Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Florencia fik den første ged for 10 år siden. Hun er enke og mor til fem børn. Hun havde været henvist til landsbyens nåde og barmhjertighed, hvis ikke hun havde fået den allerførste ged – en gave, hun aldrig kunne drømme om selv at få råd til. En ged er forskellen på liv og død. Man kan få gedekid, man kan slagte den og spise den eller sælge kødet videre, bruge gedelort som gødning og få et lillebitte landbrug i gang, og det er netop det, Florencina har gjort. I dag er hun også bedstemor til 9 børn, hun er 59 år gammel og har en køkkenhave, som hun passer omhyggeligt. Det er jo netop den, hun lever af. I år skete katastrofen: En omstrejfende hund bed hendes ged ihjel, så hun pludselig ikke længere havde mulighed for at tjene noget som helst. Det ville betyde, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Men at hun skulle blive reddet af Peter Belli, havde hun nok aldrig forestillet sig.
For at fejre 10-året for ”Giv en ged”-projektet havde Peter Belli fået til opgave at give Florencina en ny ged som en slags jubilæumsgave. For os betyder en ged en udgift på 260 kroner. For Florencina betød det en mulighed for at overleve. For os er det svært at forstå, hvad det vil sige at være så fattige, og for June og Peter Belli, der selv er forældre til tre børn og bedsteforældre til syv, er mødet med landsbyens folk en oplevelse, der sætter tanker i gang. – Penge betyder ikke alt, det betyder mere at give noget godt videre, at få ro i sjælen og vide, at jeg gjorde en forskel siger Peter, og June kunne ikke være mere enig. Peter og June har i mange år haft et barn i SOS-børnebyerne, han spiller tit på Sølundfestivalen for udviklingshæmmede, og hvert år i december optræder han på Sundbyvang, men det er børnene, der har den største plads i Peter og Junes hjerter. Læs også om en ganske særlig løve