Hele livet har Judy Fjordbak Nielsen haft en uro i sig. En følelse af savn, og samtidig har en masse ubesvarede spørgsmål ligget mere eller mindre konstant som en lille, sort sky over hendes i øvrigt gode liv.
– Skønt jeg har haft en rigtig dejlig tilværelse sammen med min mand og to døtre, så har en ganske bestemt hændelse i min barndom altid ligget lige under overfladen og præget mig, fortæller den 69-årige, pensionerede sekretær.
Da Judy var 7 år, forsvandt hendes far nemlig pludselig sporløst.
– Jeg boede hos min mormor på det tidspunkt. Mine forældre var skilt, og da jeg var 2½ år, fik jeg en lillesøster. Det var åbenbart mere, end min mor kunne klare. Jeg led af tuberkulose, så da jeg var 4 år, sendte min mor mig fra hjemmet på Nørrebro over til min mormor i Jylland – officielt for, at jeg kunne få noget frisk luft og blive fedet op. Det var sidste gang, jeg så min far. Jeg voksede op hos min mormor og vendte ikke tilbage til mine forældre.
Fik et chok
Judy blev gift med Hardy, der i dag er pensioneret vicepolitikommissær, og fik to døtre, i dag 43 og 45 år, men hun søgte jævnligt efter sin far.
– Efter en alvorlig kræftsygdom var jeg begyndt at pusle med lidt slægtsforskning, og da jeg en dag sidste år i marts skrev min fars navn på en australsk hjemmeside, ancestry.com, var der pludselig jackpot!
– Min far var åbenbart ankommet fra Norge til Australien og havde giftet sig med Agnes, som var halvt aboriginer og halvt filippiner. Hun havde i forvejen fire børn, hvoraf den ene var Patricia, med to forskellige mænd, og sammen fik hun og min far en datter. Jeg havde altså pludselig en biologisk halvsøster ved navn Elin på den anden side af jordkloden!
Første søsterknus
I oktober 2015 dannede lufthavnen i Sydney ramme om det første søster-knus, Judy kunne give sin splinternye halvsøster.
– Vi blev modtaget som ægte familiemedlemmer, og det var så rørende.
Rejsen inkluderede også et besøg på Judys fars grav.
– Der var oprindeligt ingen gravsten, men Patricia havde sørget for at få lavet en stenplade og fået trykt hans data på, fordi vi skulle komme. Den dag tudede jeg lige fra morgenstunden af, jeg skældte ham højlydt ud og tilgav ham straks igen. Siden den dag har jeg faktisk ikke tudet over ham.
Tæt kontakt
Efter hjemkomsten har Judy bevaret en tæt kontakt til sine nye søskende.
– Jeg ringer til Elin hver 14. dag, og jeg ringer og mailer også med Patricia. Jeg er simpelthen så taknemlig for at have mødt dem, og det bedste af det hele er, at min livslange søgen efter min far er slut, og at jeg endelig har fået ro i min sjæl!■
