En læsers dilemma: Kunne jeg elske Bjarke igen? 2-2

Afsnit 2 af 2

Det føltes, som om Bjarke aldrig havde været ude af mit liv.

En måned efter vores første møde var kontakten genoptaget. Han skrev godmorgen, godnat og spurgte til min dag, ganske som da vi var kærester for et år siden. Forskellen var bare, at hvor hans beskeder tidligere sendte sommerfuglene på rundtur i min mave, følte jeg nu mere en moderlig omsorg for ham.

Jeg havde ikke direkte svaret på hans ønske om at finde sammen igen, men jeg kunne samtidig ikke få mig selv til at slukke hans håb. Det kunne jo også være, at mine følelser lige så stille blev vækket igen. Der var ingen tvivl om, at Bjarke og jeg stadig havde et stærkt bånd, og hans sygdom gav vores snakke en ekstra dybde.

Mange aftener talte vi i telefon i flere timer om livet, døden og meningen med det hele, og i de øjeblikke følte jeg mig hensat til vores forelskede dage. Jeg fik den største ømhed over for ham og en utrolig trang til at tage ham i mine arme og love, at alting nok skulle blive godt igen.

Samtidig havde jeg også lidt ondt af ham. Der var ingen tvivl om, at det var Bjarkes kone, som havde været den sociale lim i det forhold. Da ægteskabet røg, forsvandt også en stor del af hans omgangskreds, for udover et par gamle kolleger havde han ikke det store netværk. Det gav altså mening på mange planer, at han havde rakt ud efter mig.

Det var mig, han delte det med, når han havde været til undersøgelse eller samtale hos lægen. Mig, han diskuterede medicinpræparater med, og mig, han ringede til, når fortvivlelsen over at stå over for en kronisk sygdom, som kun ville bevæge sig i den forkerte retning, tog over.

Bjarke havde altid været et generøst menneske, og sygdommen gav ham en forståelse for, at han skulle leve livet fuldt ud, så længe hans helbred tillod ham det. Derfor inviterede han mig ofte ud på gode middage eller kom med små gaver til mig. Forklaringen var, at han gerne ville takke mig, fordi jeg var der for ham, men jeg mærkede også, at der under hans taknemmelighed lå en drøm om, at vi skulle finde sammen igen, når han havde fået klarhed over sin sygdom.

Jeg må indrømme, at jeg godt kunne lide følelsen af at være noget for Bjarke. Han havde brug for mig, og jeg stillede mig gladelig til rådighed. Jeg brugte lang tid på at læse om Parkinsons og sætte mig ind i de forskellige behandlingsmuligheder, ligesom jeg konsulterede en gammel veninde, som var sygeplejerske, for at få hjælp til at forstå hans medicin. Bjarke var glad for al min hjælp.

– Mona, hvad skulle jeg gøre uden dig? sagde han ofte.

Jeg kunne godt mærke, at Bjarke ikke var rask. Der var stor forskel fra den mand, jeg var faldet for, til ham, jeg mødte nu. Ud over den lette rysten på hænderne blev han nemt træt og var desuden blevet enormt glemsom. Han havde tidligere været lidt distræt, men nu stod det klart, at han var mere end almindelig distræt.

Vi kunne have en lang snak om aftenen, og så ringede han næste formiddag og talte, som om vi ikke havde været i kontakt længe. Når jeg så refererede til aftenens samtale, kunne jeg godt høre, at han lod, som om han kunne huske mere af den, end han rent faktisk kunne.

Bjarke blev hjernescannet, og herefter fulgte et par måneders ventetid på resultatetet. Han var på medicin, som gjorde ham godt, og han var fuld af fortrøstning. Selv havde jeg på daværende tidspunkt læst nok om Parkinsons til at tro, at han formentlig havde sygdommen, og medicinens positive indvirkning netop var et tegn på, at han var syg, men jeg ville ikke tage håbet fra ham.

Måske var det også derfor, jeg ikke trak hånden til mig, når han tog den. Jeg lod ham holde den, mens han fortalte om alle de ting, vi skulle sammen, når han blev rask.

– Jeg vil så gerne se nordlyset. Måske kan vi tage til Island sammen? foreslog han og så smilende på mig.

Jeg nikkede bare og mumlede, at det lød skønt. Men mit smil kom ikke fra hjertet. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde lyst til at se nordlys sammen med Bjarke, men jeg kunne ikke finde ud af at sige det til ham.

