Niels Oluf Andersen ville have været stolt af sine piger. Desværre døde han for 11 år siden af en blodprop og efterlod sig sin kone, Yuphin, der kom fra Thailand, og deres lille datter, Maxine, på 7 år. Yuphin var 19 år, da hun kom til Hillerød og blev gift. Lige siden har hun arbejdet på fabrik og som husassistent, alle steder, hvor der var brug for en kvinde, der kunne bestille noget.
Yuphin fik sidste år en hjerneblødning, og siden har hun haft brug for hjælp. Nu er Maxine nu den, der hjælper – derfor synes Maxines faster, Inger-Lise, at Maxine er en værdig vinder af Familie Journals Guldhjerte.
En hjerneblødning
– Det var en lørdag aften i august sidste år. Jeg var taget i byen med nogle venner, og mor var hjemme i lejligheden sammen med en veninde. Heldigvis var der nogen hos hende, ellers havde jeg mistet min mor, fortæller Maxine.
Maxine bliver voksen
Yuphin overlevede hjerneblødningen, men hun var blevet ramt på balancenerven og på hukommelsen. . Hjemme i Hillerød passede Maxine sin skole, hun var lige begyndt i 2. G. på gymnasiet Om eftermiddagen var hun hos sin mor på hospitalet
Først forstod Yuphin ikke, hvad der var sket med hende. Hver dag kæmpede hun med ordene og med de ting, hun ville huske. Hun ville hjem til sin datter, og hun lagde alle sine kræfter i genoptræningen.
Mor kommer hjem
Endelig kom Yuphin hjem efter en måned, men livet blev ikke lettere.
– Min mor sagde nej tak til hjemmehjælp. Hun ville selv, siger Maxine, og sådan blev det. Maxine gik på indkøb med sin mor, hjalp hende med at skrive huskesedler og holdt hende oprejst, når hun var ved at segne af træthed. Dag for dag fik Yuphin det bedre. Og så blev Maxine syg.
– Det viste sig, at jeg havde fået stress, og det havde udløst et angstanfald. Jeg snakkede lidt med skolepsykologen, men gjorde ikke noget ved det, for hvad skulle jeg gøre? Jeg fortsatte med at passe min skole og min mor.
– Jeg syntes jo, det var min skyld, at min datter havde det så dårligt. Min pige har givet mig livet tilbage, men det har kostet hende dyrt, synes Yuphin.
To stærke piger
Og Maxine kunne ikke være mere stolt, end hun er af sin mor lige nu. Maxine og Yuphin snakker sammen, som de aldrig har gjort det før. De husker at spørge, om det har været en god dag. De husker at sige, de elsker hinanden, og de er begyndt at snakke om, at Maxine vil flytte hjemmefra om to år. Engang drømte hendes forældre om, at deres pige skulle blive læge eller sagfører. Nu vil Yuphin bare have, at hendes datter skal blive lykkelig.
Kender du en, der fortjener Familie Journals guldhjerte?
Så skriv en mail til os på
guldhjerte@familiejournal.dk.
guldhjerte@familiejournal.dk.