– Hun er jo ligesom en storesøster. Nå nej, den går ikke, lillesøster selvfølgelig!
91-årige Kirsten Wessmann-Hansen kaster armene i vejret og ryster på hovedet, så det hvide, permanentede hår bølger frem og tilbage. Bemærkningen når knap nok at komme over hendes læber, før hun, lettere overrasket over sig selv, tager ordene i sig igen. Kvinden, hun taler om, er 50-årige Jeanette Bech Naeslund, der sidder over for hende i den lille lejlighed i plejecentret BOMI-parken på Amager.
Hun har endnu ikke fået hvidt hår, men til trods for aldersforskellen på godt 40 år er de to faldet i hak – lige siden de for tre år siden blev spisevenner gennem Røde Kors.
LÆS OGSÅ: En læser fortæller – blev besøgsven ved et tilfælde
Alderen er ligegyldig – snakken går
Uden at kende noget til hinanden i forvejen fandt de ud af, at snakken går nemmere over et måltid mad og en god flaske rødvin. Så er det ligegyldigt, om man er 50 eller 90. Så længe humøret er intakt, og man er nysgerrig på hinanden og verden.
– Det var da en kompliment, der ville noget, siger Jeanette og kigger med kærlige øjne på Kirsten, som kæmper for at holde et grin tilbage.
– Ej, den var meget god, Jeanette. Jeg har det faktisk, som om det er min søster, der kommer. Jeg ved godt, at jeg er et par år ældre end dig, men alligevel så føler jeg ikke aldersforskellen.
– Man kan ikke undgå at blive glad, når Jeanette kommer. Prøv lige at se hende.
LÆS OGSÅ: Lone får 36 børn på sommerferie
Ikke for gammel til at lave sjov
Der breder sig et smil på Kirstens læber, i samme sekund hun begynder at tale om Jeanette – et smil, der bare fortsætter længere op mod ørerne, så snart de to sæt øjne mødes. Makkerparret behøver ikke at lave noget bestemt, når de er sammen: Om de går en tur, deler en kande kaffe eller spiser smørrebrød sammen, er sådan set lige meget.
– Jeg forstår ikke, at jeg har kunnet holde hende ud så længe, siger Kirsten med et smil, som bliver afløst af endnu et grin. Hun er ikke for gammel til at lave sjov. At det lyse sind langtfra er blegnet i takt med håret på hovedet, er også grunden til, at Kirsten valgte at lede efter en besøgsven. Hun drømte om en at dele lidt af hverdagen med – mellem besøg fra sønnen og børnebørnene.
LÆS OGSÅ: Ikke længere ensom: Danny meldte sig til Røde Kors Julevenner
En sand ven
– Og så mødte jeg den dejlige pige der. Og vi har det så godt sammen, synes jeg, fortæller Kirsten, der mange år forinden var blevet alene. Efter 52 års ægteskab var hun pludselig alene i en lejlighed på tredje sal. Med sporadiske kaffeaftaler med naboerne savnede hun præcis sådan en som Jeanette: en sjov, mild og humoristisk veninde, der også var klar til at følge med, når hun på et tidspunkt skulle rykke på plejehjem. Hun havde brug for et frisk indspark i hverdagen.
– Alle mine søskende er døde, og min ældste søn er også død fra mig, så jeg har kun min yngste søn, der bliver 60 til oktober. Han er sød til at komme, siger Kirsten og fortæller, at hendes børnebørn og oldebørn også kommer forbi med jævne mellemrum, men at de også har deres at se til.
Ville bruge tiden på noget godt
At savne noget i livet var Kirsten ikke alene om. Med voksne børn, der ikke havde samme behov, som da de var mindre, havde Jeanette også tid, lyst og energi til at prøve noget andet. Hun længtes efter noget, der tilføjede hverdagen lidt mening, ligesom hun i det stille drømte om en bonusbedste – eller i hvert fald én med lidt mere livserfaring end hende selv.
– Mine børn er blevet store, og jeg er skilt, så jeg havde dem ikke så meget, kun hver anden uge. Derfor havde jeg en masse tid, som jeg tænkte, at jeg ville bruge på noget godt, fortæller Jeanette og nikker for at understrege sin pointe. Faktisk var det hendes datter, der foreslog, at hun kunne blive besøgsven – noget, der faktisk længe havde rumsteret i baghovedet. Og der skulle ikke mere til end det lille puf.
– Jeg har en lille familie og har ikke rigtig nogen ældre i min familie, så jeg tænkte, at det var lige præcis dét, jeg skulle. Så var jeg heldig at møde Kirsten.
– Du tør ikke at sige andet, indskyder Kirsten med et smil, mens hun nipper forsigtigt til sin kaffe.
Som familie
Mellem billeder og minder fra et langt liv sidder de to damer. Kirsten rækker ud efter et af de mange billeder, der fylder den brune teaktræsreol – billedet er af hendes tipoldebarn. Med en stor familie er det ikke altid lige til at holde styr på, hvor mange og hvordan og hvorledes. Selv om Jeanette langtfra har været med hele vejen, kan hun sagtens hjælpe, hvis det kniber med detaljerne. Begge familier har nemlig hilst på hinanden, for det kan slet ikke undgås, at man bliver viklet ind i hinanden, når venskabet vokser og varer ved over flere år.
– Kirsten er blevet en del af min familie, men vi er også veninder. Synes du ikke også, Kirsten?
– Vi kan i hvert fald tale om alt uden at skamme os, tilføjer hendes veninde. Eller søster, om man vil.
– Det har givet mig en masse glæde at få Jeanette ind i mit liv. Hende hverken kan eller vil jeg undvære, siger Kirsten og kigger mod sin bonussøster, der nikker. Så er det lige meget, om det er en stor eller lille en af slagsen.
