Jeg forelskede mig i min søsters kommende mand

Min søster, Stine, og jeg har altid været tæt forbundne, selv om vi er forskellige. Vi delte barndommens hemmeligheder, teenageårenes sene samtaler og den slags betingelsesløs loyalitet, man tror, vil vare for evigt. Men noget ændrede sig, da jeg flyttede til udlandet i forbindelse med mit arbejde, imens min søster blev i Danmark og forfulgte en flot, juridisk karriere.

Vi talte stadig sammen, men sjældnere, og når vi gjorde, var der flere akavede pauser, hvor vi ikke rigtigt kunne finde hinanden, selv om vi greb ud efter humor og fælles minder.

Den kloge søster

Da jeg vendte hjem til Danmark med halen mellem benene, fordi firmaet, jeg arbejdede for, var gået konkurs, føltes alting både genkendeligt og fremmed. Jeg gik de gamle gader tynde, men følte mig som en gæst i mit eget liv. Jeg havde ikke selv valgt at vende hjem, men var blevet afskediget med dags varsel.

Samtidig var mit hjerte knust, efter jeg havde opdaget, at min kæreste gennem to år havde haft mindst tre affærer undervejs. På den måde var valget om at rejse tilbage til Danmark blevet truffet på mine vegne og meget mod min vilje.

Anderledes så det ud for Stine, som havde fuld gang i karrieren som advokat med spændende straffesager. Hun har altid været den kloge af os, tror jeg, men der er jo som bekendt ikke retfærdighed til i den her verden, så min søster er ikke alene klog og stræbsom, hun er også smuk, sød og sjov.

Og nu skulle hun giftes med Nino, som var italiener, og som boede i Danmark i forbindelse med sit arbejde.

Et stik af misundelse

Første gang, jeg mødte ham, var på FaceTime. Nino og Stine sad i sofaen i min søsters lejlighed, og han lænede sig ind foran Stine og lo med en stemme, der var både dyb og blød. Selv sad jeg i min lejede lejlighed, der var sparsomt møbleret med en andens møbler, og med en kæreste, som jeg frygtede, ikke var min 100 procent. Det var første gang, jeg mærkede et stik af misundelse.

Senere mødte jeg Nino i virkeligheden. Han var højere, end jeg havde forestillet mig, mere afslappet og mere levende. Han var den slags menneske, der virkelig fik én til at føle sig set, når man havde en samtale med ham, og hans nærværende, brune øjne hvilede på en.

Og jeg havde pludselig mange samtaler med ham, for Stine ønskede min hjælp til bryllupsplanlægningen. Jeg er den æstetiske af os, så alt det med blomster og bordopdækning faldt mig meget naturligt, og jeg havde jo alligevel ikke andet at foretage mig end at søge jobs og have ondt af mig selv, så jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe dem.

Følelsen i maven

Også Stines polterabend blev jeg ansvarlig for, og sammen med min søsters veninder vurderede jeg, at det var vigtigt, Nino blev involveret, ikke mindst i forhold til datoen. Derfor inviterede jeg Nino forbi til en kop kaffe og en snak om, hvad vi havde i støbeskeen.

Han kom forbi min lejlighed, bladrede i min pladesamling, spurgte ind til mine malerier, komplimenterede mine farvevalg, trak bøger ud af reolen og tilkendegav sin mening om de af dem, han havde læst.

Han roste min kaffe, hvilket jo ikke var så lidt, når det kom fra en italiener, lo af mine halvdårlige vittigheder og havde masser af gode idéer til polterabenden.

Og det var dér, det begyndte. Den fornemmelse i min mave, jeg ikke havde mærket længe.

Nærværende og charmerende

Jeg begyndte at lytte efter hans stemme, når jeg besøgte min søster, og det gjorde jeg ofte i disse måneder, hvor den hektiske og omfattende bryllupsplanlægning stod på.

Jeg lagde mærke til, hvordan han sagde mit navn, hvordan han lænede sig frem, når jeg talte, hvordan han lo med hele kroppen, og hvordan han virkede så anderledes end alle andre, der nu var en del af mit liv.

Mere fri, mere nærværende, mere charmerende. Og så havde han jo den der vidunderlige internationale kant, som jeg savnede så meget, efter jeg var flyttet hjem til Danmark igen.

Men åh, hvor jeg skammede mig. Jeg vidste jo godt, det var forkert, så utrolig forkert.

Jeg forsøgte at tage afstand. Jeg gik tidligt hjem fra min søster, når vi havde holdt planlægningsmøder. Jeg spurgte, om vi ikke skulle mødes ude i byen og håbede, at jeg på den måde kunne undgå at se Nino.

Men enten havde hun for travlt til at mødes andre steder end hjemme, eller også tog hun ham med. Så de forholdsregler, jeg forsøgte at tage, hjalp ikke.

