Når det regner på præsten ... Så drypper det forhåbentligt ikke på pibekraven, for bliver sådan en våd, kan den ikke bare lige hænges til tørre og tages på igen. Der var engang, hvor enhver husholdningsskole med respekt for sig selv underviste i at pibe præstekraver for det tilfælde, at en af eleverne skulle blive gift med en præst. Men i dag er det forsvindende få, som ligger inde med et pibejern, og som i øvrigt ved, hvordan sådan et skal bruges.
En af de få, der mestrer det gamle håndværk, er Helle Carlsen, som Familie Journal er taget på besøg hos i Kirke Flinterup på Sjælland. En lille landsby, der har taget navn efter sin kirke, hvor Helle for 31 år siden blev gift med sin mand, Henrik, og kort efter ansat som graver.
LÆS OGSÅ: Jorden rundt med strikkepinde: Jeg genfandt mig selv i New Zealand
En hjælpende hånd
Det var til en søndagsgudstjeneste som så mange andre, at hun mødte præstens mor, som havde lært sig at pibe præstekraver, så hendes datter kunne fremstå præsentabel for menigheden.
– Det lyder spændende, hvordan gør du det? spurgte Helle, og den ældre kvinde svarede hende rapt;
– Ja, du kan jo komme ud og lære det!
Og Helle tog hende på ordet. For præstens mor, som allerede på daværende tidspunkt var godt oppe i årene, havde brug for en hjælpende hånd, så Helle overtog gradvist mange af de sysler, som pibningen kræver. Og det er ikke så lidt, skulle vi hilse og sige.
Krævende kraver
For det tager i hvert fald tre timer, fordelt på minimum tre døgn, at gøre en træt og snavset præstekrave ren og fin igen. Arbejdet foregår hjemme i privaten hos Helle og Henrik. Parret bor på en trelænget bondegård, og det er heldigt, at de har god plads, for Helle lægger beslag på både bryggers, køkken, badeværelse og kontor, når hun ordner pibekraver.
Nogle er så gulnede i kanterne, at de ligner gamle, svedne lampeskærme, når de ankommer med posten, men det klares med et døgns iblødsætning, efterfulgt af en tur i kogegryden og endnu en gennemskylning. Det får selv de mest genstridige altervinspletter til at gå af. Så tilbage på komfuret, hvor Helle gnubber kraverne med risstivelse, der er kogt til en hvid grød. Videre ud i brusenichen, hvor kraverne hænges op i et hjemmegjort tørresystem. Der skal de tørre i et døgn, så det er bare ærgerligt, hvis Henrik får lyst til et brusebad – han må nøjes med badekarret. Bagefter pakkes kraverne ind i fugtige stofbleer og hviler i en hel dag, før de endelig er klar til at blive pibet.
LÆS OGSÅ: Katrines LykkeLiga-hold: Her er der plads til alle
Hjemmelavet værktøj
Det lå ellers ikke i kortene, at Helle skulle blive bidt af at pibe kraver. Faktisk har håndarbejde aldrig rigtigt sagt hende noget, fortæller hun nærmest undskyldende. Af samme grund vil hun ikke pibe præstekraver på fuld tid, for hun har også brug for at komme ud blandt mennesker. Til gengæld er hun med egne ord meget nysgerrig, og det bekræftes af Henrik:
– Helle har aldrig været bleg for at udfordre sig selv, siger han med slet skjult stolthed i stemmen.
Og det får hun rig mulighed for som pibedame. I dagens Danmark er det nemlig ikke bare sådan lige at skaffe det værktøj, hun har brug for. Helle har overtaget noget af sit fra andre pibedamer, som har lagt pibejernene permanent på hylden, men meget har hun selv måttet bygge fra bunden.
Rigtige pibejern kan slet ikke købes længere, så Helle bruger en modificeret loddekolbe. Drejebænken er lavet af en bakke fra hendes mors dødsbo, klodset op på korte træben, og tængerne, som hun bruger til at åbne piberne med, er lavet af strikkepinde, der er snittet til, så de ligner pålægsgafler.
– I begyndelsen brugte jeg bare spisepinde, men min søn er tømrer, og han mente, at han kunne gøre det bedre, forklarer Mona om de noget aparte aggregater, hun har fået fremstillet.
LÆS OGSÅ: Gert er på én gang fuldtidsansat, familiefar og pårørende
Kraver fra Canada
Da vi når til selve pibningen, er Helle nødt til at holde blikket stift rettet mod den rene, men meget krøllede, krave foran sig. Pibejernet er glohedt, og hun fører det rutineret ind og ud ad de dråbeformede gange i stoffet. Hele kraven rundt.
– Når man går i gang, skal man sikre sig, at man også kan nå at blive færdig, ellers bliver den jo ujævn, påpeger Helle uden at se op.
Det er tydeligt, at hun kender hver en fold og fure i det florlette stof, og hun ved, at hun skal være vaks på fingrene. Tøver hun for længe, er der risiko for at svide kraven, og så kan hun starte hele processen forfra. Hver krave skal have to omgange med pibejernet, hvis ikke flere, og så tørre igen til næste dag, før de kan pakkes nænsomt ind i silkepapir og sendes retur til ejermanden.
Fire tykke ringbind på hylden ovenover vidner om, at Helles talent og grundighed er efterspurgt. Præster fra hele landet, Grønland og sømandskirker i Canada og Hamborg sender deres kraver til hende.
LÆS OGSÅ: Kvinderne fra Thy kan selv
Med sine 58 år trækker hun aldersgennemsnittet for landets pibedamer væsentligt ned. Præcist hvor mange kolleger hun har, er ikke til at sige, men de lader til at have en usædvanligt høj pensionsalder, og der bliver kun færre af dem. Helle kender ikke selv til andre på Sjælland, og det gør heller ikke de præster, som vi har talt med. Et kig i præsternes månedsblad, hvor Helle annoncerer, afslører tre mere, som alle bor i Jylland.
– Jeg tror, der må være nogle, som glemmer at overlevere det til næste generation, siger hun.
Ikke at hun ikke allerede har forsøgt sig med sin egen datter. Da Helle for år tilbage brækkede hånden, trådte Helene til, men der skulle en hel del overtalelse til, før datteren gik med til at lade sig oplære.
– Vores datter kan godt, hvis hun altså vil. Men hun har bare ikke interessen – endnu, tilføjer Helle med et glimt i øjet. Hun kan ikke lade være med at håbe på, at det vil ændre sig med tiden. For kraverne piber jo ikke sig selv, og de mere end 2.400 præster i den danske folkekirke bør i hvert fald ikke begynde at forsøge sig selv derhjemme, hvis det står til Helle. De, der gør, slipper sjældent godt fra det, fortæller hun.
