June og Peter Belli gav en ged i Afrika

Det var geden, der gjorde det. Nogle danskere købte en ged til Patricia Vilhelmina og hendes mand, Banda McNoel, igennem Folkekirkens Nødhjælp, og i dag har hun og familien erstattet græstaget på hytten med et fornemt bliktag, børnene går i skole, og Patricia kan med stolthed sige, at hun og familien har fået et bedre liv. 

 

Det var også geden, der fik June og Peter Belli til at tage med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi i Afrika for at se, hvordan det var gået med Patricia, Florencia og alle de andre, der har fået en ged igennem Folkekirkens Nødhjælp de seneste 10 år. June og Peter har selv et godt liv, synes de – og netop derfor vil de gerne give lidt tilbage til de mennesker, der lever i verdens fattigste land. 

 

Florencia fik den første ged for 10 år siden. Hun er enke og mor til fem børn. Hun havde været henvist til landsbyens nåde og barmhjertighed, hvis ikke hun havde fået den allerførste ged – en gave, hun aldrig kunne drømme om selv at få råd til. En ged er forskellen på liv og død. Man kan få gedekid, man kan slagte den og spise den eller sælge kødet videre, bruge gedelort som gødning og få et lillebitte landbrug i gang, og det er netop det, Florencina har gjort.

 

I dag er hun også bedstemor til 9 børn, hun er 59 år gammel og har en køkkenhave, som hun passer omhyggeligt. Det er jo netop den, hun lever af. I år skete katastrofen: En omstrejfende hund bed hendes ged ihjel, så hun pludselig ikke længere havde mulighed for at tjene noget som helst. Det ville betyde, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Men at hun skulle blive reddet af Peter Belli, havde hun nok aldrig forestillet sig. 

 

For at fejre 10-året for ”Giv en ged”-projektet havde Peter Belli fået til opgave at give  Florencina en ny ged som en slags jubilæumsgave. For os betyder en ged en udgift på 260 kroner. For Florencina betød det en mulighed for at overleve. For os er det svært at forstå, hvad det vil sige at være så fattige, og for June og Peter Belli, der selv er forældre til tre børn og bedsteforældre til syv, er mødet med landsbyens folk en oplevelse, der sætter tanker i gang.

 

– Penge betyder ikke alt, det betyder mere at give noget godt videre, at få ro i sjælen og vide, at jeg gjorde en forskel siger Peter, og June kunne ikke være mere enig.

 Peter og June har i mange år haft et barn i SOS-børnebyerne, han spiller tit på Sølundfestivalen for udviklingshæmmede, og hvert år i december optræder han på Sundbyvang, men det er børnene, der har den største plads i Peter og Junes hjerter.

 

 

Det er kvinderne, der til alle tider har været dem, der har styr på husholdningen og styr på, hvordan man passer på pengene, og hvad der er vigtigt. Patricia fortalte June og Peter om den ene ged, der lavede gødning nok til at hælde på deres jord, om geden der blev til flere, om det stolte øjeblik, da de kunne give det førstefødte gedekid videre til en anden fattig familie, og om de to børn, der nu er blevet til fem. Der er sparet op til skolepenge, for sådan vil forældrene have det. Uddannelse er vigtigt,  for børnene er Afrikas fremtid, og det skyldes alt sammen en ged.

 

 

 

Da June og Peter kom tilbage til Danmark, lagde de sidste hånd på Peters nyeste plade, ”Som boblerne i bækken”. Samtidig  købte de et par geder og høns, der nu er ved at flytte ud i landsbyerne i Malawi. De efterlod sig også noget andet i Malawi: Et stykke af deres hjerter vil altid forblive hos Florencia, Patricia og alle børnene, der kæmper for deres fremtid. Og det var bare en ged, der gjorde det.