Jeg oplevede besættelsen af Bornholm

Krigen i Ukraine har uundgåeligt fået mig til at mindes dengang i 1945, hvor russerne bombede og besatte Bornholm. På det tidspunkt boede jeg nemlig i Rønne sammen med mine forældre og søskende.

Alle ved, at Danmark blev besat af Hitlers tyske tropper den 9. april 1940, og at landet blev frit igen, godt fem år senere, om aftenen den 4. maj.

Bornholm blev først besat én dag senere end resten af landet, men vi var til gengæld besat næsten et år længere. De sidste 11 måneder var det dog ikke af tyskerne, men af russerne, og det var en slem tid.

Jeg var netop fyldt ni år, da fredag den 4. maj oprandt. I radioen blev det sagt, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig.

Men mens resten af landet festede og brændte de forhadte mørklægningsgardiner af i store bål, nægtede den tyske kommandant på Bornholm at overgive sig.

Det var russerne, han skulle kapitulere til, for de havde nemlig erobret store dele af den tyske Østersøkyst, og Bornholm lå bag denne frontlinje.

Russiske fly smed bomber

Om mandagen, den 7. juni, kom jeg hjem fra skole midt på dagen. Jeg var netop trådt ind i huset, da vi hørte flyvemaskiner. Vi troede, englænderne var kommet, så mine forældre og jeg løb straks udenfor.

Vi blev chokerede, da det gik op for os, at flyene var russiske, og at de tilmed smed bomber. Vi styrtede ind i huset igen. Kun to gader fra os faldt en fuldtræffer, som udslettede en hel familie, der sad og spiste frokost i haven. Det var en forfærdelig tragedie.

Vores hus lå tæt på havnen, hvor tyskerne opbevarede meget ammunition til deres våben. Det vidste min far, som var fiskeribetjent.

Tre timer efter de første, russiske bomber vovede vi os atter udenfor.

Far, mor, jeg og mine søskende ville gå ud til to af fars kolleger, som boede i udkanten af byen, for på den måde kunne vi komme på afstand af den farlige ammunition. Hvis en bombe ramte det, ville alt i området jo eksplodere.

Min lillebror var syg af mellemørebetændelse og kunne ikke gå så langt, og derfor blev han puttet i en trækvogn, som mor og far kunne trække efter sig.

Netop som vi gik gennem Storegade, kom de russiske fly tilbage. Vi søgte derfor tilflugt inde i amtmandens hus. Han var ikke hjemme, for han befandt sig inde i Almindingen hos tyskerne, som stadig nægtede at overgive sig.

Denne gang kastede russerne ikke bomber ned, men flyveblade. På dem stod der, at alle borgere i løbet af den følgende dag, senest klokken 10 om formiddagen, skulle have forladt Rønne og være mindst 10 kilometer borte.

Vi fandt husly

Det hele var meget skræmmende. Vi nåede frem til fars kolleger og tilbragte natten hos dem. Mellem klokken seks og syv næste morgen traskede vi sammen med en stor flok Rønneborgere væk fra byen.

Mine søskende og jeg blev tilbudt at komme op på ladet af en lille lastbil. Far bad chaufføren om at sætte os af ved en bestemt købmandsgård, og så ville han og mor gå dertil med trækvognen. Mine forældre var tilflyttere fra Fyn, og derfor kendte vi endnu ikke så mange på øen.

Mine søskende og jeg fik lov at komme ind på et husmandssted tæt ved købmandsgården, og ud på eftermiddagen sluttede mine forældre og lillebror sig til os.

Vi blev alle indkvarteret på det lille sted. Familien havde en datter på min alder, og hun og jeg kom godt ud af det. I alt 18 personer fandt husly her, og min søster og jeg lå i senge med halm i stedet for madrasser.

Den dag bombede russerne både Rønne og Nexø, og jeg kan huske, at min mor græd.

Dagen efter ville far ind til Rønne for at se, hvor galt det var gået, og han lånte en cykel. Han fik kun lov at nærme sig Rønne, fordi han var fiskeribetjent. Da han kom tilbage, fortalte han, at der lå murbrokker overalt.

Vi blev hos den flinke familie i nogle dage, før vi tog hjem. Synet af Rønne var forfærdeligt. Gaderne var næsten umulige at færdes i, og i vores eget hus var alle ruderne knuste, og vi måtte sætte tjærepap for vinduerne.

De tyske soldater på Bornholm blev tilfangetaget og transporteret til Tyskland, og nu var øen besat af russere. Jeg kan huske de russiske soldater, som virkede lidt enfoldige.

Først den 5. april 1946 ophørte den russiske besættelse af Bornholm, men det varede længe, før den blev glemt. Min familie og familien på husmandsstedet glemte heller aldrig hinanden, men holdt sammen fremover.