Hvis Aggathe kunne skrive sit kørselsfradrag på selvangivelsen, ville hun være en meget rig kvinde – hun har omtrent 4.000 km til sit arbejde – hver vej endda.
I stedet er hun flyttet fra sin mand og sit hjem i Horslunde på Lolland for at få en læreplads i Nuuk i Grønland, hvor hun nu er kontorelev med speciale i administration hos politimesteren i Grønland. Hun har virkelig gjort en stor indsats for at få en elevplads – men Aggathe er også så gammel, at hun kunne være mor for de fleste andre elever.
Hun bliver 59 år i maj, og hun er gået i lære, fordi hun simpelthen ikke vil finde sig i at blive kaldt ”det grå guld” og være arbejdsløs. Hun vil have et arbejde, og så må hun flytte sig efter det, har hun bestemt. Derfor er Jan alene flere måneder ad gangen, mens Aggathe bor i en etværelseslejlighed i Nuuk og tjener en lille elevløn deroppe i det land, hun kommer fra.
Aggathe er sin egen
Som pige i en grønlandsk familie har hun lært at flå en sæl og værdsætte et godt spæklag. Praktisk viden, hvis hun skulle giftes med en fanger, men Aggathe fik ikke en fanger. Hun fik Jan – en dansk politimand, og ham har hun holdt fast ved, lige siden hun faldt for hans stemme for mange år siden. De havde egentlig planlagt at nyde deres liv sammen i det lille bondehus i Horslunde, når Jan skulle gå på pension – lige indtil Aggathe fandt på at gå tilbage til skolebænken. Det betyder, at Jan må undvære sin hustru i længere tid ad gangen, men ingen er mere stolt af sin kone end Jan.
– Hvis der er nogen, der kan klare at gå i gang med en uddannelse og håndtere forandringer, så er det Aggathe. Hun er bomstærk og stædig. Vi mødtes i Grønland i 1993, blev gift i 96 og flyttede til Danmark i 98. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt, så selvfølgelig bakker jeg op , når hun nu vil tage en uddannelse, siger Jan.
Græd da jeg steg op i grønlandsflyet
– Jeg vil gerne indrømme, at tårerne løb ned ad mine kinder, da jeg steg op i grønlandsflyet for at flytte op til min nye læreplads på politistationen i Nuuk. ”Hvad har du dog gang i?” sagde jeg til mig selv, og da jeg stod der på trappen op til flyet, fortrød jeg det rigtig meget. Men det har jeg ikke gjort siden, for det er fantastisk at komme i gang igen og bruge sit hoved, stråler Aggathe.
Aggathe Amalie Mine Nielsen er storesøster til seks brødre og født i en fangerfamilie i en meget lille bygd uden for Upernavik, Aappilattoq, i Nordgrønland. Meningen var, at hun skulle blive en god kone for en fanger, når hun blev stor, men Aggathe var ikke sådan lige til at bestemme over. Aggathes mor syede sin datters første nationaldragt, men den ødelagde hun, da hun spillede fodbold. Den næste dragt sled hun skindbukserne itu på ved at kælke ned ad bakkerne på rumpen. Aggathe var ikke ligefrem en stillesiddende pige. Hun længtes ud og væk, og som 14-årig kom hun til Danmark for første gang.
En dejlig stemme
– Jeg blev sendt på grønlandsk kostskole i Skibsby ved Hjørring i 1973, og det var en fantastisk oplevelse – og meget hårdt. Det var første gang, jeg så træer. Og det var første gang, jeg var et fremmed sted, alene og langt væk fra mine forældre. Heldigvis fik jeg en veninde, der tog mig med hjem på besøg hos sine plejeforældre i Nørresundby. De tog imod mig med åbne arme og blev siden mine plejeforældre i Danmark, fortæller Aggathe.
Efter skolen kom Aggathe tilbage til Grønland. Hun fik arbejde i det, der dengang hed Kongelig Grønlandsk Handel, hvor hun var et par år, og så skulle hun videre. Da hun mødte Jan, var hun tjener på en restaurant i Nuuk, hvor Jan jævnligt kom for at spise. Det første, hun lagde mærke til, var hans stemme – og så tog hun manden med.
