Jeg lever for vores stjernestunder

Ansøgningen er udfyldt. Ordene er valgt med omhu, og Lena Halling har sat sin underskrift nederst på papiret. Det er den sværeste ansøgning, hun nogen sinde har udfyldt, for hun har aldrig forestillet sig, at hun ville skrive under på, at hendes mand gennem 33 år, Leif, skulle anbringes på et plejehjem.

De to har været venner, så kærester og til sidst ægtepar, siden de mødtes på en fodboldbane i Rødovre i 1978. Hver især var de enlige forældre, og hver især havde de tre børn, der alle elskede fodbold. Leif var træner og fodbolddommer, og Lena leverede børn til fodboldtræningen og brugte sin sparsomme fritid på at støtte op om spillerne i Rødovre. Og de blev kærester, for det kunne de lige så godt, når de alligevel altid var sammen på fodboldbanen. Børnene syntes, det var okay. Det ved Lena, for Leif spurgte dem. Sådan var Leif: En mand, der sagde tingene ligeud, og en mand, der elskede børn, også når de var teenagere og kunne være besværlige. Og så blev de én stor familie.

Det var gode år. Leif var maler og elskede sit arbejde. De havde hus i Rødovre med plads til alle børnene. Også til alle Lenas små børn. Hun var dagplejer og elskede også alle de børn.

Planen var, at Lene skulle gå på efterløn, men først var der jubilæet. Lene havde arbejdet som dagplejer i 40 år og glædede sig til jubilæet 30. juni 2015.

Læs også Puks svar til en fortvivlet datter

Men 20. juni 2015 fandt Lena sin mand liggende bevidstløs på gulvet, og hun vidste med det samme, at fra nu af blev intet som før.

– Leif blev indlagt på sygehuset i Glostrup. Han havde fået en stor hjerneblødning, og samme aften blev han overført til Rigshospitalet, hvor han straks blev opereret. Derefter kom han på intensiv i respirator, så blev han opereret igen og sendt til Herlev Hospital, og han sluttede af med fem måneder på et genoptræningscenter her i Rødovre. Han havde fået en meget stor hjerneskade og var meget dårlig. Jeg vidste, at han ikke kunne komme hjem og bo i vores hus, som det var, så det satte jeg til salg, så vi kunne få en handicapvenlig lejlighed.

– Det var dengang, jeg stadig troede og håbede, at han ville blive bedre, fortæller Lena.

Palle alene i verden

Leif Halling blev udskrevet 21. december 2015.

– ”Her har I Leif”, sagde de, da de satte ham af hjemme hos mig i en kørestol med en pose piller i skødet og ikke andet. Da følte jeg mig som Palle alene i verden, for Leif var ikke længere den mand, jeg havde elsket i mange år. Han var nu en helt fremmed mand uden sprog, en mand, der pludselig fik utallige epileptiske anfald, og en mand, der skulle plejes. ”Hvilken størrelse ble bruger Leif?” spurgte hjemmeplejen, da jeg kontaktede dem. ”Det aner jeg da ikke”, svarede jeg, husker Lena.

Siden er der gået næsten seks år, og Lene er nu blevet den fuldendte plejer. Hun får hjælp af hjemmeplejen, for Leif har brug for hjælp til alt. Han er ikke blevet bedre. Faktisk har han fået det meget værre. I fjor fik han to blodpropper og har nu kun 10 procent af sit syn tilbage.

– Hjemmeplejen er god nok. Vi får bare mange forskellige mennesker ind i vores hjem hver dag, og Leif bliver utryg og får lettere epileptiske anfald, når han ikke kender dem, der kommer. Han kan ikke selv fortælle dem, hvad han gerne vil, og hvad han har brug for. Derfor er jeg der altid, siger Lena og tilføjer:

– Jeg synes, ældrepleje også skal handle om værdighed. Hvis vi havde haft en fast stab af hjemmehjælpere, som vi kendte, ville både Leif og jeg være mere trygge, og jeg ville turde forlade ham, mens de var her.

