Emmelie har omhyggeligt gemt sit slik et hemmeligt sted, og hun har også gemt nøglen til den æske, det ligger i. Sådan noget lærer man at gøre, når man er en lillesøster på seks år, og de to store brødre, Markus og Viktor på otte og ni, også vældig godt kan lide slik.
De tre sætter liv i huset hjemme hos Denise O’Neill ved Bogense. Hun er alene med børnene, og det har hun været de seneste fem år. Denise elsker sine tre unger, men hun er sikker på, at når hun kommer ud i forretninger med drengene, kigger andre kunder på hende og tænker deres. For hvorfor er de børn dog så uopdragne? Og hvorfor farer de sådan rundt? Den mor kan sikkert slet ikke opdrage dem ordentligt.
Denise tror, at de andre i forretningen tænker sådan. Måske gør de det også, men hvis de kigger bedre efter, ville de også lægge mærke til, at Denise altid passer på sine børn og gør alt, hvad hun kan, for at de to drenge ikke skal være til besvær.
Denises to drenge er født med en kromosomfejl. Det betyder, at de er bagud mentalt, de tænker sig ikke om, ville man have sagt i gamle dage – desuden har de så meget energi, at de er som en hel sæk fuld af meget levende lopper, når de er sammen.
Men de er også de kærligste og sødeste drenge, der krammer deres mor og ikke stjæler ret meget slik fra deres lillesøster, og tilsammen er de fire mennesker en helt okay familie O’Neill.
En fantastisk ferie
Når man har børn med et handicap og selv har en diagnose, så er det svært at passe et arbejde. Derfor bliver man heller ikke rig, men det løber rundt, det hele, fordi Denise er god til at spare op og spare sammen. De tager ikke på dyre ferier – eller det plejer de ikke at gøre, men sidste år skete det fantastiske, at de kom på sommerferie en hel uge til Lalandia med Dansk Folkehjælp – og det snakker de om endnu, både mor og børn.
– Vi badede hver dag. Mange gange om dagen, oplyser Viktor, og man forstår, at det var en stor oplevelse at bo i et vandland. Det kunne faktisk ikke være meget bedre, hvis man skal tro børnene, men det var heller ikke så tosset for deres mor, Denise.
– Vi var jo alle – eller næsten alle – enlige forældre, og vi var gode til at hjælpe og støtte hinanden. Jeg har jo selv tre børn, en af dem er bange for dybt vand, og så er det næsten umuligt både at være sammen med ham og så samtidig holde øje med de andre to, der bare ikke kan få nok af at prøve det hele. Vi voksne kiggede efter hinandens børn, snakkede og havde det rigtig hyggeligt. Vi var der alle sammen, fordi vi havde fået tilbuddet om en ferie igennem Dansk Folkehjælp, så vi vidste jo godt, at vi også nok var nogenlunde ens i forhold til det at have mange penge eller ej, siger Denise.
Jeg blev voksen
Mange penge har hun ingen af, men hun klarer sig, som hun altid har gjort det. Denise er 31 år og voksen og ansvarlig. Hun holder af sine unger, men hun har sit at slås med.
– Som ung var jeg en vild pige. Der var fuld fart på med fester og byture, aldrig med stoffer og den slags, men der skulle ske noget. Jeg havde det ikke godt psykisk, men når jeg festede og var i byen, så gled det lidt i baggrunden. Når du drikker dig fuld nok, så glemmer du alt det, der ikke lykkes. Jeg har altid haft det svært med mig selv, og derfor blev det heller aldrig til så meget uddannelse. Jeg havde ikke roen til det.
Denise blev mor til Viktor, da hun var 21. Hun og kæresten var glade, for Viktor blev virkelig et ønskebarn. De troede på det, de håbede, og de elskede hinanden. To år efter igen kom Markus og til sidst Emmelie, men på det tidspunkt havde det hele ændret sig.
