Min kæreste vil ikke se sin datter - del 1:2

Mine to børn er det største, der er sket for mig. Selv om Silke og Stefan er voksne og har deres egne tilværelser, går der ikke en dag, uden at vi er i kontakt. Vi skriver korte beskeder, sender et foto eller snakker i telefonen om stort og småt. Jeg nyder vores tætte forhold og mærker tydeligt, at det er gensidigt.

Måske derfor er det ubegribeligt for mig, hvordan nogen vælger deres børn – eller forældre for den sags skyld – fra. Den følelse blev igen vakt til live, da jeg mødte John.

Jeg havde været alene i et par år efter en udramatisk skilsmisse fra Silke og Stefans far, og John virkede som det perfekte match. Han var begavet, sjov og ikke mindst dygtig i et køkken, hvor jeg ikke kan tænde for en gryde med pasta, uden at det koger over.

Allerede da vi drak vores første kop kaffe, fortalte han, at han havde en datter, Anna, men at de ikke havde meget kontakt.

– Hvorfor har du ikke kontakt til din datter? spurgte jeg undrende.

John rystede på hovedet: – Lone, vi har et meget kompliceret forhold. Det er en lang historie.

Jeg nikkede og fornemmede tydeligt, at det ikke var et emne, han havde lyst til at tale om på vores første date.

– Men du må da savne hende? indvendte jeg forsigtigt.

John sukkede.

– Sommetider er det nemmere at savne end at være i konflikten, sagde han og pillede ved servietten.

Det forstod jeg ikke, men jeg spurgte ikke mere. Jeg vidste bare, at jeg selv ville kæmpe videre, hvis jeg var endt i så voldsom en konflikt med Silke og Stefan, at de ikke ønskede kontakt til mig.

Efter en måned med gåture, middage og meget snak blev John og jeg kærester. I den første forelskede periode fyldte hans brud med datteren ikke så meget. Vi havde mange ting at tale om, men jeg spurgte selvfølgelig ind til Anna og hendes mor, da jeg ønskede at lære alle facetter af min nye kæreste at kende.

John virkede ikke, som om det var noget, han havde lyst til at tale om, og jeg havde samtidig ikke noget ønske om at punktere den lyserøde boble, vi befandt os i, så jeg pressede ikke på. Vi havde jo al tid i verden til at tale om de svære ting.

Dog forstod jeg så meget som, at forholdet til Anna havde været kompliceret i mange år, og at der havde været lange perioder uden kontakt. Konflikten bundede i skilsmissen mellem Annas mor, Sanne, og John for mere end 20 år siden.

Anna var dengang otte år og blev boende hos sin mor. Det hed sig, at det bare var i begyndelsen, indtil John fandt en mere permanent bolig, men selv da han fik en fin lejlighed, blev det aldrig til mere end lidt weekendsamvær. Ifølge John kæmpede han for at få lov at se sin datter så meget som muligt, men Sanne modarbejdede det.

– Der var altid lige en fødselsdag eller en klassetur, som kom i vejen, og jeg ville ikke presse min datter til at se mig, fortalte John.

Han mente, at hans ekskone formåede at påvirke Anna med sin egen vrede og bitterhed i en sådan grad, at hun i teenageårene ikke ønskede at se ham, fordi hun gav ham skylden for skilsmissen.

– Hun mente, at det var mig, der havde valgt hende fra, selv om det var så langt fra sandheden, sagde han.

I lang tid forsøgte han at lave aftaler med hende, samtidig med at han ringede og skrev for at opretholde kontakten. Efterhånden var han så fyldt med vrede og skuffelse, at det blev lettere at lade være.

John fortalte mig, at han gennem årene havde rakt ud til Anna, og da hun blev voksen, havde de genoptaget forbindelsen flere gange, men hver gang endte de i den samme gamle konflikt om ansvaret for skilsmissen.

– Jeg har Sanne mistænkt for at puste til ilden for at holde dramaet ved lige, sagde John.

– Men hvorfor? Hvad hulen får hun ud af det? spurgte jeg forbløffet.

– Hun gør det, fordi hun kan, sukkede John. – Sanne er en drama-queen, og det har vores datter desværre arvet.

Jeg syntes, det var hårde ord, måske for hårde. Jeg ville i hvert fald aldrig omtale mine børn på den måde, men jeg havde selvfølgelig heller ikke haft en 20 år lang konflikt med dem.

Ordene faldt en aften, hvor jeg netop havde lagt mobilen efter at have talt med Silke. Hun havde egentlig ikke det store på hjerte, da hun ringede, men vi endte alligevel med at tale en times tid, hvor vi fik vendt verdens gang.

