Der er mennesker, der går gennem livet, som var det en rejse fra A til B. Og så er der Ulla Nielsen. Hun har brugt omtrent alle bogstaver i alfabetet på sit livs kaosrejse.
Geografisk har hun boet alle steder fra Grønland til Bornholm, og i alt fra eget hjem til et hjem fra dårligt begavede børn. Uddannelsesmæssigt var hun sent på den, men har da bevis på, at hun både er lærer og cand.pæd.psych. Egne børn er det aldrig blevet til, men andres har hun taget hånd om, både med og uden vederlag. Og gør det stadig. I dag bor hun på Kegnæs, en skøn blindtarm på det sydlige Als.
Jagten på mor styrede Ulla
Det er svært at regne ud, hvad der dybest set har styret Ullas veje, men i dag, hvor hun er 76 år, er hun mest tilbøjelig til at sige, at det er hendes mor. Eller rettere jagten på hendes mor.
Else Kirstine Jensen var bare 20 år, da hun efterlod sin få dage gamle datter på Rigshospitalet. Det eneste, hun havde at give sit spæde barn, var åbenbart et tæppe – og en livslang længsel efter svar. Det var midt under anden verdenskrig, og Ulla så aldrig sin mor igen.
LÆS MERE: Signe og Rasmus fandt deres biologiske mødre: Vores barndom var god, men der manglede noget
Mor var tyskertøs
Mange år senere fandt hun ud af, at Else havde ernæret sig som stuepige på et hotel på Istedgade, som tyskerne havde beslaglagt. Under et af sine mange ophold i Tyskland var hun blevet gravid, og efter fødslen rejste hun tilbage Tyskland.
– Hun var det, vi kalder en tyskertøs, siger Ulla, der mildest talt ikke har for vane at pakke tingene ind. I mange år vidste hun ikke, hvad der var blevet af moderen efter krigen, men siden fandt hun ud af, at Else Kirstine paradoksalt nok endte sine dage i London. Her var hun blevet gift med en englænder – og skilt igen.
– Jeg har også en yngre halvbror, John, i England. Ham forlod hun, da han var omkring 10 år gammel, men desværre ønsker han ikke at tale med mig, siger Ulla.
Masser af løgne
Herhjemme i Danmark voksede det lille forladte barn op hos en plejefamilie, der senere fik tilladelse til at adoptere hende. Det skulle de nok aldrig have haft lov til, men i besættelsesårene blev der åbenbart ikke set så nøje på, at Ullas adoptivmor og hendes familie havde en lang tradition for psykisk sygdom af den svære slags.
– Min adoptivmor og jeg var som nat og dag, og efter at min adoptivfar døde i 1972, så jeg hende aldrig igen, siger Ulla, der som barn led voldsomt under, at moderen på ingen måde var i stand til at vise hende kærlighed.
– Jeg spiste papirsposer fra grønthandleren på vej hjem fra skole. For så kastede jeg op, fortæller Ulla, der på den måde fik udskiftet lussinger med en knivspids omsorg.
LÆS MERE: Min barndom sluttede, da jeg var 12 år
28 adresser
I løbet af sin barndom boede hun på 28 adresser, af og til hjemme hos adoptivforældrene, men det meste af tiden på institutioner og i plejefamilier. Indtil hun var 12 år, troede hun, at adoptivforældrene var hendes biologiske forældre, men en dag, da hun rodede i faderens skuffer, gik sandheden op for hende.
Som voksen tog Ulla ind til Fredericiagade 75, tæt på Amalienborg, hvor hendes mor havde haft adresse, og hun blev der ledt på sporet af moderens bekendtskabskreds.
Fik aldrig svar
Derved fik hun blandt andet navnet på den mand, som måske er hendes biologiske far. Men det er nu aldrig blevet bevist. I dag ville man have kunnet lave dna-prøver, men alle hans efterkommere er nu døde, og Ulla får aldrig svar på, hvem hendes far var.
