Lige fra hjertet: Få fingrene væk fra vores træ

Søndag, 24. marts 2024
Cecilie Lunding Tolversen
Illustration:  Lea Letén
Kastanjetræer har det med at vokse sig store, og det, der stod i vores have, blev midtpunkt i en nabofejde. Men man skal passe på med at lægge sig ud med en kvinde og hendes træ.
fingrene væk fra vores træ

Jeg voksede op i et lille rækkehus med min mor i udkanten af en større provinsby i Midtjylland. Alle husene på vejen tilhørte samme almene boligselskab, og alle havde egen for- og baghave med stakit eller hæk omkring.

I vores have var der blevet plantet et træ, da vi overtog huset. Det var ikke særligt stort, faktisk var det ikke meget mere end en kvist med et par grønne skud på.

Det var en stor forandring at flytte til en provinsby. Vi kom fra en lejlighed i København, og jeg havde ikke før haft have, så jeg fattede hurtigt interesse for alt det, der spirede og voksede derude.

Jeg var især meget opmærksom på træet, som jeg vandede igen og igen med min lille vandkande. Det stakkels træ må være blevet så overvandet, at det er svært at begribe, at det ikke druknede. Men det gjorde det ikke.

Træet og jeg voksede om kap de første par år, og derfra gik der ikke længe, før det overhalede mig. Da jeg nåede 12-årsalderen, var det højere end selve huset.

Træet havde vist sig at være en hestekastanje. I foråret dukkede store, hvide blomster op på grenene, og om efteråret fik bladene den smukkeste orangegyldne farve.

I de andre haver var der også blevet plantet træer, men de klarede sig ikke lige så godt som vores. Nogle af træerne forgik helt, før de rigtigt nåede at slå rødder. Andre skød i højden, men var tynde og skravlede at se på. Vores var det eneste, som voksede sig stort og sundt.

Haverne var lejernes eget ansvar at holde. I weekenderne lød den konstante baggrundssummen fra græsslåmaskiner og hækkeklippere. Min mor var jo alene med mig, så hun indrettede haven, så det ville være nemt for hende at holde den pæn.

En søndag sidst i september dukkede naboen op ved havelågen. Der stod han og viftede med armen, indtil min mor fik øje på ham fra terrassen, hvor hun sad i det gode vejr og læste avis.

Jeg var naturligvis nysgerrig og sluttede mig til hende, da hun gik hen for høre, hvad han ville. Selv om der ikke lå mere end 25 huse på vejen, var det ikke meget, vi kom hinanden ved.

Min mor og naboen sludrede høfligt om det dejlige sensommervejr, før han kom til sagen. Nu, hvor efteråret stod for døren, ville han gerne vide, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved kastanjen?

Min mor så uforstående på ham. Sagen var den, forklarede han, at træet tabte mange blade hvert efterår, og en stor del af disse blæste ind i hans have. Derfor ville han foreslå min mor, at hun fik det fældet, før efteråret satte ind.

Jeg kunne se på min mor, at hun måtte beherske sig for ikke at komme til at sige noget, hun senere ville fortryde. Hun forklarede venligt, men bestemt, at hun ingen planer havde om at fælde sit træ. Det stod, hvor det stod, og det ville det blive ved med.

Det huede tydeligvis ikke naboen at høre. Jeg fik en klar fornemmelse af, at han var vant til, at folk omkring ham gjorde, som han sagde. Med uforrettet sag vendte han om og gik ind til sig igen. Det blev dog ikke det sidste, vi hørte til ham.

Et par uger efter landede et brev i vores postkasse. Inden i brevet lå et stykke papir med en masse navne på. Det var en underskriftsindsamling, forklarede min mor mig.

Sådan noget havde jeg ikke hørt om før. Afsenderen var anonym, men det var ikke særligt svært at gætte, hvem der stod bag. Vi talte navnene under den stiplede linje. Omtrent halvdelen af lommen havde skrevet under på, at træet skulle fældes.

Jeg undrede mig dengang, som jeg stadig gør i dag, over den smålighed, nogle folk er i stand til at udvise. Især når de har flokken at gemme sig bag.

Min mor blev såret og pinligt berørt over at være genstand for kritik, det ved jeg, for så godt kender jeg hende. Men hun viste det ikke udadtil.

I ugerne efter var det, som om vejen delte sig i to. Der var dem, som ville have, at træet skulle blive stående, og dem, som mente, at det skulle fældes.

