Når juleglæden er en brugt og grim fiskelampe

Jeg ved ikke, hvornår julen gik fra at være hjerternes fest til en kontantoverførsel med glimmer på.

Men jeg ved, at jeg er modstander af det!

Jeg elsker at finde på gaver og give lige det, jeg synes, at modtagerne mangler.

Jeg elsker også at modtage den slags gaver.

De skaber glæde på daglig basis.

Hver dag laver jeg for eksempel kaffe på en maskine, som jeg har fået af min veninde, der ikke synes, at Nes-café er rigtig kaffe.

Og når kaffen er brygget, bærer jeg mit uundværlige hækletøj med mig ind i stuen i en orange kurv, som passer perfekt til sofaen, fordi min nevø mente, at jeg ødelagde stuens stil med de tilfældige reklamenet, som hækletøjet ellers boede i.

Jeg har modtaget mange dejlige gaver, som jeg ikke vidste, at jeg manglede, og som derfor aldrig ville have fundet vej til en ønskeliste.

Og ja, jeg ved godt, at listerne er praktiske, og at MobilePay er nemt.

Men jeg savner spændingen!

Jeg savner gaver med lidt risiko, både for giver og modtager.

Som dengang min mand, meget tidligt i vores forhold, havde købt en brugt porcelænslampe med form som en fisk til mig.

Spændt som en fjeder sad han, mens jeg pakkede den op.

Men da han genså sit køb, udbrød han spontant: "Jeg husker den altså som meget flottere."

Angsten for, at jeg ville blive fornærmet over at modtage en porcelænsfisk i stedet for et klassisk, dyrt og ikke mindst returnerbart smykke, var åbenlys.

Og det ER en grim fiskelampe.

Særligt når den er tændt og ikke rigtigt lyser på andet end sig selv.

Ikke desto mindre står lampen nu på 11. år på kommoden i gangen.

For jeg har fået den af min mand, og den minder mig om, at han har brugt tid på at tænke på mig og ikke bare, i travlhed, valgt noget fra en liste.

Jeg kan leve med ønskelister til børn.

Jeg har også selv krydset af i et legetøjskatalog, da jeg var barn.

Børn har ingen egen økonomi.

De kan ikke bare gå ud at købe noget.

De er nødt til at ønske sig det.

Og de bliver som regel også virkelig glade, når de så får det.

Så børnene er undskyldt.

Men ikke de voksne.

Heller ikke unge voksne.

"Jeg ønsker mig et bidrag til min opsparing," siger den ene.

"Bare MobilePay mig," siger den anden.

Og så sidder man dér juleaften og føler sig som en kedelig bankrådgiver i nissehue og forsøger at tvinge juleglæden frem fra et kontonummer.

I mange år forsøgte jeg at holde min gavekærlighed kørende ved hjælp af min gravhund.

Den gav folk alle mulige gaver, som de ikke havde ønsket sig.

Men i år er alle voksne hos os.

I år bliver året, hvor jeg slår mig sammen med gravhunden og boykotter alle gavelister og forærer min familie noget, som de ikke vidste, at de ønskede sig.

Måske er der faktisk nogen, der mangler en fiskelampe?