En lille bedste med et stort hjerte

Man får ikke meget bedstemor for pengene, når man er barnebarn til Kirsten.

Hun er 123 cm høj, og flere af hendes børnebørn er allerede vokset hende over hovedet. Kirsten er født med dværgvækst, men hvad hun ikke har i højden, det har hun så i kærlighed, for bedstemor Kirsten er sådan en, man godt kan være stolt af. Barnebarnet Carl elsker at sige, sådan lidt henkastet: ”Ja, min mormor har jo arbejdet ved politiet”, og Kirsten kender da også rigtig mange politimænd, der kommer på besøg. Det er også hende, der kører ”bedstebussen”, når alle børnebørnene skal afsted til det ene eller det andet, for det bedste ved bedstemor Kirsten er, at hun altid har tid til os, fortæller Christian.

Danmarks bedste bedste: Vind sommerhusophold, værdi 10.000 kr.

Derfor er Kirsten Hansen i Bjerringbro selvskreven til at deltage i konkurrencen om at blive Danmarks bedste bedste. Det synes hendes børn og børnebørn i hvert fald.

Hver dag inden skoletid kommer Christian på besøg hos sin bedstemor. Så spiser de morgenmad sammen og løser kryds og tværs, inden han skal i skole. Senere kommer de andre børn på besøg på vej hjem fra skole. Når børnene skal til svømning, scenekunst, eller hvad børn nu ellers går til, så er det bedste, der sidder bag rattet i den store børnevenlige bil.

Kirsten er 66, og for ikke så lang tid siden blev hun pensionist. Hun gør, hvad der passer hende, og det har hun egentlig altid gjort, for bagerens datter var allerede ved fødslen temmelig anderledes end andre børn.

”Klar dig selv”

– Da mine forældre opdagede, at jeg var dværg, var det ikke en katastrofe for dem. Læger og pædagoger forklarede dem, at jeg var handicappet, men som de sagde: ”Hun er nok ikke sværere at opdrage end andre børn”. De takkede pænt nej til hjælp fra socialrådgivere og andre specialister og besluttede sig i stedet for, at jeg måtte lære at klare mig selv på min egen måde. Jeg fik at vide, at jeg kunne tage en stol i brug, hvis jeg ikke kunne nå noget, og jeg var ikke særlig gammel, før jeg lærte at sy mit eget tøj – for hvis jeg ikke kunne lægge bukser og nederdele op, så kunne jeg jo aldrig få tøj på kroppen. Faktisk er jeg glad for, at der ikke var så mange pædagoger dengang, for de ville bare have hjulpet mig så meget, at jeg ikke havde fået lært at klare mig selv, siger hun og ser diskret på sin datter, Jane, der er... pædagog.

Altså har Kirsten ikke set meget til pædagoger, og sagsbehandlere er heller ikke en gruppe, hun har mødt mange af, for klare sig selv det skulle hun altså kunne.

– Jeg er vokset op sammen med alle de andre børn i landsbyen Vindum, hvor jeg bare var bagerens Kirsten. Da jeg blev teenager, havde jeg også kæres-
ter. Jeg sad bag på knallerter, ligesom de andre piger. Det eneste, der kunne give problemer, var, når vi skulle i byen, og en dørmand spurgte, hvor gammel jeg var. Det hadede jeg virkelig, men så fik sagde jeg bare, at det skulle de slet ikke spørge om, og så kom vi ind, siger Kirsten, og man tror hende.

Den mindste Kirsten

Selvtillid havde bagerens datter fået med hjemmefra sammen med det gode bagerbrød, og hun tog handelsskoleeksamen, købte eget hus i Tange og fik job på politigården i Viborg som kontorassistent. Hun havde i årenes løb haft flere kærester, men der skulle en ganske speciel mand til at hamle op med Kirsten og hendes snakketøj. Ham fandt hun, han hed Peter.