– Jeg blev omsider voksen, da jeg fik børn, og det var jeg også nødt til at blive, for det varede ikke længe, inden vi fandt ud af, at Viktor var anderledes. Han var længere om alting, og han havde svært ved at koncentrere sig. I begyndelsen tænkte vi, at det nok bare var, fordi han lignede os forældre, for børnenes far har adhd og er selv en fyr med fart på.
– Da Markus blev født, var det det samme, eller faktisk værre. Fødslen var svær. Da han var ni dage gammel, fik han lungebetændelse og astma. Vi var indlagt med ham rigtig mange gange, og jeg var hver gang bange for, om vi overhovedet fik ham med hjem, siger Denise.
Når små børn er alvorligt syge eller handicappede, kan man bryde sammen eller blive stærkere. Denise blev stærkere, og imens voksede hun og kæresten fra hinanden.
Da Emmelie blev født i 2014, var der ikke så mange følelser tilbage mellem de to voksne. Samtidig skulle de erkende, at der faktisk var noget i vejen med deres to ældste børn.
Læs også en en særlig fødselsdag
Udfordringer
– Alle vores børn er blevet undersøgt, og drengene har begge en kromosomfejl, der gør, at de er bagud mentalt. Jeg er bærer af den fejl, og havde jeg vidst det noget før, havde vi selvfølgelig ikke fået mere end ét barn, men heldigvis har Emmelie ikke den fejl. Drengene går på en specialskole. De er børn, der skal have faste rammer og regler, og de vil altid være mentalt bagud i en eller anden grad.
– Jeg har været rigtig langt nede, og for et par år siden fik jeg selv en diagnose: Jeg har borderline, og det forklarer mange ting i mit liv. Jeg har gået til psykolog, og jeg har fået hjælp, så jeg kan være den gode mor, jeg gerne vil være. Først turde jeg ikke bede om hjælp, men det var rigtig svært at være alenemor på fuldtid til to drenge, der krævede mig stort set døgnet rundt. Derfor har jeg bedt om og også fået en aflastning til drengene hver anden weekend, for Emmelie har også brug for, at hendes mor kun er der for hende en gang imellem, siger Denise.
Fordi drengene kun går i skole få timer om dagen, og fordi Denise har haft psykiske problemer, går hun stadig hjemme det meste af tiden.
Drømmen er at komme ud og arbejde som andre mennesker, og hun er på vej. Hun er i aktivering og arbejder med rengøring i hjemmeplejen fem timer om ugen, og det er meningen, at hun en dag vil have en ganske almindelig arbejdsdag. Drømmen er at tjene sine egne penge. Hjemme hos Denise får børnene nyt tøj, og legetøj er noget, man ønsker sig og får, når mor synes, det er okay. Børnene lærer, at alting koster noget, og at man ikke kan få alt, hvad man peger på. Men indtil nu er det ikke noget, de tænker så meget over. De bor i et hus med tre legepladser lige omkring hjørnet, som Markus ikke uden stolthed nævner. De synes, de har det superfint.
Fremtidsdrømme
Denise har søgt om at komme på ferie med Dansk Folkehjælp igen i år, og måske er de heldige igen. Ellers tager de bare alle fire på udflugter i naturen, for så længe der er nok træer at klatre i og skove, hvor man kan løbe helt vildt hurtigt, er børnene tilfredse.
Denises drømme handler ikke så meget om ferier og ting. De handler om at vokse som menneske og blive en mor, som hendes børn kan se op til. Denise har taget 9. og 10. klasseseksamen inden for de seneste år, og hun arbejder så meget, hun kan overkomme lige nu. Hver dag gør hun, hvad hun kan for at vise ungerne, at hun elsker dem, og at hun altid vil støtte dem – også selv om drengene aldrig bliver helt som andre børn.
– Jeg håber, at Viktor og Markus altid vil få den rigtige hjælp, så de bliver i stand til at få et værdigt liv, og jeg håber, at de vil blive i stand til at klare sig selv. Emmelie er jeg ikke bekymret for. Hun skal nok klare sig. Hun er en ganske almindelig lille pige, heldigvis.
