Lige fra hjertet: Vores kærlighed fik en chance til

En regnvejrssøndag i oktober 2015 stod jeg pludselig med en lang søndag uden planer. Jeg var på det tidspunkt 56 år, og de seneste 11 havde jeg boet alene.

Jeg syntes, jeg havde fået skabt et dejligt liv for mig selv. Mine to voksne børn boede i samme by, og jeg sås meget med de tre gode veninder, jeg havde fået samlet op gennem årene. Desuden arbejdede jeg stadig på fuldtid som sekretær i vores lokale lægehus.

Alt i alt var mit liv, som jeg gerne ville have det, men nu skulle jeg altså finde på noget fornuftigt at bruge min søndag på.

Jeg fandt den lille trappestige frem og tømte skabet på mit soveværelse. Nu skulle der ryddes op i alt det, jeg havde gemt i så mange år. Jeg havde et system. Først skulle de ting, der skulle kasseres, lægges i plastiksække.

Men inden, jeg fik set mig om, sad jeg på sengen og forsvandt ned i gamle fotoalbums, mens regnen drev ned ad vinduesruden.

Vemodigt gensyn

Det var år og dag siden, jeg havde fået fremkaldt fotos, for nu lå hele mit fotoarkiv jo på min telefon. Da børnene var små, havde jeg omhyggeligt sat de fremkaldte fotos fra hverdagene, ferierne og festerne ind i små plastiklommer.

Det var et både vemodigt og morsomt gensyn med mit tidligere liv, men det fik mig også til at huske på de mange stjernestunder, min eksmand, Erik, og jeg havde haft, både med og uden vores to børn.

Vi var begge født i 1959 og havde mødt hinanden på efterskole. Vi var blot 17 år, da vi flyttede sammen. Eriks mor, som ved vores bryllup i 1984 blev min lovformelige svigermor, var enke og havde været meget imod, at hendes eneste barn flyttede hjemmefra så tidligt.

Jeg derimod var ud af en søskendeflok på seks, så mine forældre tog mere afslappet på det.

Mens jeg bladrede gennem billederne fra vores første hjem, blev jeg ramt af akut nostalgi. Vores første hus, vores bryllup, vores datter, Lauras, fødsel i 1986 og vores søn, Lasses, i 1989.

Vi havde haft meget om ørerne med to fuldtidsjobs og masser af fritidsaktiviteter for store og små.

Begge havde vi temperament og ville gerne bestemme, hvor skabet skulle stå, og det gav konflikter.

Når der var harmoni mellem os, var vi meget lykkelige, men de uundgåelige problemer havde vi svært ved at håndtere. Erik blev tavs og indelukket, mens jeg var impulsiv og måtte have luft med det samme.

Nænsom skilsmisse

I 2004 endte det med et brud, og det var en kæmpe lettelse for mig. Jeg orkede ikke at skændes mere med ham. Erik flyttede hen til sin mor, mens huset var til salg.

Her boede børnene og jeg så alene i et lille års tid, og da det blev solgt, købte jeg min lejlighed, hvor Lasse også nåede at bo et par år.

For børnenes skyld var Erik og jeg selvfølgelig nødt til at kunne omgås, og hen over nogle år opnåede vi et fint og venskabeligt forhold. Når vi sås hos børnene, grinede og sludrede vi afslappet sammen.

Jeg vidste, at Erik som single brugte næsten al sin tid og alle sine kræfter på den lille it-virksomhed, han havde startet to år før skilsmissen.

Gennem årene havde et par søde mænd krydset min vej, men disse forhold var strandet på, at mændene gerne ville bo sammen. Det var jeg slet ikke klar til.

Regnvejrssøndagen endte med, at jeg lagde mine billedalbums frem på bogreolen i stuen og desuden stuvede det meste af overskabets indhold på plads igen.

Afgørende aften

Få uger senere havde en veninde og jeg købt billetter til en vinsmagning med tilhørende foredrag om Sydafrika i medborgerhuset. Hun blev imidlertid syg, og jeg besluttede at tage alene af sted.

Så snart jeg trådte ind i lokalet, fik jeg til min overraskelse øje på Erik. Han vinkede og pegede på en ledig stol ved siden af sin.

Vi fik en rigtig hyggelig aften sammen. Vi kendte ingen af de andre deltagere, så i pauserne sludrede vi om børnene og om Eriks mor, som stadig var frisk og rask. Jeg nød hans selskab og kunne mærke, at han også nød mit.

– Måske lyder det skørt, men må jeg invitere dig på frokost på søndag? spurgte han, da vi tog afsked med et knus. – Jeg har fået en ny kunde. Et ungt par, som har genåbnet det gammeldags traktørsted ude ved Hollænderskoven. Har du lyst?