Jeg var smilende og glad efter samtalen, og jeg kunne se, at det gjorde John trist. Det slog mig, at han selvfølgelig savnede sin datter, selv om han påstod det modsatte.

– Hvorfor prøver du ikke at sende en lille sms til Anna? Hvad er det værste, der kan ske? spurgte jeg.

På det tidspunkt havde de ikke set hinanden i to år, og ud over en hilsen til fødselsdage og jul var der ingen kontakt.

John rystede på hovedet. Det havde han prøvet, og konklusionen var, at der ikke ville komme andet end problemer og konflikter ud af det.

– Det begynder altid med kram og forsoning og en masse snak om, at vi ikke skal lade fortiden ødelægge det mellem os, men så begynder stikpillerne at komme. Jeg forsvarer mig, og så går det i hårdknude, sagde han trist.

John fornemmede også, at så snart Sanne fik nys om, at de havde genoptaget forbindelsen, kom der ekstra benzin på bålet.

– Det virker nærmest, som om hun ikke ønsker, at jeg skal være i Annas liv, konkluderede han træt.

Dagen efter vores snak fik min nysgerrighed mig til at finde frem til Anna på de sociale medier. Hun delte gavmildt ud af sin hverdag, og jeg scrollede gennem mange billeder af en smilende, ung kvinde, som gik op i madlavning og yndede at tage billeder af sine lakerede negle med en matchende kaffekop i hånden og en blomsterbuket i baggrunden.

Hun levede tilsyneladende en almindelig tilværelse med sin kæreste og deres bomuldshund, Charley.

John brød sig ikke om sociale medier, så han fulgte ikke med i Annas verden, og i første omgang holdt jeg det også for mig selv, at jeg fulgte med.

En dag lå der en nyhed, som nærmest fik mig til at tabe kaffekoppen. Kæben tabte jeg i hvert fald. Anna havde lagt et billede op af sine velmanicurerede negle. Denne dag var det dog ikke en kaffekop, men en positiv graviditetstest, hun havde i hånden.

”Far og mor glæder sig til at møde dig, lille skat. Vi elsker dig allerede,” stod der under billedet.

Jeg var i chok. John skulle være morfar, og han vidste det ikke engang. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af sorg og vrede over, at end ikke en graviditet fik Anna til at række ud efter sin far. Måske var det netop et barnebarn, som kunne få far og datter på talefod igen. Og ville Anna ikke tage det første skridt, måtte John gøre det.

Resten af dagen ventede jeg rastløst på, at John skulle komme, så jeg kunne fortælle ham nyheden. Han havde knap fået jakken af, før jeg nærmest råbte: – Du skal være morfar!

John rystede bare på hovedet, som om han ikke forstod budskabet, og jeg rakte ham mobilen med billedet af graviditetstesten.

– Jeg er ikke morfar, bare fordi min datter får et barn. Hvis hun ønskede, at jeg skulle være en del af det barns liv, havde hun nok selv fortalt mig det, sagde han irriteret og verfede mobilen væk.

Jeg blev ked af min kærestes reaktion. Jeg glædede mig selv overdrevent til at få børnebørn, og jeg forstod ikke, at John overhovedet kunne holde sig væk fra sit barnebarn. Flere gange forsøgte jeg at tale med ham om det, men han lukkede i eller blev irriteret på mig. Jeg måtte forstå, at kontakten var brudt, og at han med årene havde fået det fint med det.

Nu er jeg typen, som godt kan lide, at der er orden i tingene, også i relationerne. Johns forhold til sin datter var efter min bedste lommepsykologiske vurdering en rodebunke af vrede, svigt og savn, og det ville kun blive værre, når det lille barn kom til verden. Det problem skulle fikses, før det fik lov at vokse og påvirke barnet.

Den nat lå jeg vågen og stirrede op i mørket. Tankerne om John og Anna kørte i ring. Det gjorde mig oprigtigt ked af det, at far og datter ikke havde kontakt. Men behøvede det at være sådan? Hvis nu en tredje person kunne hjælpe dem med at genskabe forbindelsen? En person, som ville dem det bedste og ikke var fedtet ind i fortidens hængedynd. Spørgsmålet var, om den person kunne være mig?

Der var ikke noget, jeg hellere ville end at hjælpe min kæreste med at få et godt forhold til sin datter, men kunne det overhovedet lade sig gøre? Og var det i virkeligheden mest af alt mit behov og ikke deres?

Fortsættes den 8. januar.