Da Jette stod på familievejleder Grethes dørtærskel som 18-årig, var hun trist. Træt og nervøs. Hele sit unge liv havde hun været på flugt fra mobning.
Læs også: Mit barn skulle overleve
– Du skal ud og bo sammen med nogle unge mennesker, sagde Grethe. Og så blev det arrangeret i en fart, at Jette den næste dag kunne flytte på et pensionat med døgnvagt i Roskilde.
– Da jeg havde hørt den historie, som fulgte med Jettes særlige udseende, var jeg jo ganske klar over, at her var en meget berørt, ung pige. Der var noget ved hendes historie, som jeg slet ikke kunne bære. Jeg følte straks stor empati, fortæller 83-årige Grethe Hülz.
Godartet svulst
Jette Tinnesen på 53 år er født med en godartet svulst i lymfekirtlerne og i blodkarrene omkring øjet. Hun er blevet opereret i alt 30 gange. På det tidspunkt, hvor hun mødte Grethe, havde hun allerede gennemgået 15-20 operationer.
– Jeg har et specielt udseende, som i hvert fald ikke gjorde det nemt at være barn. Så da jeg var færdig med folkeskolen og havde haft et ophold på en højskole, ville jeg bare gerne meget langt væk fra min fødeby.
Ensomme indlæggelser
Jette voksede op i en kernefamilie som yngste barn i en søskendeflok på fem. Men de fleste minder har hun fra Rigshospitalet, hvor hun ofte var indlagt helt alene. For sådan var det dengang.
Hun husker angsten, der allerede dengang boede i hendes lille krop.
Læs også: En trafikulykke var tæt på at koste Birgit alt
– Der var jo ingen, som tog hensyn til en. Skulle jeg have taget blodprøver, blev jeg holdt fast, og på operationsbordet blev jeg spændt fast uden underbukser og med skjorten omvendt på. Jeg var virkelig bange for at dø, husker hun.
Kun den pæne side
Den kamp, hun ikke fik lov at kæmpe på sygehuset, kæmpede hun i stedet i barndomsbyen. I hjemmet fik hun at vide, at hun var uopdragen og selv forårsagede problemerne i skolen.
– Men jeg reagerede jo bare på det, jeg havde oplevet. Og jeg fandt mig ikke i at blive mobbet, eller at andre blev det.
– Jeg ville ikke gemme mig. Heller ikke på skolefotos, selv om mine forældre smed billederne ud, hvis jeg kiggede lige ind i kameraet. De ville kun se den pæne side.
Tilfældige møder
– Da jeg mødte Grethe, følte jeg for første gang, at der var en person, som troede på mig, siger Jette.
Familievejlederen har altid fulgt med i Jettes liv fra sidelinjen. Både da hun boede på pensionatet, da hun senere flyttede alene på et værelse, og da hun blev gift og fik børn.
Læs også: Hvem har fortjent en julekurv?
– Jeg må sige, at du virkelig har kæmpet. Både med hf, din tid som dagplejemor og senere pædagogstudiet.
– Og når tingene spidsede til i dit liv, mødtes vi altid ganske tilfældigt, fortæller Grethe.
Forfulgt af angst
– Ja, jeg mødte dig, kort efter at René og jeg var blevet gift. Det var ikke nemt for mig at tro på kærligheden, og i lang, lang tid tjekkede jeg dagligt, om hans tandbørste stadig var der.
– Og så mødtes vi igen, da jeg havde fået mine børn og var begyndt som dagplejer. Et valg, jeg udelukkende tog for selv at passe mine børn. Jeg var angst for at aflevere dem. For hvad hvis der skete noget med dem? Eller mig? Det var igen angsten for at blive forladt.
Ret til lykke
Først som 40-årig sagde Jette de ord til en psykolog, som også er hendes grundfølelse i dag: ”Nu føler jeg endelig, jeg også har ret til at være lykkelig!”
Læs også: Alzheimers-ramte Johns store ønske
– Men hvis jeg ikke havde mødt Grethe dengang, så havde jeg ikke været i live i dag. Det mener jeg. Grethe blev ved med at sige til mig, at det, jeg kunne, kunne ingen tage fra mig, siger Jette.
