I 2018 gik en 28-årig butikschef rundt i Fakta i Viborg og drømte om frihed. Ikke til at rejse verden rundt, men til at kunne være den købmand, han havde lyst til: Med foden under eget bord, tæt kontakt til kunderne og en butik, der kunne være et samlingssted for et lokalsamfund.
Læs også: Brugsen er blevet demensvenlig: Her passer vi på hinanden
Ikke længe før, i landsbyen Kragelund ved Silkeborg, havde byens borgere på det nærmeste fået deres rundstykker galt i halsen, da de en morgen hørte, at Coop ville lukke deres lokale brugs, byens eneste dagligvarehandel.
Lukningen ville ikke alene efterlade en gabende tom bygning midt i byen, men også gøre det rigtigt svært for især mange af byens ældre at få købt deres daglige fornødenheder.
Et landsbyeventyr
I dag, to år senere, er sorg vendt til glæde, og de to begivenheder er på smukkeste vis smeltet sammen til et vaskeægte, moderne landsbyeventyr.
Thomas Nielsen er nemlig i dag Kragelunds nye købmand. Han fik sin butik, men han ejer den ikke selv. Det gør et selskab skabt ved hjælp af 400 anpartshavere fra den lille by med cirka 1.200 indbyggere, og han lejer sig ind hos dem som selvstændig købmand. Det er han godt tilfreds med.
– Da jeg hørte, at man havde solgt 400 anparter a 2.500 kroner i så lille en by og i øvrigt samlet 1,9 millioner kroner ind til projektet, købt bygningen og ved hjælp af frivillige selv var i gang med at sætte den i stand, tænkte jeg: ”Det her, det mener de godt nok!” siger Thomas Nielsen, da vi besøger butikken.
– Den der indstilling til, at hvis man vil noget, skal man gøre det selv, den overbeviste mig om, at folk også nok skulle komme og handle hos mig, når butikken var åbnet, siger han.
Mange initiativer
Thomas’ kæreste, Catharina Thorsted, indvilligede i at flytte med til Kragelund, og 14 dage før åbningen af den nye butik rykkede de ind i en lejet bolig hos den lokale vvs’er. Her bor de stadig med deres kat, som også trives fortrinligt i landsbyen.
Var Thomas Nielsen nervøs ved tanken om, at den gamle brugs jo sådan set nok var lukket, fordi der ikke var gang nok i den?
– Jo, jeg tænkte, at det godt kunne være risikabelt, men med den opbakning, som jeg fornemmede at kunne regne med, og med de frie hænder, jeg kunne se frem til, så var det om at tage chancen, siger han.
Han kunne tillige se, at lokale kræfter allerede havde taget initiativ til en sportshal, en spejderhytte, et svømmebad med mere. Byen har desuden sin egen skole og børnehave og har for nylig fået en vuggestue.
På samme måde som med købmandsbutikken har Kragelunds gode borgere også fået et fælles bryghus, finansieret ved salg af massevis af små anparter, og de populære øl sælges i dyre specialforretninger viden om. Ingen dagligvarebutikker får lov til at sælge dem – undtagen, selvfølgelig, byens egen købmand.
Læs også: Daniel mistede alt i en brand: Fik overvældende hjælp
Alle hjalp til
Og at der overhovedet kom en ny købmand til byen, har bestyrelsesformand i selskabet bag den Ejner Rahbek en ikke-ubetydelig del af æren for, da han var én af initiativtagerne bag projektet.
– Pistolskuddet til det hele var chokket over, at vores gamle brugs lukkede. Allerede samme aften jeg havde hørt det, ringede jeg rundt til andre i lokalområdet, og vi dannede hurtigt en ”aktions-gruppe” af folk med forskellige kompetencer og gik i gang med at finde ud af, om vi kunne finansiere en butik selv, fortæller han.
– Vi dannede en lille styregruppe, tog kontakt til leverandørkæden Dagrofa, holdt borgermøder og lavede pjecer, som blev delt ud til alle husstande under kyndig ledelse af vores pensionerede postbud samt med hjælp fra blandt andre nogle af byens motionsløbere!
– Så startede anpartstegningen. Vi satte med vilje hver andel tilpas lavt, til 2.500 kroner, så så mange som muligt kunne være med. Vi mente, at det ville øge hver enkeltes engagement i butikken, og det holdt stik. Jeg tror, man tænker: ”Når jeg nu ejer en del af butikken, så skal jeg da også handle her og få det til at løbe rundt.”
