Træt af at tale om det samme altid? Stil et særligt spørgsmål

I weekenden fejrede min veninde fødselsdag.

På receptionsmåden.

Med 100 mennesker, høje borde, pindemadder og vinglas, vi skulle balancere med, mens vi forsøgte at føre samtaler med folk, vi ikke kendte.

Det er ikke en festform, jeg elsker.

Jeg elsker til gengæld min veninde, og derfor stiller jeg selvfølgelig op i mit fineste puds og med bedst mulig festenergi, når hun inviterer.

Allerede en halv time inde i festen havde jeg haft de første tre samtaler, hvor enten jeg eller den anden havde åbnet ballet med den klassiske replik: "Hvor kender du værtinden fra", og jeg fornemmede en begyndende stivhed i mine smilefolder, da en teenager pludselig dukkede op ved siden af mig.

Han så på mig med et meget intenst blik og spurgte: "Har du en kælder"?

Jeg blev virkelig overrasket og skulle gøre mig umage for ikke at grine.

Men han så gravalvorlig og ægte interesseret ud, så jeg valgte at svare ham. "Nej, jeg har ikke en kælder. Jeg bor i lejlighed, så jeg har et kælderrum".

Det viste sig, at drengen havde haft kælder i alle sine forskellige barndomshjem, og vi indledte en snak om lugten af kælder, om smarte vinkældre fra Instagram, om krybekældre, der er lidt uhyggelige, og om helt almindelige kælderrum, der ender med at rode alt for meget.

Det blev en overraskende lang og hyggelig snak, og det slog mig, hvor stor magt sådan et indledende spørgsmål har. Det sætter tonen.

Ligesom når man som barn spurgte hinanden: Hvad skal vi lege?

Til sammenligning mødte jeg en dame til fitnesstræning dagen efter, og hun indledte med at sige: "Har I set, at nogen har kørt en lygtepæl ned i krydset, så nu virker det ikke"?

Jo, det havde vi set.

Og i løbet af nul komma fem bidrog vi allesammen til legen 'det er for dårligt'.

Vi snakkede om, hvor skrækkeligt det er, når folk kører for stærkt i byen, hvor håbløst cyklisterne i København kører, og hvor farligt det er, og hvor rigtige vi selv er.

Det sidste er som regel det vigtigste i sådan en samtale, ikke sandt?

Senere den dag havnede jeg i endnu en konversation, hvor vi legede den samme leg igen.

Den handlede om, at ingen længere melder sig til foreninger. Nej, nu er alle bare blevet egocentrerede, og det er også for dårligt.

Og jeg ved godt, verden er fuld af problemer, og det skal vi også have lov til at tale om.

Men sommetider er det virkelig forfriskende at lege noget nyt og andet end det-er-for-dårligt-legen.

Inspireret af teenagedrengen til festen går jeg gerne forrest.

Jeg lover hermed, at jeg ved næste selskabelige lejlighed vil indlede mindst én samtale med spørgsmålet: "Har du en kælder"?

I håb om at få enten en høj, overrasket latter eller en indgående beskrivelse af en underetage tilbage som svar.

Jeg bliver lige glad for begge dele.