget dem ved hjælp af nogle gulerødder, da han pludselig havde opdaget dem på sin græsplæne.

Børnene var lettede over, at deres kæledyr ikke var blevet kørt over eller spist af en hund, mens Hans og Hansine faktisk så en lille smule ærgerlige ud, fordi springturen allerede var slut.

Der var et par akavede minutter på terrassen, men så begyndte vi at sludre frem og tilbage om kaninerne, og det viste sig faktisk, at Hans’ far havde været kaninopdrætter, så Hans var glad for dyrene. Til min store lettelse virkede han overhovedet ikke sur, da det gik op for ham, at vores børn havde opkaldt dyrene efter ham; det var faktisk dér, han begyndte at smile.

Da Erik en halv times tid senere svedende kom hjem fra sin cykeltur og fandt os alle i vores køkken over kaffen, kunne jeg ikke lade være med at more mig over hans overraskede ansigtsudtryk.

Vi endte faktisk med at blive gode venner med vores tidligere så sky nabo. Som jeg havde haft på fornemmelsen, var Hans i virkeligheden ret ensom; hans kone var død for mange år siden, og hans børn boede i den anden ende af landet.

Selv om han ikke sagde det direkte, savnede han sandsynligvis noget indhold i sit liv. Jeg vovede pelsen og spurgte, om han havde lyst til at være kaninpasser for os, når vi var på ferie eller væk en weekend, og det ville han hellere end gerne.

Så nu er børnenes kaniner i trygge hænder. Hans er også kommet med forbedringsforslag til løbegården og underholder gerne ungerne med fortællinger om kaninavl. Han er stadig lidt brysk i det, men forskellen er, at nu ved vi, at han er god, som dagen er lang, inde under den kontante facade. I dag har vi et rigtig godt naboskab takket være vores små udbryderkonger.