Måske er Inga Stamphøj den eneste kvinde, der ikke bliver sur over at blive sammenlignet med et får? Ikke fordi hun er ulden eller har fire ben, men alligevel …
Inga elsker får, fordi de er nyttige, nøjsomme og hårdføre dyr – og de egenskaber har Inga også.
Dyrenes Beskyttelse har lige kåret Årets Dyreven 2019, og det blev Inga. Hun er dyrlæge i nærheden af Sakskøbing på Lolland og kendt i hele landsdelen, fordi hun aldrig siger nej til at hjælpe et dyr i nød. Hun arbejder tæt sammen med de frivillige i Dyrenes Beskyttelse, så det sker tit, at en tilskadekommen hund eller kat er blevet bragt til Inga efter lukketid, eller at hun må rykke ud sent om aftenen, hvis en landmand ringer og har akut brug for en dyrlæge.
Hun har hentet et får midt om natten og lavet kejsersnit på det, mens hendes datter holdt lampen. Hun har prøvet alt det, en dyrlæge kan komme ud for, og der er ikke meget, der kan ryste hende.
Det lyder som hårdt arbejde, men Inga opfatter det ikke sådan. For hende er det en måde at leve sit liv på, som hun altid har drømt om. Det handler om, at Inga holder af dyrene, måske lige så meget som af menneskene, og så arbejder hun igennem, når der er brug for hende. Derfor er det faktisk ikke så overraskende, at hun blev valgt som Årets Dyreven.
Glade kunder
Inga er et menneske, der gerne vil være til nytte, og det er hun også i samfundet omkring sig, for det vrimler med hunde og katte og andre selskabsdyr, der kommer med deres ejere om dagen, når konsultationen er åben. Landbrugsdyrene og fårene får derimod hjemmebesøg.
Sussie kommer med to små pomeranian-hvalpe, der skal tjekkes og indskrives i stambøgerne, så de kan fortsætte videre ud i verden.
Læs også: Puks svar til en dyreven
Næste er Sille, en godmodig labrador, der selv springer ud af bilen ude på gårdspladsen og stormer ind i konsultationen. Ikke noget med dyrlægeskræk her, selv om den endda skal have efterset ørerne.
Inga er heller ikke specielt krævende, bare det hele løber rundt, og så har årene vist, at hun kan klare temmelig meget. Hun er 62 år, og med egne ord er det eneste, hun behøver, faktisk en dyrlægekone. Sådan en som dyrlægen havde i gamle dage, hvor konen passede telefonen, lavede kaffen og holdt de vrangvillige dyr og altid kunne servere en god varm aftensmad. Alt det står Inga for selv – eller næsten selv.
Hendes to børn er ved at flytte hjemmefra, men mens de var yngre, har de begge været med til at holde lampen, når et får skulle have kejsersnit, eller en hund skulle have hvalpe, eller de har passet telefonen, når mor var undervejs.
Inga vil nemlig gerne være noget så umoderne som en gammeldags dyrlæge på landet. Sådan som hun husker det fra sin egen barndom.
Ville noget med dyr
– Jeg kommer fra Vestjylland, hvor mine forældre havde et lille landbrug ved Lemvig. Min far havde både køer, grise og høns, og jeg elskede dyrene. Min mor kom fra fattige kår, og vi børn blev opmuntret til at få al den uddannelse, vi bare kunne ønske os. Jeg vidste fra en tidlig alder, at jeg ville være dyrlæge, så jeg fortsatte den lige vej fra Vestjylland til Landbohøjskolen i København og tog speciale i får.
– Jeg har altid været særlig glad for får: Det er sådan et lille kompakt dyr, der har det hele: Masser af uld, godt kød og mælk. Et lille nøjsomt dyr, der har det hele og kan det hele, siger Inga.
– Jeg kunne jo også godt se, at jeg ikke har størrelsen til at tumle tungt kvæg, og der var alt for mange, der ville specialisere sig i heste, så jeg valgte altså får og geder. Heldigvis, for det har jeg aldrig fortrudt.
Efter uddannelsen i København tog Inga tilbage og arbejdede med kvæg i Hjørring en tid. Hun flyttede til Lolland, hvor hun har arbejdet i praksis med andre dyrlæger i mange år, indtil hun for syv år siden besluttede at blive sin egen herre.
Lever drømmen ud
– Jeg var 55 år, og hvis jeg skulle leve min drøm ud om at være selvstændig og især arbejde med får, som jeg gerne ville, så var det nu. Jeg fik bygget det gamle hønsehus i haven om til en praksis, og så blev jeg selvstændig. Der er kun mig til at tage sig af det hele, og fordi jeg også bor her, så ved kunderne godt, at de bare skal komme, hvis der er noget.
Hunde, katte, papegøjer, alle sammen er de velkomne hos Inga, men allergladest er hun for får.
Det er nok heller ikke tilfældigt, at hun i flere år var gift med fåreavler og fårehyrde David Wootton, men nu er hun altså alene – så alene som man nu kan være, når man bruger rigtig mange af døgnets timer sammen med netop: Får.
– Jeg arbejder med får, jeg læser om får, jeg behandler får, så jeg har fået det, ligesom jeg ville have det. Jeg har lavet en klub, der hedder "Dyrlægen og Fåreavleren". Det er en side på Facebook, hvor jeg tilbyder foredrag og kurser til fåreavlere, så de kan lære, hvordan man skal behandle de forskellige fåresygdomme. Det kan folk lige så godt lære at klare selv, jeg er 62 år, og når jeg holder op engang, så er der ikke ret mange andre dyrlæger, der gider specialisere sig i får, så det gælder om at kunne klare sig selv.
Velfærd for alle dyr
Derfor er Inga som regel klædt i gummistøvler og vindtæt tøj, mens hun vandrer rundt i stalde og på marker.
Hvis hun har en formue, bliver den ikke brugt på smart tøj – måske snarere på huset eller noget med dyrene.
Hun er helt godt tilfreds med livet, netop fordi hun ser en mening med sit arbejde. Det hele handler om dyrevelfærd, også når det handler om de dyr, vi spiser.
Dyrlægen kan se mild og venlig ud, men hun har ikke uld i munden, når hun siger sin mening: Vi sender grise af sted til samlestalde og til slagterier, og det skal vi gøre under ordnede forhold, så grisene har en værdig transport.
– Svinetransporter er noget, alle mennesker har en holdning til, men det er ikke alle, der kender nok til landbruget. Der findes svineeksportører, der sender grisene af sted under ordnede forhold, og dem ville jeg gerne give en pris til, for det er også dyrevelfærd, siger Inga.
