Forelskede Martin: Det var bare for hårdt at tage afsked

Deres første møde var kort og ordløst. Men det fik stor betydning for dem begge. 32-årige Lizzy Panitz fortæller:

– I 2015 var jeg på vej ind for at besøge en veninde på et hostel i min hjemby, Lima, i Peru. Da jeg stod i døråbningen, så jeg Martin bevæge sig hen mod indgangen, og jeg blev stående og holdt døren for ham, så han slap for at skulle mase sig ind.

Læs også: Kærlighed kender ingen grænser

Det første kys

For Martin Juel Iversen, der i dag er 29 år, var Peru det sidste stop på en syv måneder lang jordomrejse med 26 mellemlandinger. Og hans primære formål med at besøge landet var at se inkabyen Machu Picchu, der ligger et helt døgns busrejse fra millionbyen Lima.

– To dage senere mødte jeg Lizzy i lobbyen. Hun hjalp mig med at finde busbilletter, og jeg inviterede hende i biografen samme aften. Efter filmen var vi ude at spise. Og da vi derefter gik ud på hovedgaden for at få en taxa, kyssede vi hinanden for første gang, fortæller Martin.

Om mandagen skulle den unge dansker af sted med bussen, men han lod bus være bus og valgte at blive i Lima i selskab med Lizzy. Det samme gentog sig de følgende mandage.

– I løbet af min lange rejse havde jeg bevidst undgået at knytte mig for tæt til nogen. Alligevel oplevede jeg, at det kunne være hårdt at tage afsked – selv med folk, jeg ikke havde kysset. Nu udartede tingene sig sådan, at mit ophold i Lima kom til at vare i to måneder.

Lizzy skulle følge efter

I den periode boede parret på diverse vandrerhjem i Lima, og Martin blev med vilje ikke præsenteret for Lizzys familie. Forholdet var trods alt helt nyt. Og den akavede stemning, der let kunne opstå i den katolske familie, hvis det ikke holdt mellem dem, ville de gerne undgå.

Ved Martins afrejse til Danmark havde de til gengæld en plan: En måned efter skulle Lizzy følge efter med et turistvisum i tasken.

– Da jeg havde været i Danmark i en måned, blev Martin og jeg gift. Det var en dejlig sommer, smiler Lizzy.

Læs også: Kærlighed på plejehjemmet

"Mojn"

Martin havde tilmed i forvejen gjort sig nogle tanker og lagt en plan for, hvordan kvinden i hans liv kunne få den bedst mulige start på sit nye liv i Danmark.

– Hun var jo vant til at have sin familie tæt på. Så til at begynde med flyttede vi til Agerskov i Sønderjylland, hvor jeg stammer fra, og hvor mine forældre bor. Efter fire måneder rykkede vi til Kolding, hvor Lizzy begyndte på sprogskole. Vi betalte selv for undervisningen, da hun ville i gang med at lære dansk med det samme. Noget havde hun dog allerede taget til sig i Agerskov: Da hun første gang mødte op på sprogskolen, hilste hun med et frejdigt ”mojn”, griner Martin.

Selvstændig af natur

Syv måneder senere flyttede parret til Aarhus, hvor udbuddet af internationale job er stort, og hvor Lizzy forventede, at hendes uddannelse i International Business kunne komme hende til gavn. Hun fik da også hurtigt job, men pudsigt nok i Agerskov!

– Jeg begyndte at pendle mellem Aarhus og Agerskov. Jeg havde ingen bil, men med samkørsel via GoMore kørte jeg til og fra Haderslev, hvor en kollega samlede mig op og tog mig med resten af vejen. Af og til boede jeg hos Martins forældre i tre-fire dage ad gangen og lærte på den måde en masse dansk, siger hun.

Alt imens åbnede Martin, som altid har været entreprenant og arbejdsom, to butikker med sko af mærket Skechers i Aarhus.

– Jeg er butiksuddannet i Kolding. Men allerede mens jeg gik på handelshøjskolen, arbejdede jeg så meget, at mit karaktergennemsnit røg i bund, og jeg var tæt på ikke at bestå mit tredje år. Som færdiguddannet fik jeg ansvar for en Nike-butik, hvor jeg arbejdede i et år, inden jeg tog på min jordomrejse.

