Jeg vil være noget for andre

– Min gamle chef ville have været glad, hvis det kun var mit hoved, der mødte ind på arbejde. Det var jo alene min hjerne og ikke mig som menneske, firmaet var interesseret i, siger Pernille og ryster lidt på det føromtalte hoved.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, at chefen var glad for hendes hjerne, for den kører i et lidt højere gear end de fleste andre menneskers. Hun er uddannet civilingeniør, hun synes, atomer og periodiske systemer er fascinerende, men hun har også fundet ud af noget andet. Hun vil nemlig også have resten af kroppen med på arbejde, især hjertet, og det har hun fået brug for i sin nye levevej.

Pernille Christensen er 50 år og i gang med uddannelsen til sosu-assistent på Social- og Sundhedsskolen i Odense. Hun har valgt den uddannelse, fordi hun synes, arbejdet med mennesker må være noget af det fineste, og vanskeligste, at udføre.

Hun får ikke længere den gode løn, hun har en billig lejelejlighed, og rejserne er blevet temmelig meget billigere. Det gode er, at for første gang i mange år er hun rigtig glad hver eneste dag, men der skulle et sammenbrud til, før Pernille besluttede sig for at gå en helt ny vej i sit liv.

Kun en hjerne

– Som barn var jeg hende, der altid glemte at aflevere bøger på biblioteket, og jeg fik massevis af bøder. Jeg læste meget om alt, fordi jeg var og er så nysgerrig. Jeg havde nemt ved tingene, og fordi jeg interesserede mig for kemi, kom jeg ind på DTU og læste til civilingeniør. Jeg valgte måske også den vej, fordi min far mente, at det studie ikke rigtig var noget for en kvinde, husker Pernille med et lille smil.

Det modbeviste Pernille. Hun klarede det så godt, at hun kunne få et hvilket som helst job og skabe sig en karriere. Hun blev gift med en mand fra Holland, der også var ingeniør. Efter 10 år i Danmark flyttede de i 2006 til Holland, fordi manden gerne ville hjem, og Pernille fandt sig fint til rette i sit ny hjemland.

– Til gengæld trivedes jeg ikke med mit arbejde. Jeg sad hele dagen foran computeren, mens jeg drømte om at bruge min krop til noget. Det var, som om min hjerne var det eneste vigtige ved mig, for jeg havde ingen jordforbindelse. Kun hjerne. Der var ingen, der så mennesket Pernille, og det ville jeg gøre noget ved. Jeg havde dyrket yoga i flere år, og jeg tog så en uddannelse som akupunktør ved siden af mit arbejde som ingeniør. Min mand og jeg blev enige om, at han i en periode skulle være den, der tjente de fleste penge, så jeg stoppede som ingeniør og fik min egen klinik med akupunktur og yoga. Den klinik og mine kunder var mit et og alt, og jeg elskede mit liv. Nu var der endelig brug for hele mig, både min krop og min hjerne, siger Pernille.Sådan kunne det have fortsat, men det gjorde det ikke.

Skilsmissen

– For to år siden fortalte min mand mig, at han ville skilles. Han havde fundet en anden, og jeg gik nærmest i chok. Jeg syntes jo, vi havde et dejligt liv. Vi havde aldrig fået børn, for det havde vi ikke haft lyst til, men klinikken var blevet mit ”barn”. Vi havde haft det hele, men nu var det slut, siger Pernille.

– Jeg valgte at rejse hjem til mine forældre på Fyn. Så sad jeg der på mit gamle pigeværelse og græd. Min mor lavede mad til mig, kom med gode råd og nussede om mig. Jeg anede ikke, hvad jeg ville, men jeg vidste i hvert fald, at jeg ikke skulle tilbage til computeren og arbejde som ingeniør, siger Pernille.

Efter tre måneder på pigeværelset kørte Pernille ind til Odense for at se på et nyt gulvtæppe. Tæppeforretningen lå over for SUSU-skolen, og Pernille besluttede at kigge ind. Måske var der en uddannelse, der passede til hende?

– Jeg opdagede, der fandtes en uddannelse til sosu-assistent, og det var lige mig. For mig lød det som en uddannelse, der handler om at arbejde med hjertet og ikke kun med hjernen. Først turde jeg næsten ikke fortælle mine forældre om min nye plan. De var bange for, at jeg ville være for skrøbelig til at være sådan en praktisk en, der skulle hjælpe ældre medborgere.

Det viste sig, at Pernille ikke var skrøbelig, selv om hun synes, det er det sværeste arbejde, hun nogensinde har haft. Hun er nu halvvejs igennem uddannelsen og har været i praktik. Hun har fået sin egen lille lejlighed i Odense. Alt er blevet meget mindre og meget mere sparsommeligt, men Pernilles verden er omvendt blevet meget større. Hun har lært at bruge sig selv.

– I begyndelsen kunne jeg ligge vågen om natten og tænke på, hvordan jeg dog skulle være sammen med de ældre borgere, og hvordan skulle jeg forklare dem, hvad de skulle? Jeg kunne praktisere kinesisk medicin, opbygge en virksomhed i et nyt land og programmere en computer, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle motivere almindelige mennesker til at gøre noget, de måske ikke lige havde lyst til og så under tidspres. Som ingeniør kan du læse op på det, hvis du får et problem, du ikke lige kan løse. Men du kan ikke læse op på et dement menneske, der skal have tøj på eller tage sin medicin. Her bringer du dig selv i spil som menneske, og det var jeg bange for, samtidig med at det var det, jeg gerne ville. Derfor er det tusind gange sværere at være sosu end at være atomfysiker. Det med atomerne kan du jo altid læse dig til, men når du er sosu-assistent, skal du finde ud af det med det samme, mener Pernille.

– Jeg kan mærke, at mange ser ned på mit nye fag, og det forstår jeg faktisk ikke. At give omsorg og kærlighed til andre er da noget af det fineste, man kan gøre med sig selv. For mig har det betydet, at jeg går glad på arbejde og føler, at jeg bruger mig selv og gør en forskel i livet for dem, jeg møder, siger Pernille.

Hun har ikke helt glemt sit gamle fag. Pernille har fået en ny kæreste, Lars, der også er i gang med uddannelsen til sosu-assistent.

– Lars var også ingeniør, før han begyndte på sosu-skolen, og det betyder, at så kan vi ligge sammen i sengen om aftenen og diskutere atomfysik. Det er der ikke så mange andre, der gider.