Flaskepost fra Livø Anstalten

Et sammenrullet stykke papir med sirlig skrift er et af de få vidnesbyrd, der er tilbage fra Anstalten Livø. Brevet var anbragt i en gammel flaske og blev sendt afsted mod fastlandet fra den lille ø Livø midt i Limfjorden. Afsenderne kaldte sig selv ”Livø-slaverne” og bad så mindeligt flaskepost-finderen om at bringe brevet til sognefogeden. De håbede, han kunne hjælpe dem til bedre kost og løn samt standse tvangssterilisationerne af de anbragte.

Flaskeposten er rekonstrueret ud fra gamle avisomtaler og brevkorrespondancer fundet på Rigsarkivet og nu udstillet på Vesthimmerlands Museum i Aars i forbindelse med en særudstilling om Livø Anstalten. Bag udstillingen står museets inspektør Maria Clement Hagstrup og professor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl.

– Jeg har altid selv kendt til anstalten, fordi min oldefar arbejdede på øen fra 1911 til 1917, først som vægter siden som ”husfar” i en af de fire pavilloner, som mændene boede i. Men mange kender ikke historien. De ved ikke, at staten igennem 50 år anbragte over 700 mænd og drenge på øen på ubestemt tid, fortæller Maria Clement Hagstrup.

Med særudstillingen ”Anbragt – Livø Anstalten 1911-1961” håber hun og historieprofessor Poul Duedahl at skabe opmærksomhed omkring det samfundssyn, som herskede i første halvdel af 1900-tallet, hvor flertallet anså udsatte og svage som så alvorlig en trussel, at de måtte isoleres og forhindres i at få børn.

De uønskede

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte læger at interessere sig for arvelighed. Enhver kunne se, at forældre og deres afkom havde ligheder, men lægerne vidste ikke, hvordan det biologisk hang sammen. Interessen blev forstærket i forbindelse med 1. verdenskrig, hvor millioner af unge mænd blev dræbt.

– De sunde og raske mænd døde ved fronten, og de, som var tilbage, var de svage og afvigerne. Det førte til en reel skræk for, at vi ville ende med et degenereret samfund, fortæller Maria Clement Hagstrup.

Hun citerer den senere socialdemokratiske socialminister K. K. Steincke, som i forbindelse med en større nytænkning af socialvæsenet formulerede samfundets syn således: ”Vi behandler Undermaaleren med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig’’.

Manden bag Livø Anstalten var professor Christian Keller, som også stod bag anstalten for de såkaldte åndssvage i Brejning og Kvindeanstalten på Sprogø. Ved indgangen til udstillingen på Vesthimmerlands Museum står en kæmpe mindesten for oprettelsen af anstalten med inskriptionen ”Livø grundlagdes 1911 af Christian Keller”.

– Keller var kongen over de anbragte, det er der ingen tvivl om. Men det er vigtigt at kende til de forhold, som datidens uønskede ellers levede under, hvis de ikke var anbragt på en af de anstalter, der i tiden blev anset som meget progressive. Nogle stod tøjret til en pæl på marken, fordi deres forældre ikke havde andre muligheder for at tage sig af dem og selv blev nødt til at arbejde, forklarer museumsinspektøren.

– Det er et eviggyldigt emne, hvem vi definerer som uønskede, og hvordan vi behandler dem. Dengang mente man eksempelvis, at vagabonder, der ikke kunne slå sig til ro med et ordentligt arbejde, var afvigende. Det samme gjaldt i høj grad homoseksuelle og udviklingshæmmede. I den sammenhæng er det interessant, at der tilsyneladende ikke var nogen af den kategori fra det bedre borgerskab på Livø, i hvert fald har vi ingen beretninger om anbragte sønner af dommere eller advokater.