– Et selskab blev etableret, og aktiviteterne tog for alvor fart. Vi købte den gamle brugs-bygning af Coop, og efter en plan lavet af lokale med håndværksmæssig kunnen og arkitektviden satte en stor gruppe frivillige selv bygningen i stand, så vi har kunnet holde udgifterne på et minimum, fortæller bestyrelsesformanden.
– Det var fantastisk at se folks vilje til at hjælpe, alle bidrog med det, de kunne, og det var en fryd at køre forbi en tilfældig onsdag eftermiddag eller aften og se nogle af byens pensionister stå og spartle og male og hygge sig sammen. Og dem, der ikke kunne bidrage håndværksmæssigt, kom i stedet med mad og drikke til de arbejdende. Det gav et kæmpe fællesskab i byen, fortæller Ejner Rahbek.
Det bankende hjerte
Nu står butikken så igen som byens bankende hjerte og bidrager til fællesskabet. Ikke mindst for byens ældre har den været en gave, men som den helt nye vuggestue indikerer, så kommer flere og flere børnefamilier til byen, og de handler her også.
Så hvordan ser den unge købmand på fremtiden?
– Den ser jeg virkelig frem til! Denne måde at være købmand på er en drøm, der er gået i opfyldelse for mig – jeg er min egen chef, jeg er i daglig kontakt med kunderne, og jeg ved, at jeg har en bestyrelse, jeg kan vende både idéer og eventuelle problemer med.
– For jeg var jo kun 28, da jeg begyndte her, og meget var nyt for mig. Jeg er god til at sælge minimælk og bananer, men hvis det pludselig drypper fra taget, er det rart med folk omkring mig, der ved noget om den slags, siger Thomas Nielsen, der styrer driften og betaler husleje til selskabet. Huslejen består af en fast del og en omsætningsbestemt del, så når salget går godt, bruges de ekstra penge til gavn for butikkens fortsatte udvikling.
Læs også: Skolehunden Basse skal gøre børnene trygge
Passer på lokalsamfundet
Langsigtede planer og investeringer vender han med selskabets bestyrelse, som jo repræsenterer hans 400 ”arbejdsgivere” – dem, der købte anparter. De 400 ser heldigvis også ud til at være meget tilfredse med deres investering. En af dem er Merete Fenger:
– Jeg købte en andel, fordi det betyder rigtigt meget for livet i en lille by, at der er muligheder for at købe ind. Jeg ved også fra en ejendomsmægler, at for eksempel huspriser styrkes af gode indkøbsmuligheder, så når vi sikrer, at her er en købmand, passer vi sammen på vores lokalsamfund, siger hun.
Forlænget dagligstue
– Købmandsbutikken er vores forlængede dagligstue, her mødes vi tilfældigt og taler om ting, der sker i byen, i kommunen osv. Og så holder vi øje med hinanden, sådan a la ”hov, der er Anna, hvordan mon hun har det?” siger Merete Fenger, som er helt på linje med en anden andelskøber, Else Krog:
– Selvfølgelig er butikken ikke et forsamlingshus, men den er god at møde de andre fra byen i og tale hyggeligt om vind og vejr. Og så er det vigtigt med et sted, folk kan gå til, både dem uden bil, som ikke har andre muligheder, og dem, der bare har godt af den friske luft på turen herhen. Jeg har altid selv lagt min handel her i byen, for en butik er vigtig for en landsby, også når der skal tiltrækkes nye borgere, siger hun.
Begge kvinder er inde på, at det heller ikke er lige meget, hvilken købmand man så får, og at Kragelund har været mere end heldig med Thomas Nielsen:
– Han er fantastisk, og det er hans personale også! Thomas gør virkelig meget for at skaffe de varer, som folk vil købe. Han lytter til, hvad vi har brug for, og han har for eksempel stillet en kopimaskine op i forretningen, som folk, der ikke selv har printer, kan benytte. Han støtter også vores lokale foreninger rigtigt meget med sponsorgaver. Han er simpelt hen unik, roser Merete Fenger.
Else Krog nævner også en stor tilfredshed med, at butikkens varer er af høj kvalitet, og at udvalget hele tiden bliver større og større. Så hun er meget glad for, at hun købte en andel i projektet.
