Alle forældre kender nok til den lille bekymring, når ens voksne børn vælger at flytte meget langt væk fra hjemmet. Hvor tit får man dem nu at se, når afstanden er så stor? De kommer jo ikke lige forbi til en kaffetår en søndag eftermiddag og får en sludder …
Medmindre man altså er pilot og snupper en flyvemaskine hjem til mor og far.
Det er lige præcis, hvad Maria Louise Radmer gør, når hun får lyst til at besøge sine forældre, der bor 250 kilometer fra Maria Louises hjem i Dronningmølle. Hun er nemlig en af de kun fire procent kvindelige piloter i hele verden.
– Hvis jeg skal tage bilen, når jeg skal besøge mine forældre, tager det jo næsten tre timer, fortæller den 29-årige pilot, der arbejder i Roskilde Lufthavn og meget gerne vil besøge sine forældre af og til.
Lica og Frank Radmer bor på Tåsinge og er egentlig lidt vant til, at deres datter er fysisk fraværende.
– Da hun var færdig med sin handelsskoleuddannelse, prøvede hun lidt af hvert. Butikschef, skilærer i Frankrig, og til sidst flyttede hun til København, hvor hun arbejdede som pædagogmedhjælper i en vuggestue, fortæller Maria Louises mor, der som selvstændig frisør sagtens forstår, at hendes datter har satset på sit højeste karriereønske.
Skønt Maria Louise forsøgte sig med forskellige job, vidste hun godt inderst inde, hvad det i virkeligheden var, hun skulle beskæftige sig med.
– Allerede som 16-årig var jeg sikker på, at jeg skulle være pilot. Det var min onkel, der selv var pilot, som under en samtale om mine fremtidsdrømme spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare fokuserede på det, jeg havde mest lyst til. Da gik det op for mig, at jeg måske nok først skulle prøve lidt forskelligt, men at jeg helt sikkert til sidst ville havne bag et flyrat.
Læs også om piloten Heidi, der har højdeskræk
Lyttede til sit hjerte
Efter nogen tid i København tog Maria Louise et drastisk skridt.
– Hun ringede en dag og sagde, at hun havde taget en stor beslutning, fortæller Maria Louises far, der frygtede, at hans datter skulle have en baby.
– På det tidspunkt arbejdede hun i vuggestuen, og jeg ønskede for hende, at hun skulle nå meget mere, før hun faldt til ro som småbørnsmor. Da hun så fortalte, at hun havde fyret sin kæreste, blev jeg lettet, for så handlede det i hvert fald ikke om børn. Men straks efter sagde hun, at hun også havde sagt både sit job og sin lejlighed op, og så tænkte jeg åh nej, så skal hun rejse jorden rundt, bestige et bjerg eller sådan noget. Det kunne hun nemlig godt finde på.
Men Maria Louises næste ord bragte glæden tilbage hos hendes mor og far.
– Hun fortalte, at hun havde talt med banken om at låne en masse penge, og at hun var begyndt på flyveskolen i Roskilde. Og vi vidste jo, at det var det, hun ønskede sig allermest.
Maria Louise havde endelig lyttet til sit hjerte og valgt sin vej.
– Det var min onkels ord, der blev ved med at ringe i mine ører, og langt om længe fik jeg taget livet af fornemmelsen af, at det kunne jeg da ikke, og det ville også blive alt for sindssygt dyrt. Jeg var så heldig at leje et billigt værelse i København, og kort tid efter fik jeg en lille lejlighed i Roskilde.
Inden hun kunne begynde på uddannelsen, skulle Maria Louise dog igennem en obligatorisk lægeundersøgelse.
– Det er en prøve, der kontrollerer, at man fysisk og psykisk er i stand til at gennemføre uddannelsen, og de tester alt: øjne, balance, nerver og så videre. Jeg bestod heldigvis og begyndte på skolen i 2015.
Lica husker tydeligt, hvordan der hurtigt kom til at se ud i Maria Louises lille lejlighed.
– Hun havde ingen billeder på væggene. De var totalt dækket af store A4-ark med alt muligt fly-teori.
Skønt teorien var svær, kastede Maria Louise sig ivrigt ind i kampen.
– Teorien var virkelig en udfordring, og lidt chokerende var det, at man faktisk starter med at flyve allerede på dag ét. Jeg kan ikke huske meget fra de to første ture – kun i glimt. Det er jo, fordi man er helt høj!
Allerede efter ti timer i luften skulle Maria Louise ud på sin første solotur.
– Jeg havde jo gjort det mange gange med instruktøren ved min side, så jeg var ikke særlig nervøs, indtil jeg var på stigning. Da gik det virkelig op for mig, at her sad jeg og fløj et fly helt alene! Jeg var så glad, at jeg straks efter landingen ringede hjem og fortalte, hvad jeg havde gjort.
Den største drøm
Lica og Frank har støttet deres datter hele vejen gennem uddannelsen.
– Hvis jeg kørte totalt fast i motorlære for eksempel, sagde min far, der udlejer lyd- og lysudstyr og er temmelig teknisk anlagt, at jeg bare skulle komme hjem. Så kunne vi sammen skille en motor ad og få styr på det.
Selve flyvningen har Maria Louise elsket fra allerførste flyvetur.
– Det er fantastisk. Der er vildt meget, man skal holde styr på, og jeg har følelsen af at være blevet voksen af at flyve. Det er både det store ansvar, men i høj grad også koncentrationen omkring flyet. Jeg har det allerbedst, når jeg flyver alene, for så føler jeg mig fuldstændig fri!
På spørgsmålet, om Maria Louise aldrig er bange for at styrte ned, er svaret klart.
– Nej, en flyvemaskine flyver jo nærmest af sig selv. Man skal virkelig gøre noget for at få den til at falde ned af sig selv. Det er praktisk talt umuligt.
Efter 349 timer i luften er Maria Louise også blevet uddannet flyinstruktør.
– Ud over mine faste ruter i lokalområdet bruger jeg en del tid på at flyve med elever. Og jeg er netop blevet omskolet til en større flyver, der hedder Britten Islander, fordi jeg skal være med på ruten til Anholt og Læsø. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Maria Louise har dog ikke travlt med at stige i graderne.
– Det kommer. Jeg ser da også frem til en dag at flyve en Boing 737, men min allerstørste drøm er at blive privatpilot for en stor, privat virksomhed. Det vil være helt fantastisk!
Indtil videre er det fantastisk både for Maria Louise og hendes forældre, når hun kommer flyvende hjem til kaffe og lander næsten i sine forældres baghave.
