34 gæster var inviteret til tarteletter med høns i asparges, flæskesteg og lagkage. Masser af lagkager, havde Erwin bestemt. Anne og Erwin Cordsen fra Rødovre havde diamantbryllup den 19. marts i år, og Erwin havde planlagt dagen ned til mindste detalje, som han gør med alt. Det skulle fejres ordentligt, for inderst inde er Erwin en romantisk sjæl, bare i en praktisk indpakning. For 60 år siden gik deres bryllupsrejse fra Stefanskirken på Nørrebro til Langelinie i en gammel Opel Kadett. Dengang var de 25 år, unge og smukke. Nu, 60 år senere, bor Anne på Dorthe Mariehjemmet, fordi hun er blevet dement, mens Erwin bor i deres gamle hus i Rødovre, men bryllupsdagen skulle de holde sammen. Sådan var planen i hvert fald.
Coronavirussen kom i vejen, så den dag, hvor Anne og Erwin skulle have holdt deres store fest, måtte Erwin nøjes med at stå foran plejehjemmet og vinke op til sit livs kærlighed, Anne, der sad ved vinduet og vinkede ned til sin mand. De to måtte ikke være sammen, for beboerne på plejehjemmene er sårbare og må ikke udsættes for smitterisiko. Erwin forstod det, men det gjorde Anne ikke.
Siden er der gået flere lange måneder, hvor Erwin hver eneste dag har stået foran plejehjemmet og vinket til sin kone, og hun har vinket tilbage. Erwin har smilet og vinket, ringet og sendt breve, for det piner ham, at de ikke kan ses. Måske tror Anne, at han er forsvundet, måske glemmer hun ham, men det tænker han helst ikke på, for så er der slet ikke nogen mening med noget længere.
Den eneste ene
Derfor var det også en meget stor dag, da Anne en dag fik lov at blive kørt ned i plejehjemmets have. Herfra kunne hun se og snakke med Erwin, der stod på den anden side af hegnet. Men Anne tænkte mest på, hvorfor Erwin dog ikke bare kom ind til hende?
– Nej, nej, det må jeg ikke. Jeg skal holde mig til reglerne, siger han til sin kone.
– Du plejer da ellers ikke at rette dig efter, hvad man siger, siger Anne og ser tvivlende på sin mand. Og hun må vide det. Hun har trods alt kendt Erwin i mere end 60 år.
Erwin måtte pænt blive stående foran rækværket og snakke med Anne på den anden side, men det var også godt nok, når man nu har svært ved at undvære hinanden.
Noget tyder på, at Erwin nok ikke altid har været så god til det med regler. Men hvis han havde været det, havde han måske heller aldrig fået Anne.
Erwin kommer fra Flensborg. Han var et grænsetilfælde, som han kalder sig selv, men kendsgerningen er, at han var sønderjyde i et land med skiftende grænser, men i sit hjerte var han dansk. Han var også en ung mand, der ville noget med sit liv. Han kom i lære som maskinarbejder, først i Flensborg, senere i Hamborg, og fordi der ikke var arbejde at få på hans hjemegn, flyttede han til Sjælland. Han var 24 år, da han flyttede ind i et lejet værelse og fik arbejde på Skandinavisk Motor i København. Han havde et familiemedlem, der boede på Arveprins Knuds Kollegium, der var et kollegie for unge studerende fra Sydslesvig. En dag inviterede veninden ham til fastelavnsfest på kollegiet. Det var den 14. februar 1959. Dengang vidste hverken Anne eller Erwin, at valentinsdag var de elskendes dag, men ikke desto mindre traf Erwin den aften hende, der skulle blive hans store kærlighed: Anne.
Et godt liv
– Hun var så dejlig og interesserede sig for mange ting. Vi snakkede og snakkede hele aftenen. Hun fotograferede, hun kunne tale både tysk og engelsk og lidt fransk og drømte om at rejse ud i verden. Jeg syntes, hun var spændende. Hun inviterede mig til at besøge hende næste dag hjemme hos sig selv, og jeg sagde med glæde ja tak. Det viste sig så, at hendes forældre også var der. Det havde jeg ikke regnet med, men det gik jo også, husker Erwin.