På den ene side vidste jeg godt, at mine romantiske følelser for Bjarke var ovre, og på den anden side ville jeg gerne hjælpe ham.

– Nu skal du ikke til at redde ham, ligesom du troede, at du kunne redde Niels, sagde min veninde Lone en dag, da jeg luftede min fortvivlelse på en gåtur rundt om søen.

Niels var min eksmand, som jeg i årevis forsøgte at redde fra sin depressive tilstand. Jeg troede på, at når det først lykkedes, ville jeg blive belønnet med masser af kærlighed, og så ville vi sammen leve lykkeligt til vores dages ende.

Jeg fejede vejen for hans fødder i håb om, at han ville få det bedre, og da det endelig skete, kvitterede han for min indsats ved at falde for en 10 år yngre kollega. Dengang lovede jeg mig selv og mine omgivelser, at jeg aldrig mere ville være sammen med en mand, som jeg skulle redde. Nu stod jeg igen med en mand, som skreg på at blive reddet, men jeg kunne ikke bygge et forhold på medlidenhed.

Mit konfliktsky jeg blev ved med at takke ja til Bjarkes invitationer, og selv om jeg bestemt også nød hans selskab, bandede jeg over min indre struds, som hellere ville stå bekvemt med hovedet i busken end at fortælle sandheden. Jeg måtte én gang for alle sætte en stopper for alle Bjarkes spekulationer om, at vi skulle finde sammen igen. Om det så skyldtes hans sygdom, eller at jeg var ovre ham, var egentlig ligegyldigt.

Men det var svært. Jeg følte ikke, jeg kunne være bekendt at stoppe vores relation, før han fik resultatet af scanningen. På den anden side var det vel også brutalt at vente med at fortælle ham sandheden, til han havde fået dommen og formentlig skulle indstille sig på at have en kronisk sygdom, som kun ville udvikle sig til det værre.

Bjarke fik datoen for, hvornår han ville få svar på hjernescanningen, og han ville gerne have mig med til mødet på sygehuset. Jeg foreslog, at han i stedet tog sin datter med, men det ville han ikke høre tale om.

– Det er dig, jeg vil have ved min side, for du forstår mig som ingen anden, sagde han og klappede min kind.

Jeg forsøgte at købe lidt tid ved at sige, at jeg først lige skulle tjekke med arbejdet, om jeg kunne tage fri.

Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, for hvis jeg tog med, følte jeg, at jeg stævnede med ud på hans rejse ind i sygdommen, og så var det endnu sværere at stoppe relationen.

– Du bliver nødt til at fortælle ham sandheden, sagde Lone. – Bjarke er heller ikke tjent med at se en kvinde, som kun er sammen med ham af medlidenhed.

Der var ingen vej udenom.

Det var ikke en nem samtale, og jeg fortrød flere gange, at jeg ikke bare var taget med til det møde på sygehuset, men da jeg igen stod ude på gaden efter flere timers intens snak, kunne jeg mærke lettelsen over, at jeg faktisk havde været ærlig.

Bjarke var selvfølgelig blevet ked af det, men også lidt kort for hovedet, og til sidst bad han mig om at gå.

– Du skal sandelig ikke bekymre dig om mig, når det er sådan, du har det, lød hans afskedssalut, da jeg bad ham skrive, når han fik svaret.

Det var ikke den afsked, jeg havde håbet på. Jeg skrev til ham flere gange for at høre, hvordan det var gået på sygehuset, men han svarede ikke. Det gjorde mig ked af det, og jeg må indrømme, at jeg faktisk savnede Bjarke. Pludselig var der ingen, som havde brug for mig, men heller ingen som skrev en sød sms og spurgte til min dag. Det føltes tomt og ensomt, selv om jeg ikke var i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

Knap et år senere mødte jeg Bjarke på gaden. Han kom gående med en lyshåret kvinde, og de så meget glade ud. Da han fik øje på mig, stoppede han straks op og gav mig et stort kram. Han fortalte, at han havde fået konstateret Parkinsons, men indtil videre levede fint med sygdommen.

– Jeg er begyndt til Parkinsons-boksning, og der mødte jeg Tina. Bedre medicin kan man ikke få, sagde han glad og smilende.

Vi sludrede lidt, før de gik videre. Jeg betragtede dem. Det gjorde mig ondt, at Bjarke var syg, men jeg var også virkelig glad for, at han havde mødt en kvinde. Bjarke er en dejlig mand, og han fortjener i den grad at være sammen med en, som føler andet end medlidenhed for ham.