Når 24-årige Astrid Hindbo fra Sønder Stenderup syd for Kolding i år rejser sig mæt og glad fra julebordet og tager sin mor, sin far og sine søskende i hånden og danser rundt om juletræet, vil en lille del af hende være et helt andet sted – så langt væk fra julekugler, nisselandskaber og dansk overflod, som tænkes kan.
Astrid vil mindes sin første jul nogensinde uden sin familie. Den jul, hvor hun i seks uger hen over jul og nytår boede hos en af de allerfattigste familier langt ude i bushen i Katakwi i det nordøstlige Uganda. Her hos hiv-smittede 45-årige Deborah og hendes syv børn lærte hun, at livet kan leves på andre måder, end vi er vant til. Og at man godt kan nøjes.
- Juleaften skete der ikke andet, end at vi fik en cola – og det var virkelig wauw og stort for børnene, siger hun.
Læs også: En julesweater hjælper værdigt trængende
Valgte "uland"
Astrid er opvokset i en dansk kernefamilie med klaver og styr på værdierne, hun har været KFUM-spejder, rygsækrejsende i Asien og læser nu til sygeplejerske i København. Hendes udsyn har altid været stort, men alligevel blev det udvidet betragteligt, da hun i efteråret 2012 valgte faget ”uland” under sit ophold på Silkeborg Højskole. Skolen samarbejder nemlig med Folkekirkens Nødhjælp, og det betød, at alle deltagerne på ”uland” blev tilbudt et volontør-ophold i Uganda.
Læs mere om højskoleophold her
Lærte at spise atap
Inden afrejsen blev alle eleverne klædt så godt på som muligt til opholdet, men det var alligevel med blussende kinder og hjertet bankende højt oppe i halsen, at Astrid og hendes rygsæk en decemberdag pludselig blev sat af ude hos en ukendt, fattig ugandisk familie – meget langt ude på landet!
Deborah, hendes ældste søn, Denis, der er jævnaldrende med Astrid, resten af familien og naboerne stimlede sammen, hujede, hoppede og sang, da Astrid dukkede op. De var så glade og så stolte over, at en hvid kvinde ville bo hos dem. De havde forberedt sig i ugevis, lavet musikalske optrin, kokkereret og indkøbt en madras, så Astrid som den eneste i familien ikke skulle sove på den røde jord.
Læs også: I vores hus er man altid gæst og ven
Gik med vand på hovedet
Hun fik seks uforglemmelige uger hos familien Obolot – og kom så tæt på en tilværelse i en fattig, ugandisk familie, som man kan uden at være født der. Hun lærte at spise atap, en slags klæg dej af maltmel og vand, som serveres til mange måltider. Hun lærte at nøjes med et toilet, der bare var et hul i jorden, hvor sære dyr kravlede op og ned. Hun lærte at gå en kilometer efter vand – og bære det hjem på hovedet. Hun lærte at gå i seng, selv om hun igen-igen lugtede af røg fra bålet. Hun lærte at sove med et fremmed menneske helt tæt på sig.
Hendes opgave var at være observatør – det vil sige både iagttage, hvordan familien levede, og hvordan hjælpeorganisationerne forsøger at hjælpe. Denis, der er familiens forsørger, efter at hans far døde af aids, har blandt andet fået doneret geder fra Folkekirkens Nødhjælp, og takket være gederne er familien så småt ved at komme på fode.
Læs mere om Denis her: - Jeg er dybt taknemlig for danskernes hjælp
En kylling i bagagen
– Et par dage før jeg skulle hjem, kom Deborahs mor med en stor, fed kylling, satte den i skødet på mig og sagde, at den skulle jeg have med hjem. Jeg prøvede at argumentere for, at jeg ikke kunne have den med i bus og fly, men det fejede hun til side. ”I bussen sætter du den bare i et hjørne og giver den lidt foder, og i flyet lægger du den ned i din rygsæk. Det går fint!”
– Det var jo en fantastisk gavmild gestus af hende at ville give mig kyllingen, så jeg var virkelig i knibe. Men så fik jeg en idé og sagde til hende: ”Skal vi ikke aftale, at den her kylling hedder Ester, og den bliver her, indtil jeg kommer igen?”
– KOMMER DU IGEN?!, råbte hun. Og så var det helt lige meget med den kylling. Hun blev så glad, så glad, siger Astrid.
Så der er ingen tvivl i Astrids hjerte – hun skal selvfølgelig ned og besøge sin ugandiske familie igen, så snart det bliver muligt. For hun har fået meget andet med sig hjem i bagagen i stedet for kyllingen Ester.
– Jeg har lært at kunne nøjes og sige, at ting er gode nok, som de er. Man behøver ikke at have alting for at være tilfreds, siger Astrid.
Støt familier
som Deborahs
Efter opholdet i Uganda har Astrid Hindbo og hendes holdkammerater rejst rundt til konfirmandhold og efterskoler i det ganske land for at fortælle om deres oplevelser hos fattige familier, og det har på alle måder været godt at ”komme af” med alle billederne og alle historierne – en måde at bearbejde de stærke oplevelser på og samtidig gøre opmærksom på, at der er mennesker, der har brug for vores hjælp. Du kan støtte familier som Deborahs ved at give en ged via Folkekirkens Nødhjælp.