Frisk luft og arbejde

Der fandt ingen behandling sted på Livø. Lægerne mente, at mændene først og fremmest havde gavn af rigelige mængder arbejde, som kunne trætte dem, og masser af frisk luft. På ”Mændenes ø” kunne de anbragte gå frit omkring, ude af øje og ude af sind for samfundet. Hver aften klokken 20 året rundt blev mændenes tøj taget fra dem, og dørene til sovekamrene lukket og låst.

– Om sommeren kunne de stå ved vinduerne og se ud i den lyse aften og uden at ane, hvordan eller hvornår de kom derfra. Det kan ingen holde ud, derfor var der også mange flugtforsøg. Vores vurdering ud fra arkivalier og beretninger fra datidens aviser er mindst seks-syv om året, men der var sikkert mange flere, fortæller Maria Clement Hagstrup.

– Mændene gik i skoven og flikkede tømmerflåder sammen om sommeren eller forsøgte at gå over isen til fastlandet om vinteren. Min farfar var kriminalassistent i Løgstør, hvor mændene blev anbragt i arresten, når det i sjældne tilfælde lykkedes dem at forcere strømmen i Limfjorden og nå i land. Langt de fleste flugtforsøg blev opdaget, enkelte endte med druknedøden.

En kopi af en af tømmerflåderne kan ses på udstillingen i Aars sammen med en livrem, der blev anvendt ved et selvmordsforsøg i arresten i Løgstør og adskillige eksempler på hjemmelavede nøgler og våben, som de anbragte tilvirkede for at komme ud i friheden.

I 1924 havde Livø besøg af forfatteren Achton Friis, der med sig hjem fik et digt forfattet af en af de anbragte:

”Der på denne herlige Ø

der skal mangen gaa til det sidste

og der skal mangen leve og dø

til di kommer til Løgstør i en kiste”

Den eneste legale vej væk fra Livø blev for mange af mændene sterilisation eller kastration. I 1929 havde Danmark vedtaget en forsøgslov om ”frivillig” sterilisation af åndssvage, og fem år senere blev loven om tvangssterilisation og kastra-tion vedtaget, og den blev flittigt benyttet i forhold til Livø-mændene. Udstillingen i Aars viser flere eksempler på, hvilke instrumenter der blev brugt til formålet.

– Instrumenterne får især vores mandlige gæster til at krympe sig, men man frygtede jo, at ”afvigere ville producere afvigere”, og politikerne sagde, at de ønskede at hjælpe de værdigt trængende i den danske befolkning ved at fjerne byrden, altså de uværdige. Derfor betragtede man det dengang som til samfundets bedste, at mændene enten var isoleret på Livø eller ikke fik mulighed for at få børn, siger museumsinspektøren.

Det er kendetegnende for mange af mændene på Livø, at de opretholdt en vis grad af kontakt med ledelsen på Livø, også efter at de var kommet derfra. Oftest skrev de til inspektøren for at bede om penge eller anden hjælp, og i mange tilfælde fik de en form for støtte.

For nogle en befrielse

Efter 2. verdenskrig skiftede synet på De Kellerske Anstalter. Flere begyndte at kritisere måden, de anbragte blev behandlet på. Hvor man tidligere havde vægtet samfundets bedste højest, så man nu i højere grad på, hvad der var bedst for det enkelte individ. Anstalten Livø eksisterede dog helt frem til 1961 og nåede dermed at få 50-års jubilæum, før den lukkede.

– For nogle af de anbragte mænd var det en befrielse, for andre fortsatte tilværelsen i endnu større ufrihed nemlig på lukkede anstalter, fortæller Maria Clement Hagstrup.

Flaskeposten fra Livø blev i øvrigt fundet og overdraget til myndighederne i 1936, men der skulle altså gå årtier, før Anstalten Livø lukkede, og først i 1967 blev tvangssterilisation af såkaldt åndssvage forbudt.

Særudstillingen ”Anbragt – Livø Anstalten 1911-1961” kan ses på Vesthimmerlands Museum i Aars til og med 17. april 2022.