I flere år har jeg været alene med min datter på 15 år og hendes lillebror på 12 år. Pigen har aldrig givet de store problemer, men her i coronatiden, hvor hun ikke har været så meget i skole, er der opstået en kedelig situation.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild
Hun og hendes veninde er begyndt at hænge ud med en flok drenge fra indvandrermiljøet. Vi bor i en mellemstor provinsby lige i nærheden af et boligområde, hvor der bor mange udlændinge.
De mødes i en park, og det er ikke, fordi jeg principielt har noget imod de drenge, men som jeg forstår, går de fleste ikke i skole længere. De har løse job af og til, og et par stykker er over 18 år og har kørekort, så min datter og hendes veninde er kørt rundt med dem i nogle gamle skrammelkasser til biler. Det gør mig alt sammen temmelig utryg.
Jeg har spurgt hende om, hvad det er for nogle venner, hun har fået, og jeg har foreslået hende at tage dem med herhjem til kaffe. Det griner hun bare af, og efterhånden fortæller hun mig ikke noget. Når jeg foreslår hende måske at vælge sine venner mere omhyggeligt, beskylder hun mig for at være racist.
Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle hende, hvad jeg ved om hendes kæreste?
Hun har før spillet meget håndbold, men det stoppede jo desværre i foråret. Hun plejer også at passe de tider, jeg har sat op for hende, men det gør hun heller ikke længere. Det er, som om hun slet ikke interesserer sig for andet end de drenge.
Jeg er ked af situationen og har brug for et råd om, hvad jeg kan gøre. Børnenes far har vi ikke ret meget kontakt med.
Min søster foreslår, at jeg skal forbyde hende at se dem, det tror jeg dog ikke vil føre noget godt med sig. Jeg kan jo ikke låse hende inde. Hvad kan du foreslå?
Mutti
Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle moren, at hendes søn ryger?
Kære Mutti
Som mor til en teenager lever man med hjertet i halsen. Jeg har aldrig før syntes, det var svært at være mor. Det synes jeg nu. Alt det, vores store unger kan komme ud for, og alle de fristelser og fælder, de skal styre igennem – det er et under, at det går godt. Og det gør det heldigvis tit.
Jeg vil undlade at kommentere, hvilken herkomst drengene har, og blot sige, at da jeg var i din datters alder, boede jeg i en mellemstor provinsby, og der var en masse drenge med tilfældige jobs og kørekort. De var fra omegnen og havde helt samme hudfarve som mig, så problematikken er universel. Piger og drenge sværmer om hinanden.
Læs også: Puks brevkasse: Min veninde gør sig selv til grin
Jeg synes, det er vigtigt at sige fra over for det, der ikke er i orden. Din datter skal kende din holdning. Det er IKKE okay at sætte sig ind i en bil, hvor chaufføren kører påvirket eller alt for stærkt. Det er heller ikke okay at være sammen med store drenge, man ikke er tryg ved. Hvis de på nogen måde presser hende, skal hun gå hjem.
Du skal give hende redskaber til at sige fra. Fortæl hende om, hvordan man mærker efter, og hvordan man kommer ud af vanskelige situationer.
Min holdning er, at vi alt for ofte nøjes med at give vores unge mennesker forbud, hvor det, de har brug for, er redskaber. Dialog over køkkenbordet er bedre end en lang række af forbud.
Læs også: Brev til Puk: Min søn vil gerne tale med en psykolog
Spørg til hende. Er du tryg? Kan du mærke dine grænser? Hvad laver I sammen? Hvad er din plan, hvis du gerne vil væk og ikke har lyst til fællesskabet længere? Er I flere veninder sammen, og hvordan hjælper I hinanden? Der ville jeg begynde.
Vær tydelig om aftaler og holdninger og hjælp hende med strategier. Og forklar hende, at hvis hun vil have din tillid og mere frihed, så skal hun vise, at hun kan holde aftaler.
Bedste hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Bedste forstår ikke de unge mennesker