Læs også: Mine forældre har lært mig at tage chancer

Ikke den rette hylde

I slutningen af 2016 solgte han dog sin andel af de førnævnte skobutikker, og i året, der fulgte, prøvede han forskellige brancher og virksomheder af.

– Men jeg fandt ikke min rette hylde. Jeg har en selvstændig erhvervsdrivende inde i mig og holder mest af selv at stå med ansvaret for, om noget bliver en succes eller en fiasko.

I hans hoved formede der sig snart en idé, som i hans egne øjne var oplagt. Nemlig at åbne et peruviansk spisested. Lizzy var dog ikke specielt begejstret for idéen.

– Alle i min familie er kokkeuddannede, og de driver to restauranter i Lima. Jeg ved, hvor meget arbejde det kræver, og jeg rådede faktisk Martin til at finde på noget andet. Samtidig gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville være en del af projektet, siger hun.

Café Lima

Martin faldt imidlertid over et lejemål i Latinerkvarteret i Aarhus, som efter hans egen mening kunne danne ramme om et ikke alt for stort sted. Det første, han så for sit indre blik, var faktisk en romantisk kaffebar. Men da der også skulle tjenes en vis sum penge, kom der hurtigt flere dimensioner på:

– Jeg fandt en peruviansk kok og fik skruet en menu sammen. Da vi for to år siden slog dørene op for Café Lima, var det med en stab på fire fuldtidsansatte og syv studerende. De første fire måneder arbejdede jeg 100 timer om ugen. Lizzys forudsigelser havde med andre ord ikke været helt forkerte, siger Martin.

Læs også: På franske frierfødder

Empanadas hitter

I den tidligste version af Café Lima kunne kunderne ikke blot købe kaffe og små, varme retter, men tillige peruviansk kunsthåndværk og keramik.

– Min tanke var på det tidspunkt, at vi hvert år kunne tage seks ugers ferie i Peru med besøg hos Lizzys familie og kombinere det med møder med samarbejdspartnere og indkøb af øl, sodavand, tekstiler og alt, hvad vi ellers forestillede os at ville sælge. Men over en periode fik vi luget ud i idéerne og justeret dem i forhold til, hvad kunderne efterspurgte, fortæller Martin.

I den proces viste det sig, at det ubetinget største hit på madfronten var empanadas. Det er en slags pirogger med fyld af eksempelvis kød, grøntsager og ost, og når caféens gæster i dag stiller sulten, er det hovedsageligt empanadas, de nyder. Der er ni forskellige slags på menukortet.

– I dag bliver de dog ikke lavet i Aarhus, men i min produktionsvirksomhed i Skanderborg, Lima Empanados. Så skal de bare en tur i ovnen inde i caféen, som så at sige er en af produktionskøkkenets faste kunder. Jeg er sikker på, at vores empanadas kan blive en lige så stor succes på masser af andre caféer landet over og ikke mindst på festivalerne, når coronakrisen er overstået, og der igen kommer gang i musiklivet i Danmark.

Ikke den sidste forretningsidé

Rent fysisk arbejder Martin i caféen hver anden dag. Og vi har næppe set den sidste kreative forretningsidé fra hans hånd.

– Min store svaghed er, at hvor godt det end går med mine forretninger, bliver det før eller siden hverdag, og så er jeg allerede i gang med udvikle på tingene eller skabe noget helt nyt. Vores rejser til Peru tjener i dag mest som inspiration og fører indimellem til, at vi får en ny cocktail eller en ny type saftevand på programmet eller spiller ny, peruviansk musik i højttalerne.

Læs også: 90-årig krigsveteran mindes om sin store kærlighed

Taknemmelighed

Lizzy er i dag ansat i firmaet Bloomingville i Ikast, som gør det i nordisk design og interiør.

– Jeg er salgskoordinator for Spanien og Portugal. Og eftersom spansk er mit modersmål, og jeg kan læse portugisisk og italiensk, kan det ikke passe mig bedre, erklærer hun.

I det hele taget er hun faldet godt til i sit nye hjemland:

– Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke kan huske, jeg har haft en dårlig oplevelse i Danmark. Tværtimod har folk været venlige, smilende og altid klar til at hjælpe. Som jeg skrev for nylig på Facebook efter at have boet her i fem år: Det ord, der bedst beskriver mine følelser, er taknemmelighed, siger Lizzy Panitz.

Læs også: Kærlighed på tværs