Når Freddy kommer hjem fra arbejde, stiller han støvlerne i gangen, klapper hundene på hovederne og sætter sig i den gode stol og får en kop varm kaffe med en hjemmebagt bolle til. Senere sætter han sig til bords og spiser aftensmad, og på intet tidspunkt har der været tale om, at han skulle vaske op, købe ind, støvsuge eller ordne vasketøj. Sådan har Berit og Freddy Nagly i Sandved på Sjælland bestemt, at det skal være i deres ægteskab, og det er begge to rigtig godt tilfredse med.
Freddy er entreprenør og arbejder ude i den friske og til tider kolde luft hver dag, Berit er husmor – og ikke en hvilken som helst husmor.
Hun kan passe et hus og få alt ud af intet, og det gør hun hver dag i et hjem, der ligner noget fra 1940’erne. Her er ingen gulvvarme, intet smart komfur og ingen mikroovn. I stedet har hun et gammeldags brændekomfur i køkkenet, hvor hun både steger, bager og koger vand, for der er intet varmt vand i hanerne. Det er meningen, at det skal være sådan, for Berit har selv valgt den livsform.
– Jeg har været husmor med stort H i 20 år, og det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke blev det noget før, siger Berit.
– Jeg er uddannet sygeplejerske, og vi var en ganske almindelig familie dengang. Vi havde tre børn og hver sit arbejde. Vi havde en opvaskemaskine, der gik i stykker og ingen penge til at lave den for. Vi havde masser af ting og ingen tid. Jeg havde tit ondt i maven, for det var ikke sådan, jeg havde lyst til at leve, og så tænkte jeg tilbage på mine bedsteforældre, for hvad ville farmor og mormor have gjort?
Farmor og farfar er Berits idealer. De boede på Falster, og Berit tilbragte så meget tid som muligt hos sine bedsteforældre. Her var der ro og fred og masser af tid. Mormor var rullekone, og hun boede ikke lige i nærheden, så hende så Berit ikke så tit, men hun havde også sine meninger – især om hvordan man stryger duge.
– Mine bedsteforældre levede spartansk. De dyrkede alt selv og havde lidt husdyr på gården. Det var fantastisk at vokse op sådan et sted. De to mennesker havde godt nok fjernsyn, men ikke telefon. De var ikke rige, de fik sjældent nyt, men de havde ro i deres liv – og nu stod jeg og savnede den tid og den ro i vores familie. Jeg besluttede at gøre, som farmor havde lært mig: At sætte tæring efter næring, altså at finde ud af, hvordan vi kunne få råd til at leve et liv, hvor hele familien trivedes.
– Freddy er håndværker og elsker at arbejde. Han er selvstændig og har sit eget lille entreprenørfirma, så det var mig, der skulle gå hjemme, hvis vi havde råd. Freddy var meget glad for idéen, hvis det altså kunne lade sig gøre, som han sagde.
Et budget blev lagt
Det kunne det, men det koster at vælge at leve et liv med kun én indkomst og tre børn, som så blev til fire børn et par år efter.
– Sebastian er vores efternøler, der kom til for 17 år siden. Han var en uventet gave, så da jeg fortalte Freddy, at vi nok skulle have endnu et barn, kiggede han lidt og sagde så: ”Jeg lægger lige lidt tag på.” Da han kom ned fra taget igen, var han helt klar til at blive far til nummer fire.
To piger og to drenge, Katrine, Sofie, Kristian og Sebastian, er vokset op med en husmor i huset. Møblerne og tingene i deres hjem er som revet ud af ”Matador”-serien, for Berit har en svaghed for ting fra 1920’-1940’erne. Berit selv ligner også en husmor fra dengang med forklæde og tørklæde om håret. Hun kan også sin husmorbibel fra dengang, en rigtig husmor vidste, hvordan man strøg damaskduge, ordnede en høne med den ene hånd og håndterede ringene på komfuret med den anden hånd. ”Dansk Husmoderleksikon” er læst grundigt, men først og fremmest lever farmors og mormors ånd videre her i Berits hjem anno 2021.