Om ikke andet gav træet dem alle noget at tale om. Folk standsede for at sludre lavmælt med hinanden, når de gik ud med skraldet eller ned for at tømme trillebøre i haveaffaldscontaineren. Det havde de aldrig rigtigt gjort før, så vidt jeg vidste.

Imens blev det efterår, og jeg fortsatte med at slå græs og rive blade sammen i haven, sådan som jeg fik mine lommepenge for at gøre. Men uanset, hvor mange nedfaldne blade jeg samlede sammen, blæste der stadig nye af træet, og en del af dem fandt vej ind i naboens have.

Vi var midt i oktober, da et nyt brev landede i vores postkasse. I brevet stod der, at eftersom min mor endnu ikke havde hverken fældet træet eller reageret på underskriftsindsamlingen, var vicevært og boligselskab nu blevet underrettet om sagen.

Min mor blev en smule bleg. Heller ikke dengang var det nemt at finde noget at bo i, som var til at betale, og da slet ikke som enlig forsørger.

Men hun har heldigvis aldrig været nem at kue. Hun ringede derfor til boligselskabet og bad om selv at tale med viceværten. Beskeden fra ham var klar.

Han sagde, at han godt nok havde modtaget en henvendelse fra en meget ophidset beboer på vores vej, men at han også havde underrettet vedkommende om, at der ikke var noget at komme efter. Hverken han eller boligselskabet, som han arbejdede for, havde den slags beføjelser. Hvis træet ikke udgjorde nogen fare eller direkte ragede ind over en andens grund, var der ikke noget, han hverken kunne eller ville gøre.

Det hjalp på min mors humør, og hun fik en lys idé.

– Hvad med, om vi inviterede alle børnene på vejen og de voksne med til at komme og lave kastanjedyr?

Det skulle hun ikke sige to gange til mig. Noget af det bedste ved efteråret var at samle kastanjer i haven. Så satte jeg mig ved spisebordet i køkkenet med en stor stak tændstikker og forvandlede de glatte, brune kastanjer til fantasidyr.

Min mor brugte computeren på sit arbejde til at skrive invitationen på. Der ville være varm kakao, kage og kastanjer nok til alle, som havde lyst til at komme og tilbringe en hyggelig eftermiddag sammen, stod der på papirerne, hun havde med hjem.

Denne gang var det vores tur til at stemme dørklokker, og jeg blev sendt rundt med en hel stak printede invitationer, som jeg delte ud til alle husene, både dem på vores vej og de næste to.

Da dagen endelig oprandt, var jeg spændt som en fjeder. Jeg kendte selvfølgelig mange af de andre børn i nabolaget fra legepladsen, men der flyttede hele tiden nye til og fra. Desuden var mange af os efterhånden kommet i en alder, hvor gyngerne ikke rigtigt trak mere, og så var det svært at finde på noget at lave.

Jeg spænede rundt for at hjælpe med min mor med at stille borde op udenfor og gøre klar. Vi vidste ikke, hvor mange der ville komme, hvis der da overhovedet kom nogen. Men for alle tilfældes skyld havde hun bagt to store bradepandekager.

– Så må vi gå ud fra, at det er nok, sagde hun og smilede en smule nervøst.

Det var det ikke. På det angivne klokkeslæt begyndte ungerne at stimle sammen i haven, og de mindste kom trækkende med deres forældre. Glade stemmer og latter fyldte haven, og de senest ankomne spildte ud på vejen.

De fleste havde varme huer og jakker på, for selv om vi var heldige med vejret, kunne det godt mærkes, at vinteren var på vej. Der var mange børn, jeg aldrig før havde mødt, og der blev dannet mange nye venskaber den dag.

Der blev drukket godt af den varme kakao og spist godt af kagerne, så genboen var et kærkomment syn, da hun troppede op med sin mand og favnen fuld af hjemmebag, som hun havde fremtryllet til lejligheden. Den sure nabo kom ikke, men ham var der ingen, der savnede.

Kastanjetræet står der stadig, så vidt jeg ved, og kastanjefesten, som vi døbte den, blev en tradition, der forsatte i mange år.

Min mor er siden flyttet i noget mindre, og i dag tænker jeg med stolthed på, hvor stærk og ukuelig hun altid har været.

Fortæl om dit liv

Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?

Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com