– Som ung pige var jeg tit på weekend i Broager i Sønderjylland, hvor min søster var blevet gift. Når jeg besøgte hende, kom der tit en ung mand tilfældigt forbi. Han hed Peter og snakkede sønderjysk. Han dyrkede ringridning og var flot til hest, men jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde. Jeg ved ikke rigtig hvordan, men jeg nåede da at blive gift med ham og få to børn, inden jeg sådan rigtig forstod den dialekt, griner Kirsten.

Da det unge par ville have børn, skulle Kirsten træffe et valg.

– Jeg har den form for dværgvækst, der er 50 procent risiko for at give videre til mine børn. Men jeg syntes ikke, det var et svært valg dengang: Jeg havde jo et godt liv. Selvfølgelig har jeg da haft øjeblikke, hvor jeg var ked af mit handicap, men aldrig så meget, at jeg syntes, det var et problem. Peter var enig med mig, og så fik vi vores to børn, Jane og Svend.

Læs også om en anden sej bedste

Kirsten blev mor – og endda en rigtig god en, siger hendes børn. Hun kunne sy det mest fantastiske fastelavnstøj, lægge puslespil, tegne og fortælle historier. Ferierne holdt de i Danmark, og der findes ikke mange museer og oldtidsminder, som Jane og Svend ikke har set. Et lykkeligt familieliv, som så mange andre heldige familier også har. Kirsten kunne ikke løbe om kap med sine børn eller gå alt for langt, men hvad betyder det? De havde en mor, der kunne så meget andet. Og Kirsten fylder meget i sine børns liv – og i sine arbejdskollegers. ”Lille Kirsten”, som kollegerne kaldte hende, sad i 38 år på kontoret ved politiet. I begyndelsen var hun ene kvinde blandt 54 mænd, og som hun selv siger: De første 14 dage i jobbet kunne hun stadig rødme. Så holdt hun op med det, og siden har ingen kunnet gøre hende flov.

Peter døde pludselig efter 30 års ægteskab af et hjertestop, men som Kirsten nu engang er skabt, greb hun fat i livet igen.

– Et års tid efter, at jeg havde mistet Peter, ringede en mand ind på stationen og spurgte efter ”den mindste Kirsten, de havde på stationen”. Det var Hans, en ekskæreste, der tog chancen og ringede. Kollegerne stillede ham om, og så blev vi kærester igen, fortæller hun.

Kirsten og Hans fik seks år sammen. Hans døde desværre i januar i år. Men Kirsten har fået fire ”bonusbørn” og ”bonusbørnebørn”, som hun er meget glad for. Hun bor igen alene, men man kan bestemt ikke sige, hun er ensom.

Læs også om hvordan man hyrer en pensionist

Nej tak til kørestol

Børnebørnene er så store nu, at de hverken bruger ble eller skal bæres, så nu er det ren fornøjelse for Kirsten, som dog prøver at holde igen med begejstringen.

– Når vi kvinder får børnebørn, kan vi godt blive lidt trættende, fordi vi altid snakker om dem. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville blive sådan en pjattet bedstemor, men det er jeg måske alligevel blevet.

Kirsten er, som hun selv siger det, en mælkebøtte i en græsplæne. Hun er den eneste med dværgvækst i familien, for der er heller ingen af børnebørnene, der har arvet det gen. Det er hun lykkelig for, for selv om hun har haft et godt liv, er der udfordringer nu. Knogler og led er slidte og gør ondt. Børnene har købt en kørestol til hende, som de forestiller sig kan komme i brug, når hun skal med på tur. Men det er Kirsten ikke klar til endnu.

Hun klarer sig selv, som hun altid har gjort. Hun kan sagtens være sammen med børnebørnene, lege med dem, være med til bedsteforældredag i børnehaven og alle de andre ting, der er vigtige i børns liv. Kirsten er – i bogstaveligste forstand – i øjenhøjde med sine børnebørn, selv om Carl nu er vokset sin bedstemor over hovedet med sine 164 cm. Og han er begyndt at passe på sin bedste og vil gerne beskytte hende, hvis der skulle være brug for det. Det er nemlig det, Kirsten også kan: Hun lærer sine børnebørn, at mennesker er forskellige, og at alle har krav på en ordentlig behandling og respekt, selv om man ser anderledes ud.