– Via papirer fra Mødrehjælpen fik jeg bekræftet, at det angiveligt var en tysk soldat, Ernst August Gräbedünkel, der var min far. Efter ihærdig søgen fandt jeg faktisk også en fætter til ham, som jeg havde kontakt med frem til hans død, siger Ulla.
Flig for flig
Gennem hele sit voksenliv har Ulla søgt efter flere oplysninger: Arkiver og registre, de danske og engelske myndigheder, tysk tv, den danske Eftersøgningstjenesten Genforening og utallige telefonopkald til mennesker, der måske vidste noget. Flig for flig har hun fået stykket et billede sammen.
Skam lukkede døre
Det er også lykkedes hende at få fat i familie til moderen, men oftest blev alle døre hurtigt lukket igen. Sandsynligvis fordi der var så meget skam forbundet med at være i familie med en ”tyskertøs”, at de løj for at dække over det.
– De sagde for eksempel, at min mor havde skrevet til dem, at hendes søn, John, var død som 14-årig under en tarmoperation, og at hun selv havde begået selvmord på et sindssygehospital. Intet af det passede, John lever stadig, og min mor døde i London, 48 år gammel af kræft.
– Når jeg gerne vil vide så meget som muligt om mine biologiske forældre, er det, fordi jeg gerne vil forstå mig selv. Hvor meget har jeg med genetisk, og hvor meget skyldes min opvækst? Jeg har jo altid kunnet mærke, at jeg ikke passer ind i samfundet, siger Ulla.
– Når du altid skal klare dig selv, bliver du god til at overleve, men ikke til at arbejde i team, sådan som børn skal i dag. Mine venner siger, at jeg i fællesskaber er som en elefant i en kagebutik, griner hun.
Grøn- eller Legoland?
Samme venner driller også kærligt Ulla med, at hun bor halvt i Legoland, halvt i Grønland, og når man kigger ind i rækkehuset i Kegnæs, viser det sig hurtigt at have sin rigtighed.
For overalt på vægge og hylder står der minder fra Ullas i alt 15 år i Grønland: pelsbløde slædehunde, smukke natur-akvareller og rød-hvide grønlandsflag.
I andre hjørner troner kasser med farvestrålende klodser, som Ullas 11-årige ”papbarnebarn” elsker at lege med, når han er på besøg hver anden weekend. Ullas grønlandske veninde døde for fem år siden og efterlod sig fire børn. Ulla prøver at være noget for dem alle.
Ville være blevet i Grønland
Egentlig ville hun gerne være blevet i Grønland, hvor hun arbejdede som lærer og psykolog, men hendes ene knæs møde med en isskosse satte en stopper for det frie liv med hundeslæde og naturoplevelser.
– Min rastløshed passer på en eller anden sær måde bedre til grønlændernes roligere tempo. Og så elsker jeg deres humor: Hvis du falder, griner de af dig i ti minutter, før de spørger, om du har slået dig, siger Ulla. Hun har kontakt til mange grønlændere i Danmark, og hvert år laver hun og en anden frivillig under fællesforeningen Inuit ”Grønlandsk-dansk familiedag” i maj i Fredericia for hundredvis af børn og voksne.
LÆS MERE: Familiedag for grønlændere og danskere: Vi bygger bro med vores kultur
– Jeg er meget målrettet, uanset om det gælder et arrangement som familiedagen eller jagten på min mor. Mest af alt har jeg længtes efter en mor. Hver gang jeg blev anbragt hos en sød og kærlig plejemor, blev jeg hurtigt flyttet. Det har gjort mig frygtelig angst for at miste. Og når man samtidig er en bulldozer at være sammen med, bliver det endnu nemmere at miste, siger Ulla, der gerne ville vide en sidste ting om sin mor, nemlig hvor hun er begravet.
– Det er svært, fordi så mange kirkegårde er blevet nedlagt i London. Men jeg ville godt have lagt en blomst på hendes grav.
