Isbrand ser "X Factor": Hele følelsesregistret er i spil

Jeg er kæmpefan af ”X Factor” og har fulgt trofast med i samtlige sæsoner lige siden begyndelsen i 2008. Og det er formentlig min livslange interesse for musik, der gør, at jeg aldrig bliver træt af den underholdende krydsning mellem talentkonkurrence og realityshow.

Det er således et drømmejob for mig at få lov til at skrive en ugentlig klumme om programmet, som i denne uge er nået til sæsonens sidste auditionrunde.

TV 2 overtog i 2019 konkurrencen fra DR1, og i dag er programmet blandt de mest langtidsholdbare underholdningsprogrammer herhjemme. Når ”X Factor” debatteres på de sociale medier, står det dog også klart, at showet deler vandene. Dog er jeg sjældent enig med kritikerne i deres kritik af programmet, der har gennemgået en kolossal udvikling i årenes løb.

Jeg er derimod aldeles enig med Thomas Blachman, der i alle sæsoner på nær en enkelt har været en del af dommerpanelet, når han påpeger, at den hjemlige talentmasse bliver stadig større. Der er unge, håbefulde stjernespirer, der er vokset op med programmet og har drømt om at stille op samtidig med, at de har øvet sig, så sveden sprang. I modsætning til de tidlige år skriver mange af dem deres egne sange – og som oftest på deres eget modersmål.

”X Factor” er altid blevet kritiseret for i underholdningens navn at udstille og mobbe de deltagere, der kommer ind fra gaden med en musikopfattelse, som går på tværs af dommernes fornemmelse for rent og falsk – eller for den sags skyld den gennemsnitlige musikforbrugers ditto. Men om man elsker eller hader den del af konceptet, har indslagene haft en funktion som kontrast til de lysende talenter.

I dag er det ikke i tidens ånd at udstille folk på skærmen, men deltagere med en noget alternativ musikforståelse optræder stadig i korte klip – ofte samlet i sin egen, lille sektion. I denne uges program mundede kavalkaden ud i, at den debuterende dommer Drew Sycamore filosoferede over de håbefuldes overraskede ansigtsudtryk, når de modtog panelets dom over deres begrænsede formåen.

Et eksempel var trioen med det dristige navn Victory. Hvis man husker gruppen Asian Sensation fra 2009-sæsonen, skal man trække den selvsikre charme fra og give det tonale skævhedsbarometer et ekstra nøk opad for at danne sig en forestilling om en optræden, der med Blachmans ord var ”som at se folk styrte i afgrunden”. De tre knægte får dog udtrykt, at de godt selv havde en vis fornemmelse af deres vaklende, musiske formåen.

Kærlige Blachman

Nu vi taler om Blachman: også han har gennemgået en stor forvandling siden programmets tidlige år, hvor han ubetinget havde rollen som den hårde dommer. Han tegner sig fortsat for omkring 50 procent af underholdningen i ”X Factor”, men i dag fremstår han først og fremmest kærlig og empatisk. Og til hans store irritation kalder hans meddommere ham ”blød som smør”. Han udtrykker faktisk bedst selv sin egen forvandling i ugens afsnit, hvor han udtaler følgende:

– Det er cool at være kærlig. Nogle gange skal folk have et ja, også selv om de ikke har fortjent det.

En anden ting, der med tiden er trådt i baggrunden, er Blachmans meget lange og momentvis kaotiske ”båltaler”, som selv ikke hans egne musikalske mentees altid forstod til bunds. Mundlam er han dog ingenlunde blevet, og sprogblomsterne dukker frem i en lind strøm. I år har han tilmed fået selskab ved dommerbordet af sæsonens anden debuterende dommer, Benjamin Hav, der krydrer sin snakkesalighed med en unik, crazy humor.

– De er et par ævlehoveder, der elsker at snakke, siger Drew om sine to mandlige meddommere og ser sig i samme åndedrag nødsaget til at udnævne sig selv til de to rapmundede herrers børnehavepædagog.

Samme sangfugl mener i øvrigt, der bliver uddelt for mange ja’er i årets auditions, men er dog selv bestemt ikke nærig med dem.

Sagen er, at de fine og rørende øjeblikke er mange og ambitionsniveauet højt. 16-årige Tobias fra Vesterbro overrasker med en kraftfuld Lady Gaga-fortolkning og en nuanceret stemme, der med Blachmans formulering lyder som om, han mener det, og som får hans to meddommere til at tale om sejr og finaleplads. Tvillingerne Sara og Marie får dommerne til at spærre øjnene op, da de går fra synkron sang til smuk, flerstemmig vokal. Og Hugo fra Sønderborg, der er mødt op til audition med sin indiske far som moralsk støtte, leverer en hjertegribende finale til fredagens program med countryballaden ”When You Say Nothing at All”, der især er kendt i Ronan Keatings version.

Hugo, som har eget hjemmestudie bygget af farmand, når dog lige at oplyse dommerne om, at han også skriver egne sange. De kommende uger skal det blive spændende, hvem der klarer sig gennem nåleøjet til årets liveshows, og hvilke talenter der bliver koblet på hvilken dommer. Der er lagt op til endnu en sæson med hele følelsesregistret i spil.