Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
En aften for fem år siden sad Anne og ledte efter gamle skolekammerater på Facebook, da en ganske speciel mand og tanke om kærlighed for hundred og syttende gang dukkede op i hendes tanker.
– Skønt der var gået tredive år, havde jeg aldrig glemt min ungdomskæreste Torben, fortæller den 49-årige hjemmehjælper, der denne aften søgte og fandt Torbens profil på Facebook.
Anne sendte straks en venneanmodning afsted og ventede spændt.
– Efter nogen tid kom der svar fra Torben, og vi aftalte at mødes.
Læs også om Dynes og Helle, der blev gift elleve gange
Minderne om en tid fuld af kærlighed kom væltende.
– Vi mødtes i 1981, Torben var 18 år og i lære som automekaniker, og jeg var 14 år og lige konfirmeret. Vi havde begge været mobbeofre i skolen, så vi havde en del tilfælles uden, at vi decideret talte om det, men der var en forståelse…
Hos hinanden fandt Anne og Torben den tryghed, de begge manglede.
– Vi nød virkelig at være sammen og havde det smaddersjovt. Jeg husker første gang, jeg skulle sove hjemme hos Torben. Torbens mor ville ikke have, vi skulle sove sammen, så jeg blev placeret på sofaen i stuen, men i nattens løb kravlede jeg jo ind til Torben. Fem minutter efter stod Torbens mor i døren, og så var det tilbage til sofaen – ha-ha!
Men lykken fik en ende.
– Torben rendte med min veninde, og det tog mig lang tid at komme mig over ham dengang. En del år senere blev jeg gift og fik tre børn, men vi gik fra hinanden i 2004, da børnene var blevet store.
Læs også om Alma og Jan, der først fik hinanden efter mange år
Torben havde aldrig giftet sig eller fået børn.
– Da vi fik kontakt på Facebook, skrev Torben skrev til mig, at de skulle spille i Låsby og inviterede mig, og da jeg kørte fra Randers, hvor jeg boede, og nærmede mig Låsby den aften, da begyndte sommerfuglene virkelig at flagre. Jeg parkerede bilen – og dér stod han! Han var lige så dejlig, som jeg huskede, og vi faldt hurtigt i snak.
Torben husker også tydeligt den aften.
– Jo mere vi snakkede, jo mere kom følelserne fra teenageårene frem igen. Vi fandt hurtigt ud af, at vi meget snart måtte ses igen.
Fjorten dage senere rejste Anne på besøg hos Torben i Præstø, og små to år senere i sommeren 2015 blev Anne og Torben gift.
For fem år siden havde Anne ikke drømt om, at lykken skulle tilsmile hende på den måde.
– Jeg fik mit drømmebryllup med manden, jeg aldrig havde glemt – hvad mere kan jeg bede om?