Leonora: Mit livs vildeste tre minutter

Fredag, 31. maj 2019
af Johan Isbrand, Foto: Gregers Overvad og Bjarne Bergius Hermansen
En lun placering som nummer 12 blev det til ved det internationale Melodi Grand Prix – eller Eurovision, om man vil – da Leonora med efternavnet Colmor Jepsen repræsenterede Danmark i Israel med sangen ”Love Is Forever” skrevet af Lise Cabble, Melanie Wehbe og Emil Lei.
Leonora: Mit livs vildeste tre minutter

Hvad er det bedste ved at synge?
– Det er en meget personlig måde at udtrykke sig på. Sangstemmen er et redskab, som man kan dreje i mange forskellige retninger og bruge præcis, som man vil. I teenageårene var jeg et genert pubertetsbarn, som ikke sang. Men i gymnasiet begyndte jeg at øve mig intensivt og skrive mine egne sange. Det har jeg gjort lige siden, og jeg har et stort repertoire at optræde med i dag.

Hvordan slapper du af?
– Jeg lægger mig hjemme på sofaen og ser TV eller hører musik. Jeg er glad for både DR2 og DR3 og er især vild med dokumentarprogrammer og talkshows, men også satire med for eksempel Jonatan Spang eller Huxi Bach.

Leonora

Dyrker du sport og motion?
– Jeg har tidligere dyrket skøjteløb på eliteplan, og både mine to yngre søskende og jeg har været danmarksmestre. I dag træner jeg skøjteløb på hyggeniveau. Og indimellem løber jeg en tur eller laver styrketræning derhjemme. Det er, hvad der bliver tid til her og nu.

Her kan du møde sidste års hjemlige Melodi Grand Prix-vinder, Rasmussen.

Hvilken kul​turoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?
– Det har en koncert i kulturhuset Krudttønden med vokalgruppen Singers. De var fem sangere, der brugte deres fantastiske stemmer som musikinstrumenter og leverede en blanding af gamle hits og pop i jazzet stil.

Har du kæledyr?
– Vi har to katte hjemme. Den ene har endda for tiden fire killinger. På trods af deres navne, Patrick og Tykke, er de spøjst nok begge hunkatte. Vi har haft katte så længe, jeg kan huske. Jeg holder bestemt også af hunde, men i og med, at man ikke skal gå tur med en kat, er den det ideelle kæledyr, hvis man har hang til dovenskab.

Hvor meget ved du om Melodi Grand Prix? Tag vores store test her.

Dit bedste barndomsminde?
– Strandturene og aftenerne i haven i familiens sommerhus i Gørlev, syd for Kalundborg. Der er jeg kommet hele mit liv.

Hvad er dit råd til andre unge, som vil være sangere?
– Hvis du har bare den mindste lyst til at synge, spille og optræde, skal du kaste dig ud i det. Men du skal turde stille dig op med risikoen for at fejle. Og du skal være klar til at øve en vis legemsdel ud af bukserne og være glad for det.

Hvordan synes du selv, det gik i Israel?
– Fantastisk. Det var mit livs vildeste tre minutter, og både jeg, korsangerne og danserne klarede opgaven godt. Vi kunne mærke, publikum var glade for sangen og sang med, og jeg er rigtig tilfreds med vores tolvteplads. I den kommende tid skal jeg ud at prøve sangkarrieren af og se, hvor langt jeg kan drive den efter indsatsen i Tel Aviv.

Sangeren Michael Korups yndlingssang er i den grad forbundet med Melodi Grand Prix. Læs her.