Det unge par havde fart på. Anne havde arbejdet i huset i Schweiz. Hun havde drømme og mange talenter, hun fotograferede og malede. I Erwins øjne var hun en pige, der kunne alt, så Erwin var totalt blød om hjertet af forelskelse, for magen til dejlig pige havde han aldrig mødt før. Sammen ville de det hele: Rejser, børn og hus, job og en fremtid, og de arbejdede for at få det. To børn fik de, og ægteskabet, der var begyndt med en billig bryllupsrejse til Langelinie, endte med hus i Rødovre.
Det var en tid, hvor velstanden i Danmark voksede, og det gjorde den også for maskinarbejderen og hans kone. Både Anne og Erwin fik arbejde i kommunen, og især Erwin blev grebet af den ny tids teknik: Videoen.
Anne blev syg
– Både Anne og jeg har fotograferet meget, og så kom video til, som jeg har arbejdet med i rigtig mange år. Jeg elskede at lave film og billeder, og takket være Videoklubben her i byen fik jeg mulighed for at være statist i "Bryggeren" og deltage i en reklamefilm for Tuborg. De senere år rejste vi med seniorhøjskolen over hele verden. Sjovt nok har vi været i både Australien og New Zealand, men aldrig på Anholt. Vi har oplevet så meget sammen, siger Erwin.
Det var, som om de to altid kunne finde på noget at snakke om. Erwin holdt aldrig op med at respektere og beundre sin kone, for i hans øjne kunne hun alting. Indtil en dag, da der var noget, der var anderledes med Anne.
– For to år siden var vi på en tur til Tyskland for at besøge familie og venner. Det var frygtelig varmt, og det kneb pludselig for Anne med at gå. Hun havde det dårligt, så vi tog hjem igen og gik til lægen. Først mente lægen, at hun måske havde fået vand i hovedet, men så blev vi sendt videre til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.
– Anne blev undersøgt, og det viste sig, hun havde både vaskulær demens og Alzheimers. Det var svært at give hende den rigtige diagnose, for når hun blev spurgt om forskellige ting, var hun jo kvik nok, fortæller Erwin.
Læs også om Gitte der fandt kærligheden
Indtil denne dag havde Anne og Erwin altid været sammen. De var blevet gamle sammen, og måske havde de ikke lagt mærke til de mange små ændringer, der var sket undervejs, for inde i Erwins hjerte var Anne stadig den unge smukke kvinde, han lærte at kende for mange år siden.
Men nu var virkeligheden, at Anne ikke længere kunne bo i deres fælles hjem. Fordi Erwin er en praktisk mand, der altid har været vant til at vise sin kærlighed ved at ordne alt det praktiske, fandt han også det bedste sted til Anne. Hun flyttede ind på Dorthe Mariehjemmet i december samme år. Herfra kunne hun se over til det rækkehus, hvor de havde boet, da de var unge for mange år siden, så hun følte sig tryg.
Erwin er ikke en mand, der gør noget halvt, så han meldte sig ind i pårørenderådet, så han kunne være med til at lave aktiviteter for Anne og de andre beboere. Han hængte hendes egne malerier op i hendes værelse, så hun altid havde noget smukt at se på. Han stillede en sovesofa op ved siden af hendes seng, så han somme tider kunne overnatte hos Anne.
Han kom på besøg hver dag. Nogle gange havde han kage med, for selv om beboerne fik kage hver søndag, kunne det også være rigtig godt med en kage om mandagen, syntes han. Hans kone skulle og skal stadig ikke mangle noget. Lidt efter lidt blev den nye virkelighed til en hverdag, der var til at holde ud for dem begge.
Læs også om en anden kærlighed
– Anne er kvik nok. Hun husker bare ikke så godt, siger Erwin. Derfor var det også ham, der arrangerede hele diamantbryllupsfesten i alle detaljer. Den blev bare ikke til noget. Godt nok fik Anne et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen, og godt nok havde Erwin skrevet et brev til hende og talt med hende i telefon på dagen, men ...
– Det er jo ikke det samme, siger han.
Alligevel beklager Erwin sig ikke. Han er 85 år og nægter at være ked af det eller bekymret.
– Når alt dette her (covid-19, red.) er overstået, skal vi holde fest, siger han.
Indtil da må han nøjes med at smile til sin kone, inden han går hjem til sit hus.
Lige nu bor sønnen og hans familie hjemme hos Erwin, indtil de kan flytte ind i deres nye hus. Han er ikke ensom. Familien er der, men det havde nu været bedre, hvis Anne havde været der også.
