Jeg vil jo gerne lege og spille bold

Om aftenen den 9. september 1995 startede den 16-årige Martin sin knallert og drønede af sted i hjembyen Munkebo. Det blev en skæbnesvanger tur. Han havde intet lys på knallerten og kørte lige ud foran en bil.

Kort efter lå han i ambulancen.

– Jeg kunne ikke mærke noget, og det eneste, jeg tænkte på, var, at min mor ikke måtte få noget at vide, så de måtte ikke køre mig hjem, husker Martin.

Væk med benet

Det var der nu heller ikke nogen fare for. Martin skulle ikke hjem, han skulle på hospitalet. Selv om han ikke kunne mærke noget, var hans ene ben svært beskadiget. To år gik han med krykker, mens han og fysio­terapeuterne kæmpede for at få benet trænet op. Der var imidlertid ikke noget at gøre: Kort før sin 18-års fødselsdag måtte Martin tage den svære beslutning og få benet amputeret.

Læs også om Daniel Wagner Jørgensen, der fik sit ene ben amputeret efter en springulykke

– Jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på, hvad det ville betyde med venner og kærester og den slags. Jeg var vildt nervøs, men jeg valgte hurtigt at være helt åben omkring det og at bruge lidt sort humor. Det gør jeg stadig. Når jeg sidder sammen med nogle venner og får en øl, siger de tit, at vi lige skal have en til det andet ben. Hvad så med mig? siger jeg så ...

Takket være børnene

Martin tog sin uddannelse og fik arbejde, men ellers var han ikke særlig aktiv. Hverken benprotesen eller motiveringen var til det, men det ændrede sig.

Martin blev gift og fik to børn, og beslutningen om, at han ville kunne lege med sine børn fik ham til at melde sig til Sahvas Løbeskole, hvor han fik en særlig løbeprotese på.

- For første gang siden ulykken løb jeg. Det var en helt utrolig oplevelse, nu kunne jeg pludselig lege med mine børn på en helt anden måde, og nu er mit næste skridt simpelthen at tage en halv ironman.