Forhøjet kolesterol – Hvad kan kosten gøre

Onsdag, 20. november 2013
af Det Sunde Liv/Foto: All Over Press
En af konsekvenserne ved usund livsstil kan være forhøjet kolesterol. Du kan forebygge og nedsatte det ved at spise sundt og dyrke motion.

Forhøjet kolesterol skyldes i langt de fleste tilfælde uhensigtsmæssig levevis. For ca. 10.000 danskere er det svært forhøjede kolesterolindhold i blodet dog en følge af en arvelig defekt, altså en genetisk sygdom.

Risikoen ved forhøjet kolesterol

Risikoen for åreforkalkning er stærkt forhøjet. Det er især indholdet af det skadelige LDL-kolesterol i blodet, som har betydning for dannelsen af åreforkalkning, hvorimod det gavnlige HDL-kolesterol har en beskyttende virkning. Åreforkalkning kan føre til udvikling af hjertekarsygdomme.

LÆS OGSÅ: Godt og dårligt kolesterol

Kolesterol og sund kost

Ved at reducere mættet fedt og kolesterol i kosten, kan du forebygge åreforkalkning, da det vil sænke koncentrationen af LDL-kolesterol i blodet betydeligt. En kostomlægning med hjælp fra en professionel diætist anbefales og i langt de fleste tilfælde er det faktisk muligt, at spise dig til et lavere kolesterol, så det ikke er nødvendigt at supplere med evt. medicin ordineret af din læge. Din diætist vil også hjælpe dig igennem junglen af kolesterolrige og kolesterolfattige fødevarer - nogen kolesterolrige fødevarer giver nemlig ikke forhøjet kolesterolniveau i blodet, hvis de blot indtages moderat.

De vigtigste leveregler med forhøjet kolesterol

  • Spis en kolesterol- og fedtfattig kost
  • Følg fødevarestyrelsens 10 kostråd
  • Spis en kost, der er rig på grøntsager, frugt og brød
  • Spis godt med fisk og magert kød
  • Undgå kost med højt indhold af det mættede fedt
  • Moderat alkoholforbrug
  • Stræb efter en normal vægt

Det anbefalede daglige energiindhold:

  • Fedt bør begrænses til 30 E%
  • Kulhydrater bør udgøre mindst ca. 50 E%
  • Protein bør udgøre 15-20 E%
  • Alkohol- og saltindtag bør begrænses