– Absolut, tak, svarede jeg. – Hvis vejret er godt, kan vi måske trave en tur i skoven bagefter.

Af grunde, jeg ikke selv var helt klar over, sagde jeg ikke noget til hverken Laura eller Lasse om, at jeg havde denne aftale med deres far.

Det viste sig, at Erik heller ikke havde sagt noget til hverken dem eller sin mor, som han ellers talte med hver dag.

Sås i smug

Vi havde en pragtfuld søndag sammen, før vi skiltes. Da jeg stod hjemme hos mig selv, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde inviteret ham ind på mad.

For at gøre en lang historie kort blev de gamle amoriner genoplivet. Vi udvekslede beskeder, talte i telefon om aftenen, sås jævnligt og begyndte endda at sove sammen igen, hvilket var temmelig vidunderligt.

Men vi holdt det for os selv og satte ikke engang over for hinanden ord på, om vi for alvor var ved at finde sammen igen. Den mulige genforening var endnu et følsomt emne.

Vi deltog i ikke mindre end tre fødselsdage hjemme hos vores børn, hvor deres farmor også var med, uden nogen opdagede, at vi sådan set var sammen igen. Vi stjal os til at udveksle et hurtigt kys på gangen og i køkkenet og følte os unge og fjollede igen.

Men vi var jo godt og vel voksne, og nu kunne vi endelig finde ud af at tage de dybe samtaler om vores problemer.

Erik erkendte, at han skulle have brugt nogle flere ord og åbnet sig mere for mig og for de mulige løsninger, når vi stødte på knaster i samlivet. Jeg indså, at jeg nok havde været lovlig hurtig til at brokke mig, når jeg blev sur eller såret.

– Hvis vi havde været lige så gode til at tale om tingene dengang, havde vi ikke behøvet at blive skilt, sagde Erik.

Det havde han ret i, og hen over de næste måneder blev vi enige om, at vores kærlighed skulle have en chance til.

Mødt af modstand

Vi troede egentlig, at vores børn ville blive glade for nyheden, men der tog vi grusomt fejl.

Lasse mente hovedrystende, at det var noget pjat, og at vi garanteret ville ryge i totterne på hinanden igen. Hvis vi ville flytte sammen, gad han i hvert fald ikke at slæbe møbler, for de skulle vel hurtigt flyttes tilbage igen.

Laura var lodret imod og blev nærmest vred på os.

– Tror I måske, det var særlig sjovt for os, dengang I altid var uvenner og til sidst blev skilt? rasede hun. – Det var det nemlig ikke. Jeg gider simpelthen ikke have opbrud og ballade i familien igen!

Det viste sig, at Laura efter års venten endelig var blevet gravid, og det var for sit lille barns skyld, at hun ikke ønskede at se dets mormor og morfar genoptage samlivet.

Det var selvfølgelig stort, at Erik og jeg endelig skulle være bedsteforældre. Samtidig kom børnenes negative reaktioner helt bag på os begge, og det viste sig, at Eriks mor bestemt heller ikke var tilhænger af vores nyfundne kærlighed.

Efter hendes opfattelse havde vi haft chancen, men misbrugt den, og vi havde bevist, at vi ikke kunne leve sammen.

Fælles om fremtiden

Det var et slag, men modstanden fik os ikke til at opgive, tværtimod. Erik og jeg var helt på det rene med, at vi ville tilbringe den sidste tredjedel af vores liv sammen, for nu var vi blevet meget klogere på de fælder og faldgruber, vi skulle undgå at havne i.

Vi blev derfor enige om, at vi satsede på hinanden med eller uden vores børns og hans mors velsignelse.

Vi ventede yderligere et år med at flytte sammen, men i januar 2017 fik vi igen fælles adresse. På det tidspunkt var der stadig skepsis hos vores nærmeste, men som månederne blev til år, blegnede den.

Da min dobbelte svigermor, som jeg var begyndt at kalde hende, faldt bort i 2020, havde hun for længst tilkendegivet, at det var godt, det var blevet os igen.

På det tidspunkt ventede Laura sig igen, men graviditeten var vanskelig, så vores ældste barnebarn, Isabella, tilbragte meget tid hos os. Det nød vi i fulde drag, og ikke mindst nød vi at være sammen om det.

Vi kan ikke skrive vores historie om, men vi har lov til at blive klogere og dygtigere til at være sammen, og vi er et meget lykkeligt par i dag. Forude venter vores pensionistliv, og jeg glæder mig inderligt til at dele det med Erik.