– Købmanden og byen, vi forstærker hinanden, siger hun og understreger i den forbindelse sin glæde over, at Thomas Nielsen har skabt arbejde til så mange i byen – 12 foruden ham selv.
Læs også: I Rødding er vi gode til at bygge ting op
Guld værd
En af de meget tilfredse ansatte i butikken er Tove Bøjlesen.
– Efter et liv med hårdt fysisk arbejde havde jeg en lang periode med sygdom, og derefter skulle jeg forsigtigt i gang igen for at se, hvad jeg kunne holde til. Jeg startede med fire timer om ugen her, men efter et år er jeg nu blevet ansat til 30 timer om ugen, og jeg er så glad!
– Jeg er 61 år og har kun forældede uddannelser bag mig, blandt andet som truckfører, så hvor går sådan en som mig hen og finder et arbejde ellers? Thomas har været guld værd for mig ved at tage sådan en chance med mig, siger Tove stille med dybfølt taknemmelighed i sit tonefald.
Men Tove er også guld værd for Thomas, for som han siger, så er hun den, der ved, hvad folk skal bruge i de forskellige sæsoner.
Når bær og frugter hænger høstklare i Kragelunds haver, er det Tove, der minder Thomas om, at man skal have ingredienser til syltning og henkogning på hylden.
Lysglimt i coronatiden
Ud over de spændende, lokale øl fra Bryghuset Kragelund er her for en landsbybutik også en ret stor andel af økologiske dagligvarer, et godt udvalg af både mejerivarer, kød og grønt samt gode vine, nybagt bagerbrød, lidt friske to-go-retter, og så er her bland-selv-slik til mange fredagsfilm hjemme i stuerne.
Som ekstra og vigtige indtægtskilder for butikken – og et vitalt servicegode for byens borgere – er her også udlevering af apoteksvarer og postpakker, håndkøbsmedicin samt salg af lottokuponer og andre spil.
En budgetteret omsætning på otte millioner kroner det første år endte på næsten 13, og selv om corona har været en medspiller i næsten hele 2020, har omsætningen ikke lidt overlast.
Mange har tværtimod prist sig lykkelige over at kunne købe ind i den rummelige butik med masser af sprit og afstand uden at skulle møve sig gennem menneskemængder i de store supermarkeder.
– Vi havde en kæmpe vækst under forårets coronanedlukning i 2020, og for det ekstra overskud, som den store omsætning gav, købte vi en kølemontre, så vi nu også kan sælge frisk pastasalat osv., fortæller Thomas Nielsen.
Læs også: Søren Vester: Jeg er den største bonderøv
Solbriller, nej tak
Men solbriller er her ingen af, og det har sine grunde.
– Nej, jeg lærte hurtigt, på den dyre måde, at folk ikke er ret interesserede i nonfood, som vi kalder det i branchen, her hos os. De er søde til at købe ind til alle deres måltider og øvrige dagligvarer, for de bruger os ikke kun som ”suppleringsbutik”, men solbrillerne, dem kunne jeg godt pakke væk igen, siger købmanden med et skævt smil.
Han har også lært, at kaffe ikke bare er kaffe. I Kragelund drikker man Merrild og til nød BKI, ”hvis prisen er rigtig”. Det udtryk bruger Thomas Nielsen tit, for det skal en dygtig købmand jo holde sig for øje.
Går man alle priser efter med en tættekam, ligger nogle måske et par procent over de store kædebutikkers, for at det hele kan løbe rundt, men generelt er butikken konkurrencedygtig på både pris og kvalitet, og lave priser på udvalgte varer tager skam kampen op mod discountkædernes slagtilbud.
Personlig betjening
En husstandsomdelt tilbudsavis læses flittigt under bordlamperne i Kragelunds huse, men byens borgere er også meget opmærksomme på det ekstra gode, der ikke kan gøres op i penge, nemlig den lune følelse af virkelig god, personlig betjening.
Mens vi står i butikken og snakker med Thomas Nielsen, kommer således en venlig ældre kvinde hen til den unge købmand og spørger blidt: – Thomas, du har vel ikke noget svinefedt?
– Jo, jeg render lige på lageret, svarer han prompte, og væk er han.
Så må vi andre pænt vente med at snakke videre med ham, for nok er Familie Journal på besøg, men kunderne – de kommer altså altid først!
Læs også: Operastjerner blev øboere: Vi har vildtvoksende planer
