Barsk rod hjælper andre

Mandag, 2. november 2009
af Redaktion
Søren Lynge ved fra sig selv, at man selv starter både de gode og de dårlige vaner
Foto: Birger Vogelius
Foto: Birger Vogelius

I julen i fjor blev 14-årige Sabrina fundet livløs af sin familie efter at have taget en overdosis piller. Hun blev indlagt, og hendes liv reddet, men til familiens overraskelse var der efterfølgende ingen, der stod parat til at hjælpe hende psykisk.

Måneders ventetid
Der er nemlig ofte mange måneders ventetid på kommunal hjælp i sådanne tilfælde.
Heldigvis havde Sabrinas forældre et vennepar, der kendte pædagogen, konsulenten og rådgiveren Søren Lynge. Og allerede samme dag kunne han møde den unge pige på hospitalet til en af de livsstilssamtaler, der er hans speciale.

Ønskede ikke at dø
I løbet af blot et par måneder bragte de ugentlige samtaler med Søren den unge pige på ret kurs. Og som hun selv forklarede, havde hun aldrig ønsket at dø. Indtagelsen af de mange piller havde været et råb om hjælp.
En del af hendes vennekreds havde nemlig en adfærd, der hverken var sund eller heldig. Og som mange andre på hendes alder havde Sabrina det med at tage vennernes problemer på sig.

Vaner og uvaner
34-årige Søren Lynge har hjulpet tusindvis af unge. Han voksede op i Aalborg og plejede omgang med de barskeste rødder, indtil han indså, at han med sin livsførelse skadede sig selv og dem, han holdt af.
I dag er han uddannet pædagog og coach samt indehaver af en international bachelorgrad i pædagogik. Han er ankermand i og ophavsmand til firmaet og hjemmesiden Ungdomsproblemer.dk og holder omkring 250 foredrag om året. Desuden driver han DreamCenter - en stor, renoveret gård, der ud over livsstilssamtaler også tilbyder døgnbehandling for svært belastede unge.

Ondt i familien
Endelig er Søren forfatter til adskillige storsælgende selvhjælpsbøger, heriblandt "Ondt i familien" og "Få dig et liv". Nu er han klar med endnu en selvhjælpsbog for unge. Den kan dog også med fordel læses af voksne, der søger redskaber til at gøre en forskel i unges liv. Bogen hedder "Vaner" og bærer undertitlen "Årsag til din succes og dine fiaskoer".

Start selv
Et udsagn, der glimrende udtrykker forfatterens filosofi: Du starter selv dine gode og dårlige vaner. Og du har magten til at ændre og kontrollere dine handlinger.
Tænk, hvis du ændrede bare én af dine dårlige vaner. Hvor mange mennesker ville det ikke gavne og glæde?
Bogen er en guide til at vinde eller genvinde kontrollen med sit liv og få vaner og uvaner i balance.

Af Johan Isbrand

Læs også...
Kvinder kæmper for killinger
Blev 'søskende' efter transplantation