Leif har kun nogle få ord tilbage. De kommer ud af munden i tilfældig rækkefølge. Hjerneskaden betyder, at han ikke længere har styr på ordene, eller hvad de betyder. Ofte ved han heller ikke rigtig, hvem Lena og børnene er. Lena er blevet hans stemme og hende, der holder på det, der er tilbage af hans værdighed. Næste gang bliver Leif 80 år, Lena er kun 71 år. Det var ikke sådan, de havde planlagt alderdommen.

– Vi har heldigvis været på mange rejser sammen, inden han blev syg. Vi ville have solgt vores store hus og købt et lille rækkehus, men nu har vi altså fået en lejlighed, hvor der er plads til Leifs kørestol og de hjælpere, han har brug for.

– Leif kan ikke klare mange mennesker ad gangen, og han sover meget i løbet af dagen. Formiddagene er bedst. Det er på de tidspunkter, jeg somme tider oplever det, jeg kalder vores stjernestunder, siger Lena.

Der er øjeblikke, hvor Leif godt ved, at Lena er den kvinde, han elsker og er gift med. Der er øjeblikke, hvor de kan sidde sammen ved bordet og bare holde hinanden i hånden, inden han bliver for træt. Det er de stjernestunder, Lena nu lever for.

Tid til bare at være Lena

Foruden at være Leifs kone er hun nattevagten, der står op og hjælper Leif, hvis han har brug for at komme på toilettet. Hun er en husmor, der lægger rent sengetøj på hver dag og gør rent, hun sørger for piller, mad og fodmassage. Og hun er Leifs sekretær, der sørger for, at han kommer til lægeundersøgelser, fysioterapi og tandlæge.

Derfor er det sjældent, hun har tid til bare at være Lena. Det kunne hun måske leve med, men hun savner det liv, de havde før. De to har ikke været på en fodboldbane siden 2015. De har heller ikke danset squaredance, som de ellers gik til. De er hjemme. Hver eneste dag. De ser mennesker, men mest dem fra hjemmeplejen, som kommer fire gange om dagen.

Når Leif har det godt, rækker han hånden frem til goddag og bliver lykkelig og smiler, når det er et menneske, han genkender, men det er det ikke altid, for man kan ikke få faste hjemmehjælpere. En gang om ugen kommer en privat besøgsven, Rita, der er 88 år. Hun er hos Leif en times tid, og i den tid er Lena på indkøb, hos lægen eller bare ude i verden i en times frihed.

Læs også om Helle, der piber kraver

– Det værste er, at jeg har mistet min mand. Den Leif, jeg kendte, er her ikke længere. Nu er der et menneske, som ligner ham, men som jeg ikke kan tale med. Indtil sidste sommer troede jeg, han ville blive bedre. At han en dag helt sikkert ville vide, hvem jeg var, og at vi kunne tale sammen igen. Men nu ved jeg, det aldrig kommer til at ske.

– Det næstværste er, at jeg har mistet mit sociale liv. Jeg kan ikke lade Leif være alene hjemme. Vi har prøvet at gå ud sammen, men han bliver bange og utryg. Når vores børn kommer, skal der helst kun være få ad gangen, for Leif tåler ikke uro. Så jeg er virkelig blevet alene, selv om min mand sidder lige ved siden af mig.

– To gange er jeg blevet vred på ham, fordi jeg føler mig så magtesløs. Bagefter skammede jeg mig dybt, for Leif kan jo ikke gøre for det.

– Jeg har tænkt meget over, hvordan Leif og jeg kunne have haft en bedre tid. Hvis vi havde haft en udslusningssamtale med hospitalet, inden Leif blev sendt hjem, havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til. Måske skulle Leif aldrig være kommet hjem igen? Ville det have været bedre for ham at bo på et plejehjem? Som det er nu, lever jeg for de stjernestunder, jeg har med min mand, men dem ville jeg også kunne få, hvis han boede på et plejehjem, og jeg besøgte ham hver dag, siger Lena.

Nu har hun så udfyldt ansøgningen om en plejehjemsplads til Leif. Og efter at have tænkt over det har hun sendt den af sted. Fordi hun elsker sin mand, og fordi hun også har ret til et liv.