Aggathe var ikke til at komme udenom
Jan var dansk politimand. Som så mange andre var han rejst til Grønland for at arbejde i en kortere periode, men han var kommet til at holde af landet og befolkningen, og nu var der så én mere at holde af for ham, for Aggathe var ikke til at komme udenom. De flyttede fra sted til sted i Grønland, alt efter hvor de havde brug for en politimand. I de små samfund var det politiet, der tog sig af det meste: mægling, eftersøgninger, tyverier, faderskabssager, mord, og hvad der ellers kunne ske. Aggathe var også i gang. Hun skaffede sig arbejde som hvad som helst og hvor som helst.
Hun arbejdede på kontorer, var tolk på sygehuset og medhjælper på politistationen.
Læs om Lone der også elsker Grønland
Alvorligt syg
De besluttede at flytte til Danmark i 1998. Jan havde været ti år i Grønland og havde nu fået tilbudt et job i Nakskov på Lolland. De tog på besøg i Nakskov, og på tilbagevejen kørte de forbi et gammelt bondehus langt ude på landet, hvor det var småt med naboer. Huset var til salg. Da de lukkede deres hund ud af bilen, rullede den sig veltilpas i mosset på græsplænen. De følte sig omgående hjemme, og inden dagen var omme, var Aggathe og Jan blevet husejere på Lolland.
– Det første år gik jeg hjemme, men så fik jeg job i SuperBrugsen, hvor jeg var i fem år, før jeg blev syg. Jeg fik brystkræft i 2009, da jeg var 50 år. Det var en slem omgang med både kemobehandlinger og stråler, men i dag er jeg rask. Men Aggathe var ikke længere helt den samme stærke kvinde, hun havde været. Hun blev hurtigere træt, hun havde ikke de samme fysiske kræfter, og hun var rasende over det, hun kaldte sin ”kemohjerne”. Hun huskede ikke længere så godt, og alting tog længere tid. Hun kunne ikke komme tilbage i et fuldtidsjob, og Aggathe vidste for første gang i sit liv ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var i kontakt med Lolland Kommunes jobcenter, der sendte hende på et serviceassistentkursus, men tiden, hvor Aggathe kunne arbejde hårdt fysisk, var forbi. Hun kunne ikke holde til det, det var tydeligt.
Andre mennesker, der er sidst i 50’erne og har overlevet en alvorlig sygdom, kunne måske nok forestille sig at stoppe med at arbejde, men ikke Aggathe ...
Elev som 55-årig
– Jeg vil ikke sidde på min sofa og bede kommunen om penge resten af mit liv. Jeg vil arbejde, og jeg vil bruge mit hoved. Spørgsmålet var bare, hvordan jeg kom videre. Jobcentret fortalte mig om muligheden for at komme i uddannelse som kontorassistent, og hvorfor ikke? Så gik jeg i gang med at læse, først HG i Nakskov og senere på ZBC i Næstved, da jeg var 55 år, fortæller Aggathe.
Nu har hun læst i snart fire år. Skoleforløbene har hun klaret i Næstved sammen med helt unge mennesker, der er opvokset med computere og elsker at feste i fritiden. Hun har kæmpet med computerne og vundet over dem, for Aggathe bider sig fast som en terrier, når hun støder på udfordringer, og hun slipper ikke, før de er klaret. Når de andre elever har festet ude i byen, har Aggathe somme tider været med, men for det meste er hun kørt hjem til Jan på Lolland og har hygget sig med ham i stedet for. Det sværeste har uden tvivl været at komme i praktik. – For det er nu mærkeligt at ”flytte hjemmefra” igen i min alder, men jeg elsker simpelthen at komme på arbejde, siger Aggathe.
– Hver morgen, når jeg går ind på politistationen, er jeg spændt på, hvad der sker i løbet af dagen. Om aftenen går jeg tilbage til min etværelseslejlighed, og inden jeg går i seng, ringer Jan og jeg sammen og snakker om, hvordan dagen er gået i Grønland og på Lolland.
Håber at fortsætte med at pendle
Til sommer er Aggathe færdiguddannet, og hun håber på at fortsætte i job på politistationen i Nuuk. Planen er at pendle frem og tilbage mellem Grønland og Lolland. Jan vil blive på Lolland. Han er blevet pensionist og trives med det, men han har været på besøg hos Aggathe i Grønland flere gange. Gammel kærlighed ruster ikke, tværtimod, synes Jan, for han er sikker på, at han har den allerbedste kone, der både kan flå en sæl og ved, hvad et Excel-regneark er.
