Der burde være et særligt rum for de mennesker, der bare er blide og kærlige og ikke har evnen til at være ondskabsfulde eller bare sige fra over for urimelig opførsel. Det findes desværre ikke, og derfor må de enten hurtigt tillægge sig hård hud på sjælen eller finde sig i at blive væltet omkuld.
Maria Tackmann i Kalundborg er sådan et menneske. Hun er 25 år, nyuddannet pædagog og skal snart giftes med sin Martin. Hun elsker sin kæreste og sin familie, så set udefra ligner hun så mange andre unge kvinder. Men hendes sind er ikke som andres. Som hendes stedfar, Kim, siger: ”Den eneste angst, Maria ikke har, er berøringsangst.”
Siden hun var helt lille, er hun blevet mobbet. Da hun var omkring 12, udviklede hun angst og tvangshandlinger. Senere mistede hun sin far, og chokket over tabet udløste depressioner og endnu mere angst. Alligevel har den blide og stille pige råstyrke, og hun har fuldført sin uddannelse og har nu et klart mål: Hun vil gøre verden til et bedre sted at leve, og det gør hun ved at hjælpe andre.
Maria blev mobbet
– Jeg begyndte i skole, da vi boede i København, og jeg blev mobbet rigtig meget. Dengang blev jeg drillet med mit lange hår. Så flyttede vi herop til Kalundborg, og så fortsatte det egentlig bare med nogle andre ting – og sommetider helt uden grund, fortæller Maria.
Da hun var 12 år, kom angsten og tankerne – eller måske havde de altid været der?
– Man vælger ikke selv sin hylde her i livet, siger Maria. – Jeg har altid bekymret mig. Når jeg blev drillet, forsvarede jeg mig ikke. Jeg prøvede at smile og være venlig eller bare undgå, at situationen overhovedet skulle opstå. Jeg har måske bare ikke evnen til at blive rigtig rasende. Til gengæld har mobningen lært mig at respektere andre mennesker og deres måde at være på – vi kan ikke være ens, alle sammen.
Da Maria nåede teenagealderen, udviklede angsten og tvangshandlingerne sig, og selv om hendes forældre gjorde, hvad de kunne, kunne de jo ikke leve Marias liv for hende. Marias forældre var på det tidspunkt blevet skilt, og Kim var blevet Marias ekstra far. Det betød heldigvis, at hun nu havde tre forældre, der alle elskede og støttede hende. Da hun var 18, døde hendes biologiske far, og det kastede Maria ud i en voldsom krise.
På plejehjem
– Min far døde uventet af et hjertestop, og jeg mistede fuldstændig retningen i mit liv. Jeg gik i HTX på andet år på det tidspunkt, og jeg var i chok og i sorg i lang tid. Jeg kunne ikke overskue at lave mine opgaver, selv om jeg forsøgte. Jeg kunne i hvert fald ikke lave dem fuldstændig perfekte, sådan som jeg helst ville. Jeg tænkte på at holde op i skolen, men så tænkte jeg på min far, der havde været så stolt over, at jeg var i gang med en uddannelse. Jeg skyldte ham at gøre det færdigt. Det var min mor, far Kim og Martin, der bar mig igennem, for jeg havde ikke kunnet klare det alene. Året efter bestod jeg eksamen.
Efter gymnasiet tog Maria to sabbatår, hvor hun arbejdede som frivillig på plejecentret Jernholtparken, der ligger i Kalundborg. Hun levede af en lille pension, hun havde fået i arv fra sin far, og for første gang i sit liv blev hun accepteret, nøjagtig som hun var. Her var ingen klassekammerater, der mobbede hende, fordi hun ikke ville drikke til festerne, ingen, der syntes, hun var for tyk eller for tynd eller bare mærkelig.
– De gamle kunne lide mig. De så mig som et menneske, der kunne hjælpe med ting, der måske var lette for mig, men store opgaver for dem. De blev glade, når jeg gav dem et knus, eller når vi sang sammen, siger Maria.
– Jeg har altid været glad for børn, så jeg besluttede at tage uddannelsen til pædagog – også selv om det ikke var helt nemt. Min stedfar kørte mig frem og tilbage til seminariet og i praktikkerne, fordi jeg er angst for busser og tog, men heldigvis kunne jeg tage meget af uddannelsen over internettet.
Endelig glad
Derfor tager mor og datter sommetider på tur med toget, så Maria kan prøve sine grænser af. Maria har en stor svaghed for Melodi Grand Prix, og der var ikke andet at gøre end at overvinde angsten og rejse til Norge, da hele familien fik billetter til showet i 2010. Kæresten Martin fandt hun på nettet for snart otte år siden, og de seneste mange år har han også boet hjemme hos Maria og hendes forældre i Kalundborg.
– Kan man være gift og bo hjemme? spurgte Maria engang sin mor, og ja, det kan man, hvis forældrene er som Kaja og Kim. De er ikke rige på penge og ting, men de deler gerne deres hjem med Maria og Martin, der nu bor i den ene halvdel af huset. Martin arbejder inden for handel, og Maria leder efter et job. I januar blev hun færdiguddannet som pædagog, og hun har tilmeldt sig som vikar på flere institutioner i omegnen, og mulighederne skulle være gode. Der er nemlig efterhånden mange, der kender Maria.
– Jeg vil gerne arbejde i en vuggestue, for det må være det største at give omsorg og glæde til helt små børn. Jeg har altid været den stille pige, og det har gjort, at jeg er i stand til at opdage lige præcis det lille, stille barn, der har brug for ekstra omsorg og et kram. Børn skal vide, at de er noget værd, at verden bliver et bedre sted, netop fordi de er til, siger Maria.
Hun har stadig ikke fået hård hud på sjælen, og hun er heller ikke brudt sammen. Maria er beviset på, at der også skal være en plads i verden til de mennesker, der er sårbare – netop fordi de gør verden til et bedre sted.
