Bliv instruktør i sommerferien: Bent lærer børn at lave mad

Torsdag, 30. maj 2019
Af Greta Johannsen Foto: Ældre Sagen og Gregers Overvad
I år bliver tredje gang, Bent Larsen bruger en uge i skolernes sommerferie som frivillig på madskolen sammen med ca. 20 børn. Han elsker at lave mad og bage og holder umådeligt af at tilbringe tid med de glade, lærenemme og nysgerrige børn, så uge 27 er bestemt en uge, den 75-årige far til fire og bedstefar til otte ser frem til.
Bliv instruktør i sommerferien: Bent lærer børn at lave mad

Marit har været gift med Bent i over 50 år, og det har hun tænkt sig at blive ved med at være: Bent Larsen i Næstved er med andre ord optaget.

Lidt en skam, for det er ikke hver dag, man møder en rask og frisk mand på 75 år, der kan bage sunde grahamsboller, meget gerne laver mad og frivilligt underviser børn på madskole hver sommer.

Vi taler her om en mand, der kan lave en ordentlig brun sovs og har børnebørn, der taler hengivent om morfars frikadeller. Han er kort og godt en gevinst, og det har de også fundet ud af, både hos Landbrug & Fødevarer, Rema 1000 og hos 4H, der er en børne- og ungdomsorganisation.

Bliv instruktør i sommerferien: Bent lærer børn at lave mad

Hvert år inviterer de tre organisationer børn til at deltage i en frivillig sommerskole, hvor de kan komme på madlavningskursus. ”Madskoler” hedder projektet, og børnene står i kø for at være med. Desværre er det svært at finde instruktører, for de voksne har jo altid så travlt. Men ikke Bent.

Eller måske har han travlt, for det kan man godt have, når man er pensionist, men madskoler vil han under ingen omstændigheder undvære. Han elsker nemlig at være sammen med en masse børn en uge hver sommerferie, så de seneste to somre har han været på madskole i Sorø.

Også denne sommer må Marit vente med at komme på ferie, for i uge 27 er Bent instruktør på madskolen i Karrebæk Skole, hvor 20 børn venter ham og de andre voksne, der ved, hvordan man skruer en middag sammen. Og han glæder sig.

– Jeg gør det, fordi jeg er meget glad for børn, og fordi jeg simpelthen får så meget ud af at være sammen med børn og unge. Og så lærer jeg jo også en del om mad, hygiejne, kostråd og alt mulig andet spændende.

Læs også: Ungarbejder på et plejecenter i Horsens: Laura har Danmarks hyggeligste job

Vaniljebudding med røgsmag

– Jeg var med første gang for to år siden i Sorø. Vi var 20 børn og fem ledere. Jeg var den ældste, de andre var unge piger fra Ankerhus Husholdningsskole, som jo havde lært alt om mad. Jeg er ikke kok, men jeg har altid lavet mad, og jeg synes, det er sjovt, så det tænkte jeg nok, at jeg ville kunne finde ud af.

Desuden så får vi alle opskrifterne i god tid, så man kan forberede sig lidt, siger Bent beroligende. Ikke fordi der er noget, der som sådan kan gøre ham nervøs.

– Jeg har været spejderleder i mange år, og der lærte jeg at lave alt muligt på bål. Jeg kan faktisk også lave vaniljebudding på bål, men det var nu mest for sjov, medgiver han. Vaniljebudding med røgsmag kan ikke være så spændende, skulle man mene.

Han er selv far til fire og bedstefar til otte, så ungerne kan ikke løbe om hjørner med ham, men han indrømmer gerne, at han den første aften i ugen går meget tidligt i seng.

Læs også: Charlotte kvittede topjob og fulgte hjertet

Ingen kræsne børn

Børnene, der er fra 8 til 12 år, og instruktørerne møder klokken 8 om morgenen, og så går det derudad med opskriftlæsning, madlavning og ikke mindst snak: Der er meget, man kan snakke om over en stak gulerødder, der skal skrabes, og det kan også være rigtig rart at være sammen med en voksen, der har tid nok, og det har Bent.

Så er der alt det andet, der også skal passes: Børnene skal lære om kostpyramiden og personlig hygiejne, og de skal på udflugter. For eksempel besøger de landbrug, så de kan se, hvor maden kommer fra. Ugen på madskolen sluttes af med en festmiddag, som børn og instruktører laver for hele flokken og for forældrene, og det er altid en festlig dag, synes Bent.

– Det er rigtig hyggeligt og sjovt at være sammen med børnene, men det er også stort, når forældrene på sidstedagen siger tak for, at vi har givet børnene en hyggelig uge, og tit opdager forældrene jo, at børnene kan meget mere, end de troede.

– Vi kender faktisk ikke rigtig til kræsne bøn. Det kan godt være, de ikke vil spise det ene eller det andet, når de kommer, men det går vi ikke så meget op i. Det er ofte de andre børn, der spørger, hvorfor de ikke bare smager på det? Og så gør de det som regel og opdager for eksempel, at både fisk og grøntsager godt kan spises, fortæller Bent.

Selv kan han allerbedst lide en god, rød bøf med grøntsager til, skynder han sig at sige, men den er god nok, siger Marit: Bent kan godt lide grøntsager, og det er tit ham, der står for madlavningen, og de lever sundt hjemme i det nye hus i Næstved.

Læs også: Hanne har fuldtidsjob og er fuldtidsfrivillig: Jeg får tifold igen

Tid til det, der er vigtigt

Bent er uddannet maskinmester, og de første år sejlede han. De sidste 37 år af hans arbejdsliv var han på sukkerfabrikkerne i Sakskøbing og Nakskov, men da Marit og han blev pensionister for ti år siden, skiftede de det store hus i Sakskøbing ud med et moderne etplanshus i Næstved.

Selv om de begge to har kræfter til at passe både hus og have, gør det ikke noget at forberede sig på alderdommen i god tid og samtidig bruge kræfterne på det, de gerne vil have tid til. De holder af at tage på krydstogter, for Bent er stadig glad for havet, men ellers er det mest børn og børnebørn, der fylder.

– Mine egne børnebørn kaldte mig en overgang ”Gammel-smølf”, fordi jeg åbenbart lignede ham, når jeg havde med min kokkeskolehue på, men hvad pokker? Gammelsmølf kan også nogle tricks, og mit trick er, at jeg kan få børn til at spise frikadeller, uden at de opdager løgene, så jeg klager ikke.

Madskoler
Vil du også gerne møde en masse glade børn mellem 8 og 12 år og lære dem at lave god mad? Så kan du blive instruktør på madskolen en uge i sommerferien. Madskoler arrangeres i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000 og samarbejder med Ældre Sagen.

Læs mere på madskoler.dk, hvor du også kan se, hvordan du tilmelder dig.