Frederik og hans storesøster Louise sov i køjesenge. Det var hyggeligt, for så kunne de ligge og småsnakke, inden de faldt i søvn. Og hver aften bad Louise til, at Frederik måtte få en rolig nat uden smerter. Frederik led nemlig af en hoftesygdom, hvor blodforsyningen til hoftehovedet var ophørt. Det betød utrolig mange smerter.
Sengen var placeret op ad væggen til forældrenes soveværelse, så Frederik meget hurtigt kunne få kontakt til dem, når han fik ekstra mange smerter. Louise husker tydeligt de uhyggelige tre bank på væggen, lyset, der blev tændt, og faderen, der kom med smertestillende piller. Når de begyndte at virke, kom Frederik i et meget varmt karbad for at få blodomløbet i gang igen.
– Det gjorde så ondt, at jeg skreg. Og selv om jeg fik meget smertestillende medicin, så var det et helvede at komme igennem. Ikke kun for mig, men også min familie. Det gjorde også ondt på dem, fortæller Frederik Hede Jensen, der i dag er 20 år og bor i Højbjerg.
Forældrene, Lone Ovesen og Flemming Hede Jensen, der bor i Grindsted i Midtjylland, gik til læge med Frederik, da han som barn klagede over smerter. En specialist på sygehuset i Esbjerg fandt ud af, at drengen led af Calvé-Legg-Perthers – en alvorlig hoftesygdom. Normalt rammes børn kun af sygdommen i den ene hofteskål, men for Frederik var det anderledes: Han fik sygdommen i begge hofter, og det er meget sjældent.
Nej til kørestol på trods af sygdom
Man blev hurtigt enige om, at det var familiens kamp, ikke kun Frederiks. Storesøster Louise, der i dag er 22 og studerer sociologi i Aalborg, og lillebror Joachim, som i dag er 16 år og går på efterskole, var klar til at tilpasse deres hverdag, så der blev taget hensyn til Frederiks situation. Særligt Louise tog over, så Frederik på intet tidspunkt skulle føle sig som invalid eller uden for fællesskabet.
Læs også: Ullas tavshed er en sygdom
– Frederik fik en kørestol, men den ville han simpelthen ikke bruge. Skulle han køres, skulle det være i en klapvogn. Ingen skulle have medlidenhed med ham, fortæller Louise.
Frederik husker de omkring tre år af barndommen, hvor han havde sygdommen, som et kapitel af sit liv, der bare skulle overstås.
– Jeg følte, at min barndom blev taget fra mig. Jeg kunne jo intet af det, som de andre børn kunne. Jeg magtede ikke at spille fodbold og håndbold, løbe, klatre i træer, ja, i det hele taget tumle som en dreng. I stedet måtte jeg lege med dukker sammen med Louise, men det var nu også meget hyggeligt.
Hoftesygdommen kan behandles, men det tager tid, gerne op til to år. Det trak imidlertid ud med Frederik, og en operation kom på tale.
Små handsker
– Så langt nåede vi heldigvis aldrig. Men der skulle gå tre et halvt år, inden jeg kunne mærke en positiv forandring. Smerterne forsvandt gradvist, og jeg kunne begynde at gøre nogle af de ting, som alle andre raske drenge gør, fortæller Frederik, der syntes, han havde så meget at indhente, at han begyndte at dyrke rigtig mange sportsgrene: fodbold, håndbold, tennis, badminton...
– Det var gerne to forskellige slags sport om dagen.
Frederiks far har bokset, og storesøster Louise har bokset i mange år for motionens skyld. Det ville Frederik også prøve.
– Men far sagde nej. Jeg dyrkede nok sport i forvejen.
Læs også om Rie, der takket være hendes boksetræner-mand, blev dansk mester i letvægt
Skæbnen ville det imidlertid anderledes. En dag, da Frederik skulle passes hjemme hos sin fætter Nikolai, og han skulle til boksetræning, fik Frederik lov til at komme med.
– Jeg var den yngste af dem alle sammen i klubben, og de havde ingen boksehandsker, som passede mig. Men vi fandt da et par på loftet. Dem har jeg i øvrigt endnu.
Frederik husker tydeligt, da han begyndte boksetræningen.
Fantastisk verden
– Det var en ny og helt fantastisk verden at komme ind i. Jeg var ikke i tvivl om, at det var her, jeg skulle skabe en positiv fritid, fortæller Frederik, der hurtigt viste sig som et stortalent. Han vandt flere mesterskaber og blev udnævnt til at være det største talent i Norden.
– Fætter Nikolai og jeg fulgtes ad. Når vi var tilmeldt en turnering, var det os, der ryddede præmiebordet, fortæller Frederik, der begyndte at bokse i den tyske bundesliga.
Frederik fik flere tilbud om at blive professionel og endte med at sige ja, da Sauerland Promotion kom med en kontrakt, der passede ind i hans liv. Frederik er nemlig blevet kæreste med Amalie på 19, der går i 3. g. HHX. Parret bor hos Amalies mor, Inge Kjærgaard.
– Det er en meget stor tilfredsstillelse, at jeg er nået så langt i mit liv. Og selv om jeg først har taget hul på min professionelle karriere her for nylig, så er jeg sikker på, at jeg allerede har vundet den største sejr, nemlig over sygdommen, siger Frederik.
