Vores hund blev deprimeret, da vores kat blev aflivet

Hjemme hos os har vi altid haft to dyr. Enten to hunde eller en kat og en hund. Det har været en stor fornøjelse for min mand, Aksel, og jeg at se, hvor meget glæde sådan et par væsner kan have af hinanden. Derfor vidste vi også, at det ville blive svært, da vi en dag blev nødt til at køre den sidste tur til dyrlægen med vores 10-årige kat, Mio, og få ham aflivet på grund af kræft.

Da vi kom hjem fra dyrlægen med Mio liggende helt stille i transportkassen, sad Nanna, vores golden retriever, forvirret inden for døren og ventede på os. Hun snusede flere gange til kassen og peb for ligesom at sige: Rejs dig nu op!

Det var hjerteskærende at se, men vi måtte jo begrave Mio ude i haven og så ellers se, hvordan Nanna klarede sig.

Ikke godt, viste det sig hurtigt. Aksel og jeg savnede også Mio, men modsat Nanna vidste vi trods alt, hvordan tingene hang sammen. Hun forstod simpelthen ikke, hvor hendes lille katteven var blevet af, og brugte timer på at ligge foran kattelemmen og vente på, at han skulle komme hjem.

Vi kunne næsten heller ikke lokke hende til at spise, selv om jeg prøvede med både leverpostejmadder og kødben. Det gik bedst, hvis jeg sad og håndfodrede hende, mens jeg snakkede med hende.

Nogle gange vågnede vi om natten ved, at Nanna vandrede hvileløst rundt i huset og snuste i hjørnerne. Jeg var sikker på, at hun ledte efter Mio. De havde delt kurv i næsten seks år, så det var ikke så mærkeligt, hvis hun havde svært ved at sove.

Nannas sindstilstand påvirkede også vores humør, men alligevel kviede vi os ved at anskaffe et nyt dyr. Vi var for nylig gået på efterløn og drømte om at besøge vores børnebørn noget oftere. Man er jo bundet af de dyr, og desuden blev vi ikke yngre. Så vi nølede med beslutningen, og imens gik Nanna og tabte sig i både vægt og humør. Vi håbede fortsat, at det bare var en overgang, og prøvede at tage os ekstra af hende i de efterfølgende uger.

Men en dag ringede det på døren. Udenfor stod Emma og Frederik, vores to ældste børnebørn på 13 og 11, med en kattekilling i favnen. De havde på egen hånd været afsted til det årlige kræmmermarked i lokalområdet og var faldet over et bur med killinger og havde selvfølgelig købt den mest skravlede af dem.

– Den skal Nanna have! forklarede de begejstret, da jeg spurgte, hvorfor de rendte rundt med en kat.

Katten var sort og så mager, at man kunne mærke ribbenene, og samtidig løb det i ét væk fra både øjne og næse. Jeg stod og blev rigtig godt gal, ikke på mine børnebørn, men på de mennesker, der behandlede dyr på den måde, og så ovenikøbet solgte dem videre til mindreårige. Jeg var sikker på, at killingen var blevet taget for tidligt fra sin mor.

Jeg nænnede ikke at afvise deres gave, selv om jeg i mit stille sind tænkte, at vi skulle være heldige, hvis det lille kræ klarede sig igennem natten. Spontant besluttede jeg, at vi hellere måtte køre omkring dyrlægen, og efter en omgang vaccination og ormekur samt en stor portion killingefoder var der ikke rigtig andet at gøre end at vente. Nanna havde nysgerrigt fulgt med på sidelinjen, og efter lidt vaklen endte jeg med at putte killingen for natten i en papkasse ved siden af hendes hundekurv.

Det første, jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op næste morgen, var katten. Om den var i live. Uden at vække Aksel listede jeg ud i køkkenet. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg så, at papkassen var tom, men så opdagede jeg et par bittesmå, sorte ører, der stak op igennem Nannas pels. Den lå simpelthen og sov mellem hendes forpoter! Og Nanna logrede svagt med halen som for at sige: Bare rolig, jeg har styr på det.

Stik mod forventning klarede vores nye beboer skærene, og her blot få uger senere er han ikke til at kende: Væk er den løbende næse og den forhutlede pels; nu er han lutter energi og legesyge. Nanna viger ikke fra hans side og har vist sig at være den bedste plejemor, man kan forestille sig. Kun når han sætter kløerne i hendes ører, knurrer hun formanende.

Frederik og Emma har døbt killingen Fighter, fordi han er sådan en sej, lille overlever, og de kommer tit forbi for at lege med ham. Nu er det blevet en stående spøg i familien, at Nanna skal have sin kat for at trives. Det var dumt af os at trække beslutningen om et nyt dyr så længe, men så er det jo godt, at vi har nogle handlekraftige børnebørn med hjertet på rette sted.