For fire år siden gennemlevede Hanne Frøyr sit livs værste mareridt, da hendes 40-årige datter begik selvmord.
Det var Hanne selv, der sammen med sin søn fandt datteren, som Hanne af beskyttende årsager har besluttet at kalde ”T”.
– Jeg havde en aftale med hende og kunne ikke få kontakt, så min søn og jeg kørte hen til hendes lejlighed og låste os ind, fortæller den 68-årige psykolog, der i sin lange karriere hovedsageligt har arbejdet med børn og unge.
Skønt Hanne godt var klar over, at T kæmpede lidt med livet, havde hun ingen anelse om den smertelige konsekvens.
– Vi havde været sammen ugen før og haft en skøn dag, hvor vi gik tur i skoven og sludrede, og skønt vi havde et godt, tæt forhold, fornemmede jeg på ingen måde, hvad der var i vente.
Veninderne fik børn
Hannes datter havde en uddannelse inden for international økonomi og havde i flere omgange arbejdet som udsendt for Røde Kors til tredjeverdenslande, hvor hun oplevede meget barske ting.
Da T vendte hjem til Danmark, havde flere ting ændret sig.
Læs også om Thorkild, der kæmpede for retten til assisteret selvmord
– Alle hendes veninder havde jo fået mand og børn, og hun sagde selv, da hun kom hjem, at det var ligesom om, alle stole var optaget. Hun havde ikke noget job, men arbejdede på nogle ting som selvstændig, som ikke rigtig var kommet op at køre, og jeg tænker, at hun simpelthen var slidt.
Hanne var glad for, at det var hende selv, der fandt T.
– Jeg så jo med mine egne øjne, at hun så helt rolig og yndig ud, og jeg kunne se, at hun var død på en meget fredelig måde. Hvad der har været i hendes tanker, kan jeg ikke vide. Min søn var rigtig god, han gik hen og aede hende, og midt i min enorme choktilstand gik det op for mig, at det kunne jeg jo også gøre, og det var en meget kærlig følelse.
Fik tid med datteren
Som altid ved dødfundne personer kom også denne dag både politi og ambulancereddere.
– Der kom to fantastisk søde betjente, der var en enorm hjælp. De var gode til at trøste os og havde omtanke nok til blandt andet at tænde et par stearinlys. Min datter havde lagt et afskedsbrev, hvor hun fortalte meget praktisk, hvorfor hun valgte denne udvej. Min søn og jeg var kede af, at der ikke stod noget mere personligt til os, men betjentene kunne fortælle, at det netop er helt almindeligt, at der ikke er følelser i et afskedsbrev. Hvis man først begynder at leve sig ind i de efterladte, så bliver det endnu sværere at tage livet af sig. Det var en rigtig god information at få fra dem.
Læs også Heinos seks gode råd til mennesker i sorg
Trods chokket betød det meget for Hanne, at hun og hendes søn fik lidt tid sammen med T.
– Det blev faktisk et par smukke timer, hvor vi fik sagt farvel på en ordentlig måde. Og mens jeg stod ved hendes side, skete der noget virkelig afgørende. Jeg fik pludselig en besked, der sagde, at jeg havde et valg. Jeg kunne vælge enten lysets eller mørkets vej. Jeg kan ikke sige, hvor sådan noget kommer fra, men jeg valgte omgående lysets vej, og i det øjeblik kunne jeg bare mærke en enorm kærlighed til min datter. En varme, der bare fyldte, og samtidig fik jeg en klar opfattelse af, at dette handlede om accept af hendes valg. Jeg skulle ikke gøre mig til dommer og vurdere, hvordan hendes liv havde været.
Kontakt med afdøde
Oplevelsen hjalp Hanne i tiden efter selvmordet.
– Efter de første dages chok blev det meget klart for mig, at det ikke var mig, det handlede om. Jeg følte jo, at jeg modtog besked hver nat, og efter nogle dage fik jeg besked om, at det var tid til at tage mig af nogle af de andre, der sørgede. Jeg kom til at føle et enormt ansvar for hendes omgangskreds. Alle lider jo, og sorgen skal ikke gradbøjes.
Tre uger efter Ts død deltog Hanne i et arrangement med afdøde-kontakt, som blev afholdt i ejendommen, hvor hun boede.
– Pludselig kom hun! Den clairvoyante beskrev nøje hendes død og bevæggrunde, og jeg var enormt overrasket. Det gav mig en klar følelse af, at det var sandt, at man kan få kontakt med afdøde, men jeg har altid været styret af mit intellekt, så tvivlen gnavede alligevel.
En efterfølgende snak med den clairvoyante resulterede i, at Hanne et halvt år efter atter tog kontakt til hende, og endnu engang fik klare beskeder fra sin datter.
– Det var fuldstændig min datters humor, hendes skæve vinkler på tingene, og den clairvoyante sluttede med at synge den vuggevise, jeg altid sang for min datter.
Skepsissen gnavede dog stadig lidt, og Hanne besluttede at tage til et spiritistcenter i London for at se, om et helt andet land og sprog gjorde en forskel.
– Det gjorde det ikke! Der var fuldstændigt klare meldinger fra min datter og efter at have fortalt, at hun havde svært ved at acceptere, at hun havde taget sit liv, og at hun var dybt ulykkelig over, hvad det har betydet for os andre, bad hun mig skrive en bog med det formål at forhindre, at folk tog deres liv. Hvis bare ét menneske ville undgå selvmord ved at læse den, var det ikke helt meningsløst.
Slap tvivlen
Da slap Hanne totalt sin skepsis og besluttede, at hun ville skrive.
– Det gav så god mening at fortælle om, hvordan man kan acceptere og komme videre efter en pårørendes selvmord. Emnet er jo stadig tabu, og det er så fyldt med både skam og fordomme. Det opdagede vi i familien, da vi sad om middagsbordet og spurgte os selv, om vi virkelig var sådan en familie, hvor én begår selvmord. Samtidig havde jeg på egen krop oplevet, hvordan der er et liv på den anden side, og det er jo også meget tabu-belagt. Så min bog fik faktisk ”to ben” at gå på – jeg italesætter selvmord og det, at der er mere mellem himmel og jord, end vi er klar over.
Titlen på Hannes bog blev ”Om mørke og om lys”.
– Selv om man oplever det dybeste mørke, har man altså muligheden for at vælge lysets vej, og det er det, jeg så gerne vil formidle, så jeg måske kan hjælpe bare én enkelt person til at vælge livet i stedet for døden og samtidig støtte pårørende til at finde måder at kunne leve videre på uden skyld og skam
