23-årige Ditte lider af pletskaldethed: Jeg har accepteret, hvordan jeg ser ud

Ditte Brændegaard Sørensen var 13 år og skulle konfirmeres. Hun havde kjolen på, makeuppen var lagt, og nu skulle håret bare sættes. Så var Ditte klar til sin store dag. Men noget gik ikke helt som forventet.

Det var hendes storesøster, der skulle ordne hendes hår, og pludselig ændrede hun planen for, hvordan frisuren skulle være på den store dag. Hun fortalte ikke Ditte hvorfor, men håret blev pænt, så det var ikke noget problem.

– Hun fortalte mig senere, at det var fordi, hun havde opdaget en skaldet plet på størrelse med en to-krone på mit baghoved. Hun ville ikke sige det til mig, for jeg skulle ikke være ked af det på min konfirmationsdag, fortæller Ditte, mens hun sidder hjemme i stuen i Middelfart og piller ved sin paryk, inden hun tager den på igen.

Det var omkring det tidspunkt, Ditte fandt ud af, at noget ikke var helt, som det skulle være. Men hvor slemt det stod til, var hun stadig ikke klar over.

– Jeg ville ikke rigtig erkende, at jeg mistede håret. Jeg kunne jo godt se det, når jeg kiggede på min hovedpude om morgenen, og den var dækket af hår, eller når jeg gik i bad og kunne rive totter af hår ud, men jeg nægtede at tro på det.

Læs også: Efterskole med fokus på selvværd

Ikke som andre

Men selv om Ditte havde svært ved at erkende det, var det en realitet. Hun mistede håret.

– Jeg vil sige det sådan, at jeg blev meget kreativ med min håropsætning. Jeg ville for alt i verden ikke vise, at jeg manglede mit hår. Jeg kan huske, jeg syntes, det ville være så pinligt, hvis nogen opdagede det.

Så Ditte holdt tæt med det i lang tid. Kun familien og de nærmeste veninder fik noget at vide. Men ingen vidste, hvad hun helt reelt fejlede. Hverken Ditte eller lægerne.

– Det var megafrustrerende, at ingen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Som om det ikke var hårdt nok at være teenager uden hårtabet. At ingen så kunne fortælle mig hvorfor, gjorde bare det hele ekstra svært, fortæller Ditte.

Frygten for, hvad der kunne være galt, fyldte meget. I Dittes hoved kunne det være alt fra kræft til vitaminmangel. Mange forskellige behandlinger blev også forsøgt for at få håret tilbage.

– Der var engang, de sprøjtede binyrebarkhormon ind i hovedbunden i håb om, at håret ville vokse ud igen. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt. Jeg skreg og skreg, siger Ditte.

Og håret kom også tilbage, men kun for en kort stund, før hun igen kunne hive store totter ud.

– Det var nærmest værre at miste det anden gang. Der nåede jeg lige at få håbet om, at jeg kunne få håret igen, men så knustes den drøm, og lægerne fortalte mig, at de var kommet frem til, at jeg lider af det, man i daglig tale kalder pletskaldethed.

Og der begyndte Dittes tanker for alvor at køre rundt. Hvem ville nogensinde være sammen med en skaldet pige? Hvordan ville vennerne reagere? Og var det sådan, det skulle være resten af hendes liv? Sygdommen sled hårdt på Dittes selvtillid, og hun havde svært ved at acceptere kendsgerningerne. Men så for fem år siden tog hun en beslutning om, at hun ikke gad alt det bøvl med at skjule de skaldede pletter med sit eget hår.

Læs og se videoen: Louises mor er syg: Vi har besluttet os for kun at være glade

På med parykken

– Jeg brugte så mange timer og endnu flere liter hårlak på at skjule de bare pletter. Og hver gang jeg gik udenfor, tænkte jeg kun på, om man kunne se, at jeg var skaldet flere steder. Det fyldte alt for meget.

Derfor lod hun alt håret klippe af og købte en paryk.

– Vi kunne godt mærke, at hun var ret ked af det i begyndelsen, fortæller Dittes far, Kim.

– Men da hun havde vænnet sig til parykken, kunne vi så også mærke, at hun blev meget gladere og mindre bekymret, end hun var, dengang hun hele tiden skulle sætte og rette på sit hår.

Ditte kigger på sin far og nikker.

– Ja, jeg tror, at det, jeg var mest ked af, var, hvor meget jeg pludselig lignede dig, siger hun og bryder ud i et kæmpe grin og giver sin far et kærlig strøg over hans isse.

– Med parykken på følte jeg mig pludselig hel, selv om det stadig var lidt deprimerende at skulle tage sit hår af og på. Jeg følte jo alligevel, at jeg skjulte mig selv, når jeg tog parykken på for at gå ned at handle eller være andre steder, hvor jeg kunne møde folk.

Vis, hvem du er

Langsomt begyndte Ditte så at smide parykken. Ikke hjemme i Danmark, men på familiens årlige tur til Rhodos, røg parykken af på grund af de høje temperaturer.

– Det gjorde mig ikke det store. Jeg var jo også blandt folk, jeg ikke kendte. Det var mere i Middelfart, jeg var nervøs for det, fortæller Ditte.

En dag skete det alligevel, at Ditte trådte ud på åben gade derhjemme uden paryk. Hendes daværende kæreste var træt af, hun brokkede sig over, at hun skulle tage parykken på, hver gang hun skulle ud. Så han foreslog hende, at hun bare lod være. Ville folk stirre, måtte de jo bare gøre det.

– Folk kiggede helt vildt, fortæller Ditte og fortsætter: – Men der var også en vis befrielse i det. Jeg følte mig både sej og stærk, fordi jeg turde stå ved den, jeg er.

Siden dengang er det blevet meget vigtigt for Ditte at vise, at det er helt okay at se anderledes ud. Derfor har hun også ladet sig interviewe af TV 2 for at gøre opmærksom på sygdommen.

– Der er flere, der har skrevet til mig, at de har den samme sygdom, og at de er glade for, jeg stiller op og snakker om den. For man skal ikke skamme sig over, hvem man er.

Og det er også noget af det, Ditte giver videre til dem, der skriver til hende.

– For mig er det vigtigste nok bare at sige: Skidt med, hvad andre tænker. Du er ikke forkert. Det ville jeg i hvert fald ønske, jeg havde vidst lidt tidligere. Nu kan jeg jo sagtens se, at jeg bare skal tro på mig selv, for jeg ser sgu godt ud. Både med og uden hår.