– Når man vælger at leve, som vi gør, skal man have sine prioriteter i orden. Man kan ikke bo i et fint, dyrt hus med kun én indtægt. Vi bor på Ege-gaarden, en lille, ældre gård, som vi selv sætter i stand hen ad vejen. Vi har en have på 5.000 kvadratmeter, og her dyrker vi det meste af det, vi spiser. Vi har høns og ænder og senere på sommeren skal vi have slagtekaniner. Hvis vi havde haft mere jord, havde vi også haft en ko eller en gris, men nu nøjes vi med at købe gede- og fårekød af og til. Det vigtigste er vores køkkenhave, som er fundamentet for det hele, fortæller Berit.
– Da vi lagde vores liv om, lagde jeg et budget, hvor jeg skar alt unødvendigt fra, og det budget holder vi. Vi køber kun kontant og kun, når pengene er der. Derfor er vores bil gammel, og vi kommer aldrig på ferierejser. Vi besøger af og til min familie i Norge, og vi tager gerne på éndagsture ud i landet. Det er det. Mere er der simpelt hen ikke råd til, og vi har heller ikke savnet det.
Tid til børnebørn
– Vi lever, som vi gerne vil, og det synes jeg, vi har ret til at gøre. Det er mere andre, der har haft travlt med at tale om ligeberettigelse og den slags. Somme tider har jeg på fornemmelsen, at nogle mennesker tror, jeg er dum, fordi jeg går hjemme – og det synes jeg ikke, jeg er.
– Jeg er 54 år og voksede op i 1970’erne, hvor de voksne hele tiden sagde, at jeg endelig skulle få en uddannelse, så jeg kunne klare mig selv. Jeg har altid været lidt modsat, så jeg giftede mig med Freddy, allerede da jeg fyldte 19 år, og derefter kom børnene. Så opdagede jeg, at det der med uddannelse – det var rigtigt nok. Det var jo ikke til at få et arbejde dengang, hvis ikke man havde papir på alt. Jeg tog så en HF-eksamen og videreuddannede mig til sygeplejerske. Jeg fulgte den vej, de havde sagt, men jeg blev ikke lykkeligere af det.
– Mange gange har jeg siddet til selskaber, hvor min bordherre har spurgt mig om mit arbejde. Når jeg så siger, jeg er husmor, er jeg ikke længere så interessant, men så er det, jeg prikker ham på skulderen og siger: Hallo, jeg kan faktisk en hel del, siger Berit.
Det er en videnskab at være husmor fra forrige århundrede. Berit laver lys af bivoks, hun laver sit eget smør, bager brød og boller uden gær, væver viskestykker, slagter, sylter, kører den aldersstegne traktor, og nu er sidste nye plan at lave sin egen egnsdragt fra Falster. På den måde kan hun spare indkøb af ”den lille sorte”, som mange andre tager på til festlige lejligheder. En egnsdragt går til det hele, men den skal selvfølgelig som alt andet hos familien Nagly også laves helt fra bunden.
Selvom det nu kun er Sebastian, der bor hjemme, er der stadig nok at se til for en husmor, især nu hvor der også er kommet børnebørn.
Læs også Puks råd til bedsteforældre
– De to små, Minna Rosa på fem år og Ingrid Marie på to, er simpelt hen livets dessert, som man siger. Pigerne bor i nærheden, og de kommer tit på besøg eller bliver passet hos os. Det kan jo kun lade sig gøre, fordi jeg er hjemme og har tiden til at have dem på besøg. Det betyder ikke, at jeg sidder på gulvet og leger med dem, næh, pigerne er med i det hele: De laver smør, bager, fodrer dyrene, og de har også været med til at slagte høns, så de ved allerede meget om, hvordan man laver tingene, fortæller den begejstrede mormor, ikke uden stolthed.
Berits arbejdsdag slutter omtrent klokken 21. Så sætter hun sig i den gode stol, og så sker det, man ikke skulle tro: En eller anden i familien trækker fjernsynet ud af skabet og tænder for det, for i Berits hjem er der faktisk både tv med tv-pakke, fibernet og computer. Hvordan skulle en teenager ellers overhovedet kunne bo der?
Berit er selv glad for computeren. For hun har noget så fint som sin egen blog, hvor hun skriver om sit liv og meget gerne giver gode råd til andre.
– Min blog hedder ”Husmoder-husmoder”, og efterhånden har jeg fået en del følgere. Jeg kan jo se, at mange ønsker at leve, som vi gør, men jeg råder dem altid til at begynde i det små: Lav et urtebed i parcelhushaven, læg et budget. Tag små skridt, og gør dig klart, hvordan du gerne vil leve – og så skal du bare gøre det. Det er dit liv. Du bestemmer.
