Da Maigen Rolandsen i november måned 2015 fandt en knude i sit bryst og efterfølgende fik konstateret brystkræft, gik hendes liv nærmest i stå.
– Jeg blev heldigvis hurtigt opereret, men det viste sig, at kræften havde spredt sig til lymferne, fortæller den 41-årige bogholder, der måtte igennem tre operationer og et halvt års kemo- og strålebehandling, før hun kunne erklæres rask.
- Jeg følte mig fuldstændig paralyseret, og oven i det hele lignede jeg jo noget, der var løgn, fortæller Maigen, der fik hjælp fra en uventet kant til at begynde vejen op til livet igen.
Mister alt håret
Både Maigen, hendes kæreste og to teenagebørn led under, at hendes udseende var en konstant påmindelse om den alvorlige sygdom.
– Det værste er naturligvis selve sygdommen, men det gør altså det hele meget værre, når du som kvinde mister alt hår på kroppen. Man har jo hverken hår på hovedet, øjenbryn eller øjenvipper, så man mister fuldstændig sit normale udtryk.
En aften ringede en veninde til Maigen, fordi hun havde et forslag.
– Hun havde fundet Anita på nettet og syntes, at jeg skulle give det et forsøg. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se så syg ud længere, så jeg ringede, og Anita sagde med det samme, at jeg bare skulle kigge forbi.
Gratis behandling
Anita Granås har de sidste atten år haft skønhedsklinik, knap ti af dem i Køge og ved noget om, hvor nedslået man kan føle sig, når man er midt i et behandlingsforløb for brystkræft.
– Siden jeg startede mit tilbud om gratis behandling af kvinder med brystkræft, har der været utallige kvinder igennem min klinik, fortæller Anita, der nyder, at alle fredage næsten er sprudlende af både latter og tårer.
– Alle de kvinder, der kommer her, har jo en historie, og vi deler det hele. Ofte sidder et par kvinder og venter på at komme til, og så går snakken jo.
Fælles forståelse
Det har Maigen ofte oplevet.
– Det er så skønt, fordi vi alle har en fællesskabsfølelse og en forståelse for hinanden. Man behøver ikke forklare så meget, fordi alle ved… Og at opleve de andres glædestårer, når de ser sig selv i spejlet og genkender den person, de var før sygdommen, er så skønt.
Når Maigen tænker tilbage på den dag, hun lod sine lange lokker falde, bliver hun endnu mere taknemlig for at have lært Anita at kende.
– Det var 2. januar sidste år, hvor jeg låste mig inde på badeværelset, tog saksen og kronragede mig selv. Det var nok noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg var meget ked af det, da jeg så mit store, fine hår ligge spredt ud over hele gulvet. Man bliver lidt død indeni og møder verden på en anden måde.
Gav mig lyst til livet
Anita har givet Maigen troen tilbage på, at selv om man er syg og ser syg ud, kan man godt få gnisten tilbage i øjnene.
– Hun har fået mig til at føle mig kvindelig igen, da jeg var allerlængst nede i mit liv, og hun gav mig mod og lyst til igen at gå ud i verden og leve livet!