Jeg vågnede om natten og tænkte på ham. Jeg blev tavs. Svarede undvigende, skrev sjældnere til Stine. Jeg blev også hyper selvbevidst. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at hænge ved Ninos læber og for ikke at le for meget af hans vittigheder.

Fristet af flugt

Stine lagde mærke til det. Selvfølgelig gjorde hun det.

– Er alt okay? spurgte hun en dag.

Jeg smilede, mens mine tanker galoperede. Havde jeg afsløret mig selv? Var jeg gennemskuet?

– Bare lidt meget i hovedet, sagde jeg.

Hun pressede ikke på, men jeg kunne mærke, at hun vidste, jeg ikke fortalte hele sandheden. Jeg kunne se det på den bekymrede rynke i hendes pande, og jeg fik dårlig samvittighed over, at hun udviste omsorg for mig, når jeg i virkeligheden gik med forbudte tanker om ham, hun skulle giftes med.

Brylluppet nærmede sig, og jeg overvejede at tage væk inden. Jeg sagde til mig selv, at det primært handlede om mit arbejde. Der var jo bedre muligheder i udlandet, og jeg kunne jo ikke blive ved med bare at sidde her og lave ingenting. Men i virkeligheden ville jeg flygte.

Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det.

Jeg skrev min tale, som blev både rørende og sjov. Jeg købte en kjole, som jeg vidste, hun ville elske, men jeg gjorde mig umage for ikke at udstråle nogen som helst form for invitation eller indladenhed, som ville gøre mig alt for selvbevidst.

Er du okay?

Så kom dagen. En varm junilørdag, hvor blomster, musik og kærlighed fyldte det smukke slot, hvor festen skulle stå. Jeg både smilede og krammede dagen igennem.

Under min tale græd Stine af overvældelse, og lige der følte jeg kærligheden mellem os vibrere i luften. Men jeg nævnte næsten ikke Nino i talen. Jeg kunne ikke.

Efter vielsen gik jeg en tur alene under træerne i slotsparken. En bæk rislede forbi en skyggefuld bænk under et træ, hvor jeg satte mig. Jeg græd lidt. Ikke af sorg, men af overvældelse, skam, lettelse og kærlighed. Livet er så vildt nogle gange.

Og dér, ved bækken, fandt Nino mig.

– Er du okay? spurgte han.

Jeg nikkede. – Det er bare … smukt. Og lidt meget.

Et øjeblik lagde han sin hånd på min, men sagde ingenting. Og så gik han tilbage. Som han skulle.

Min perfekte søster

Ugen efter tog jeg imod et job i Australien. En tidligere kollega havde nævnt muligheden for at være med på et stort projekt under ledelse af en internationalt anerkendt projektleder, og jeg glædede mig. Jeg måtte væk fra Danmark og have min søster og Nino på afstand.

Og afstanden hjalp. Jeg savnede ikke Nino så meget, som jeg troede, jeg ville. Faktisk slet ikke. Men jeg savnede Stine.

Jeg tænkte meget over, hvad det skyldtes, at al min interesse for Nino nu så let var kølnet. Det gik op for mig, at han havde været et symbol på noget, jeg følte, jeg manglede: Kærlighed, lyst, retning, en smule eventyr …

I en boghandel i Sydney købte jeg en dagbog. Her skrev jeg om at føle sig forkert og om at være jaloux på min kloge, perfekte søster, der virkede så lykkelig.

Jeg så det tydeligere med tiden: At det aldrig virkelig var Nino, jeg længtes efter. Det var derimod det, han repræsenterede. At høre til og at være nogens førstevalg. Jeg havde målt mig selv op imod Stine i årevis. Min kloge søster, som havde sådan en flot karriere, held i kærlighed, søde veninder, et fedt hus, masser af latter og kærlighed.

Men min søster og jeg er ikke ens. Der er meget, der binder os sammen, men vi skal ikke leve det samme liv, og vi har ikke de samme evner, interesser eller kvaliteter.

"Altid plads til dig her"

Nu forstod jeg endelig, hvad det havde handlet om, og jeg var så lettet. Alligevel gik der måneder, før jeg turde skrive til min søster; rigtigt skrive og ikke blot udveksle hjerter eller smileys.

”Jeg savner dig. Jeg har haft trukket mig lidt væk, men det havde ikke noget med dig at gøre. Det var mig. Der var noget, jeg skulle finde ud af. Jeg elsker dig.”

Hun svarede ikke med det samme, men da hun gjorde, sendte hun et billede af et glas vin på terrassen.

”Kom snart hjem på besøg. Der er altid plads til dig her.”

I lang tid skammede jeg mig over mine følelser for Nino, men det gør jeg ikke længere. Jeg har aldrig ønsket, at han skulle blive min, ligesom jeg heller aldrig har ønsket Stine noget ondt. Jeg under hende al den kærlighed, hun og Nino har for hinanden, og jeg glæder mig til selv en dag at opleve kærlighed som deres.