Jeg kan slet ikke få jul nok

Det er ingen skam at være vild med julen! Det er vi rigtig mange, der er, og flere af os flipper lidt ud i december, giver den gas med æbleskiver, gløgg, julekalendere og ikke mindst julepynt i alle stuer. Men der er én mand, der slår os alle sammen, og han bor i Køge.

Matti Jacobsen fik julen ind med modermælken og er vokset op med meget juleri.

– Det var min mor, der stod for julen dengang, og hun gik totalt amok hver eneste december, fortæller den 51-årige pensionerede tagdækker, der holdt lige så meget af julen som hans mor.

– Hun havde simpelthen så meget julepynt, og der skulle stilles nisser og hænges kugler og stads overalt i mit barndomshjem.

Arvede det hele

Men for Matti var det ikke spor for meget.

– Nej, jeg elskede det, og skønt min mor fik kræft og levede med den sygdom i 10 år, slækkede hun aldrig på julepynteriet. Da hun døde i 1990, var min far helt ligeglad med pynten, og min søster var så splittet og sørgede så meget over min mors død, at hun heller ikke kunne koncentrere sig om julepynt.

Læs også om Judith Lund, der hvert år pynter op med 28 kasser julepynt

Men Matti ville rigtig gerne arve hele molevitten.

– Da jeg selv stiftede familie og fik to børn, fortsatte jeg traditionen med at pynte meget op i december, og mine to piger nød det næsten lige så meget som jeg.

Kan jeg leve med det?

I løbet af årene har Matti konstant udvidet nisse-bestanden.

– Jamen også krybbespil og engle finder da vej til huset her. Med hensyn til nisserne er min eneste betingelse, at de skal have et pænt ansigt. Jeg vil ikke have grimme nisser – de skal se søde og venlige ud. Det betyder også, at blandt andet troldenisser er bandlyst.

Da Matti efter sin skilsmisse flyttede ind til sin nuværende kone, Karen, og hendes ene datter, fik både mor og datter et chok, da december nærmede sig.

– De to havde jo aldrig oplevet, hvordan jeg synes, december skal fejres. Jeg går altid i gang en uge før december, og det tager mig en hel dag at pynte op indendørs. Men jeg var da lidt spændt på, hvad Karen ville sige.

Pynten fulgte med

Og Karen indrømmer, at hun blev chokeret.

– Da jeg så alt det julepynt – og som I kan se, er det utrolig meget – da måtte jeg spørge mig selv, om jeg nu var sikker på, at jeg kunne leve med det, fortæller den 60-årige førtidspensionist, der dog indså, at det var hun nødt til. For Matti var ubøjelig.

– Der var ikke så meget at snakke om. Ville jeg have ham, fulgte julepynten med, så jeg måtte jo bare acceptere, at vi fra nu af hver december måned skulle dele vores hus med hundredvis af nisser.

Karen er faktisk med tiden blevet så glad for alle de røde ”venner”, at hun slet ikke kan undvære dem.