Familien Otten lever som i 1914

Tirsdag, 29. august 2017
af Greta Johannsen, Foto: Lars Horn
Én gang om året slukker Wiebke og hendes familie for tv og computere og drager afsted til det forrige århundrede, for i en uge at leve fuldstændig som vi gjorde det i 1914.

”Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer?

Forstår du alle hjerter, der banker hér og dér?”

De lyriske ord fra den smukke gamle vise dukker automatisk op i tankerne, i samme øjeblik det lille, nordjyske husmandssted på Mosbjerg Landbrugsmuseum åbenbarer sig for øjnene af én.

Ja, man får lyst til at tralle videre ved synet af to smilende skønjomfruer, der i det samme kommer slentrende over græsmarken – den ene med en le over skulderen, den anden med en trærive i den ene hånd og en kurv fyldt med duftende, grønt græs i den anden.

Skønjomfruer er de dog næppe begge to, for det viser sig, at det rent faktisk er mor og datter, der sammen med familiens far ligesom flere foregående år forlader hjemmet i Hjørring for at bruge en uges sommerferie på at leve, som vi gjorde det for hundrede år siden uden hverken strøm eller vores nuværende varmekilder.

Læs også om Sofie, der serverer kage som i gamle dage

Nulstiller alt

– Vi kom her første gang, da vores datter Fiona, der i dag er 19 år, var barn, fortæller Wiebke Otten, der elsker at skrue tiden tilbage.

Den 53-årige læge er som mange andre i vores moderne samfund træt af, at alting er tilrettelagt, og at teknologien fylder så meget i vores hverdag.

– Vi har jo så travlt allesammen og sidder rigtig meget ved hver vores computer, så at komme her og nulstille hele molevitten en uge er fantastisk.

Wiebkes mand, Joachim på 54 år, husker tydeligt første gang, familien flyttede ind i det lille husmandssted.

– Allerede første dag gik det op for os, at stort set al tiden går med at sørge for at tilberede mad, griner Wiebke.

– Hvilket minder mig om, at det er tid til at se til osten.

Sammen går vi ind i det lille, hyggelige køkken med brændekomfur og masser af Madam Blå-ting.

– Mælken er varmet op på komfuret og har stået længe i høkassen sammen med løbe, forklarer Wiebke.

– Nu kan I se, at mælken ikke er flydende længere – den ligner mozzarellaost. Den skal skæres i små tern og varmes op igen til lidt over 30 grader.

Wiebke bruger sit finger-termometer, som hun kalder lillefingeren, inden hun presser osten mere fast. Tilsidst hælder hun kommen i for at give smag, og muntert deler hun små stykker rundt, så vi alle kan smage gammeldags, hjemmelavet ost.

Tag et tilbageblik på Familie Journal anno 1912

Hjemmesyet tøj

Et andet dagligt gøremål er brødbagningen, og det er første punkt på dagsordenen efter en kop god kaffe, når familien er stået op sammen med solen og fluerne.

– Vi bager brød i brændekomfuret, inden vi er i fadeburet for at sætte mælk klar til dagens ost, fortæller Fiona, der altid har elsket at deltage i historiens dagligdag.

– Som barn havde jeg en veninde med, og min mor syede dette tøj til os, hvoraf en del stadig passer mig. Det bliver pakket ned i min specielle kuffert fra gamle dage, og så bliver det kun taget frem, når vi atter skal hertil.

– Man må selv bestemme, om man vil påtage sig nogle af de gamle pligter, at passe hønsene eller muge ud hos stedets tre små, plettede grise og tre store køer, der også bor i stalden, men hver eneste dag SKAL vi ud og hejse flaget, få gang i komfuret og afsted med leen for at slå græs til at fodre grisene med.

Køerne bliver hver morgen lukket ud på græs, så de klarer sig selv. Brændehugningen sorterer under Joachim.

– Når man kun har et brændekomfur, skal der noget til, og det er også den vigtigste varmekilde, vi har i det lille hus.

Varmen i soveværelset kommer dog delvist fra de gamle halmmadrasser.

– De første år, vi boede her, sov vi direkte på dem, men for nylig er der heldigvis kommet mere moderne madrasser ovenpå. Halmmadrasserne er jo hundrede år gamle, så man kunne godt få lidt ondt i ryggen af at ligge på dem.

Glem ikke historien

Der kommer nemlig rigtig mange gæster til husmandsstedet for at blive klogere på livet i gamle dage.

– Vi, der bor her, bor her gratis, mod at vi arbejder her frivilligt og fortæller besøgende om hverdagen i 1914, fortæller Joachim.

Duften af kogt kaffe og hjemmebagte kanelsnegle lokker fra køkkenet.

– Nu skal I lige ha’ en tår, inden I kører igen, tilbyder Wiebke smilende, og med den skønne eftersmag af husets hjemmebag forlader vi trallende det sidste århundrede for at mildne turen tilbage til 2017:

”Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær, så har du fundet ud af noget, som er meget værd!”